Dem der skaber din rejse

Vores medarbejdere

Ruby Rejsers kyndige medarbejdere står altid klar til at hjælpe dig med at skabe netop den rejse, du leder efter. Vi har selv været ude på mange af de rejser, vi tilbyder, så vi kan guide vores gæster bedst muligt hjemmefra.

Du finder her en introduktion af vores medarbejdere og hvad de arbejder med.

  • Skiferie

    Rasmus

    Kontakt Rasmus på:

    rasmus@ruby-rejser.dk

    Rasmus

    Skiferie

    Jeg er Produkt Manager, og sidder primært med skiferierne – her har jeg berøring med alle aspekter af rejsen lige fra planlægning til salg, afvikling og evaluering. Jeg er passioneret skiløber, og har ansvaret for en del af vores skirejsedestinationer, herunder Kvitfjell, Hafjell, Fefor, Valdres og Høvringen, samt vores sommer-fællesrejser til Østrig, Frankrig og Tyrkiet.

    Jeg vil unde alle langrendsskiløbere en rejse til Smuksjøseter Fjellstue på Høvringen! Fjeldstuen ligger på kanten af Rondane Nasjonalpark ved bredden af Smuksjø, og om vinteren kommer man dertil på ski eller med bæltebil. Roen, naturen og skiløbet er en lise for sjælen. Også vores sommer-fællesrejse til Valloire kan jeg varmt anbefale – Alperne om sommeren er noget helt specielt. Her er fred og ro, bademuligheder og suveræne mountainbike- og vandremuligheder.

    Jeg er skiløber med stort S – startede med langrend som 8 årig, blev omvendt til alpint som teenager og ynder nu at lave topture med ’skind og løs hæl’. Når jeg ikke er på ski (hvilket desværre vil sige omkring 50 uger om året), kører jeg mountainbike i skoven, og er medlem af den lokale MTB-klub. Jeg har det sorte bælte i frankofil, elsker at lave mad, og holder meget af det franske simrekøkken.

     

     

     

    Lars

    Kontakt Lars på:

    lars@ruby-rejser.dk

    Lars

    Skiferie

    Kan man tænke sig en bedre opgave for en skientusiast, end at skabe skioplevelser for en masse glade mennesker? Det er det, jeg har lavet de sidste 8 år. 

    Mit eget favoritmål er Kvitfjell – selvom jeg har løbet på ski i mange år i bl.a. Frankrig, vender jeg hele tiden tilbage til Kvitfjell. For det første er fællesrejserne hyggelige, og min familie elsker det. For det andet har Kvitfjell, trods sin lidenhed sammenlignet med store alpine områder, de udfordringer, der skal til - vi kan lokke venner med, der finder et nemt skiløb og så føler man sig til tider som Palle alene i verden midt i sneen. Udfordrende skiløb, god sne, masser af plads og ingen køer. 

    Om sommeren prøver vi at komme til Korsika for at vandre, og nyde mad, vand og natur. Udeliv er godt og ski er desværre begrænset til korte perioder – men så kan man jo fiske i Norge eller Danmark - eller spille golf!

    Rejser fylder en del – sjovt nok. Sommerens besøg i Uganda forsøger jeg nu at omsætte til en Ruby rejse.

     

  • Vandreferie

     Lea

    Kontakt Lea på:

    lea@ruby-rejser.dk

    Lea

    Vandreferie

    Jeg er Produkt Manager, og vandreferier på egen hånd, er det område, jeg sidder med hos Ruby Rejser - det er en type rejse, jeg selv elsker at være på. Den følelse af, at ”dette øjeblik vil jeg huske”, den elsker jeg. Gode oplevelser - gode historier, det er livskvalitet for mig.

    Derfor nyder jeg at beskæftige mig med at finde, udvikle og sælge rejser, for rejser er altid fulde af gode historier. Når jeg har fri, rejser jeg også, og jeg skifter gerne vandrestøvler ud med både skistøvler og svømmefødder.

    Det er fantastisk at opleve verden ud fra en aktivitet - hos mig fremkalder det en følelse af at være til stede i nuet, og det kommer der altid gode historier ud af. 

     

     

     

     

     

     

    Sten

    Kontakt Sten på:

    sten@ruby-rejser.dk

    Sten

    Vandreferie

    Jeg er ansvarlig for vandreturene, så det er vel Produkt Manager. Før Ruby Rejser arbejdede jeg 2,5 år som naturvejleder i Danmark, og fik lyst til at prøve kræfter med naturen i udlandet. Jeg arbejdede som guide i Grønland i 2012 og som slædekusk i Island 2013, hvorefter jeg har været freelance turleder på vandreture i Europa siden da.

    Island er stadig en af mine yndlingsdestinationer på grund af den enorme natur med vulkaner, geysere, vandfald, gletsjere og varme kilder. Det hænger nok også sammen med mit ophold i Island, hvor jeg boede på en gletsjer i vinteren/foråret 2013 sammen med to gutter fra Tyskland og Holland, og vores 40 grønlandske slædehunde. Vi kørte med turister på slæden, når vejret tillod det. Det var ret fedt at lære teknikken bag at køre hundeslæde, og opleve hvor glade og stærke de grønlandske hunde er.

     

  • Cykelferie

     Annemette

    Kontakt Annemette på:

    am@ruby-rejser.dk

    Annemette

    Cykelferie

    Jeg er Produkt Manager, og sidder primært med cykelferierne. Når jeg har ferie, kan man altid finde mig på en cykel et eller andet sted i Europa. Jeg holder meget af denne langsomme måde at bevæge sig gennem landskaberne på. Man kan nå at hilse på de mennesker, man møder på sin vej, og dufte og lyde er ens trofaste følgesvend.

    Jeg har ikke én ”min-bedste-cykelferie”, men en af mine helt store oplevelser var en uge på cykel i Albanien. Helt fantastisk at opleve et land, der næsten lige havde fået sin frihed. Søde mennesker, smuk natur, og med kompetente, engelsktalende, albanske guider kom vi ind under huden på landet både før og nu.

    Mine mange år i Ruby Rejser har givet mig mange fantastiske oplevelser lige fra 80’ernes lange ture med børn og sovebusser til Sydfrankrig til magelige cykelferier fra hotel til hotel, skønne campingferier på Korsika, og dejlige skiferier i Norge.

     

     

     

    Betina

    Kontakt Betina på:

    betina@ruby-rejser.dk

    Betina

    Cykelferie

    Jeg er ansat under betegnelsen Produkt Manager, og jeg laver en helt masse forskelligt - men mest med cykelferier.

    Når det kommer til rejsemål vil jeg altid anbefale flotte Korsika og selvfølgelig vores fællesrejser! Korsika har en helt fantastisk natur med de høje bjerge og det klare, blå hav. Jeg har været næsten hele øen rundt på en uge, hvor jeg så en masse af vores steder dernede. Jeg var også heldig at være dernede med Dorthe og Per, vores Korsika specialister, så jeg fik en masse insider-viden om øen, ligesom man gør på vores fællesrejser dertil - det gav lige noget ekstra til oplevelsen!

    Mine ferier går forskellige steder hen, men en skiferie er i hvert fald aldrig en dårlig idé - jeg er en passioneret skiløber og faktisk også tidligere skilærer. 

  • Korsika

     Dorthe

    Kontakt Dorthe på:

    dorthe@ruby-rejser.dk

    Dorthe

    Korsika

    Min trang til at skabe rejser til folk blev vakt, da jeg i vinteren 2003/2004 arbejdede som receptionist i Val Thorens i alperne. Og med en franskuddannelse i baglommen var det oplagt, at det skulle være til fransktalende lande. Nu har jeg så siddet hos Ruby Rejser i over 10 år, hvor jeg primært har haft ansvaret for rejser til Korsika - skønhedens ø i Middelhavet. Ud over Korsika sidder jeg også med en del af Ruby Rejsers regnskab.

    Jeg glædes hver gang, jeg skal til Korsika, da øen rummer lidt af det hele – smukke strande, imponerende bjerge, dejlig mad, sød befolkning. Kort sagt: rammerne for en god ferie. Jeg har rejst på Korsika både alene, og med min mand og børn, og grundlaget for en dejlig ferie er der uanset konstellationen.

    Jeg synes, at det er spændende at være med til at finde frem til den rigtige rejse til folk, så de kan få mest muligt ud af deres ferie.

     

  • Cykelkrydstogt

     Lene

    Kontakt Lene på:

    lene@ruby-rejser.dk

    Lene

    Cykelkrydstogt

    Jeg er en del af ”Aktiv-gruppen” som omfatter cykel- og vandreferier. Mit primære ansvarsområde er cykelkrydstogter og et par af vores gruppevandreture. Derudover sidder jeg med vores Explorer-rejser til Svalbard og Antarktis. Jeg har tidligere været turleder på rigtigt mange aktive rejser, og tager nu et par ture om året. 

    Kimen til en karriere i rejsebranchen blev for alvor lagt, da jeg som 20 årig for første gang rejste oversøisk og sejlede et år i USA og Caribien på store sejlbåde. Senere boede jeg et år i New Zealand og studerede Adventure Tourism. 
Som vandreguide har jeg været udstationeret i bl.a. Italien i tre somre.

    Gennem tiden her jeg rejst i cirka 50 forskellige lande på alle syv kontinenter. Jeg rejser 5-7 gange om året, så det bliver til en del. Den ene favoritdestination afløser den anden, og jeg elsker alle destinationer med dejlige befolkninger, og smukke landskaber, som indbyder til aktive rejser. Derfor kan jeg ikke vælge én yndlingsdestination. Hver rejse er noget specielt! Men for et par år siden fik jeg en gammel drøm om at sejle over Atlanten opfyldt, og det var en kæmpe oplevelse.

     

     

     

    Lise

    Kontakt Lise på:

    lise@ruby-rejser.dk

    Lise

    Cykelkrydstogt

    Jeg sælger rejser, og elsker at beskrive skønne destinationer, hvor jeg oftest selv har været. Jeg har været 18 år i Ruby Rejser, og det var mig, der i sin tid indførte cykelkrydstogterne. Jeg har selv været med på næsten alle vores herlige hotelbåde, og på rigtig mange af turene, så min viden og erfaring er stor, når det gælder cykelkrydstogter. Så jeg er vel egentlig Produkt Manager, men også gået over til at være senior-medarbejder på grund af min alder.

    Jeg har haft mange fantastiske rejseoplevelser med Ruby Rejser, men en af de første cykelkrydstogter på Donau fra Passau til Wien må nok siges at være den mest oplevelsesrige. Vi var 10 venner på den nostalgiske, ukrainske flodbåd MS DUNAJ. En skøn gammel ”dame” med herligt soldæk, dejlige saloner og super service!

    Min fritid er dedikeret til bowlingsporten. Selvom jeg nu er Old Girls og 50+, spiller jeg bowling flere gange om ugen, og turnering hver weekend. Jeg har flere gange været dansk mester i Old Girls klassen og i 2011 blev jeg europamester for første gang. Fantastisk at opleve at stå øverst på skamlen med Dannebrog, mens nationalmelodien blev spillet for mig. Da kneb jeg en tåre, og det tror jeg, at alle gør - ligemeget hvor ung eller gammel man er.

     

  • Direktør

    Kontakt Mads på:

    mads@sunwaygroup.dk

    Mads

    SunwayGroup

    Jeg er direktør for Sunway Group, som b.la. ejer Ruby Rejser, så jeg sidder med ledelse og udvikling af Ruby Rejser. Derudover er jeg også pedel på kontoret – og enkelte gange IT-ansvarlig.

    Jeg cyklede La Marmotte i 2016, hvilket var en kæmpe oplevelse! Før løbet var jeg med på turen fra Nice til Alpe d'Huez med Rubys fantastiske guider. Ud over La Marmotte har jeg været på Korsika med Rubys eget fly og det bliver ikke sidste gang - og så ser jeg især frem til at komme på skiferie med Ruby Rejser.  

    Jeg holder meget af aktivferie, og sejlads, cykling og ski er noget af det, der tidligere er blevet brugt rigtig meget tid på. Med to små, meget aktive piger ser tiden lidt anderledes ud, men jeg glæder mig til, i fremtiden, at dele disse rejseoplevelser med dem og resten af familien.