Jeg har givet mit hjerte til Norge.

Høje, snedryssede tinder, rolig sejlads og hyggelige havnebyer var på programmet, da jeg drog afsted mod det arktiske Norge i fællesskab med min kollega Stine. De næste 4 dage skulle vi ombord på Hurtigruten og sejle med på verdens smukkeste sørejse.

Min tur tog sin start i Tromsø. Inden afrejse havde vi fået melding om, at det magiske nordlys havde vist sig over byen de seneste aftener, så vi krydsede fingre for, at vi var heldige, selvom det var tidligt på sæsonen.

Vi havde en skøn dag i Tromsø, hvor vi tog kabelbanen Fjellheisen op på fjeldet. Herfra var der en imponerende panoramaudsigt over den arktiske hovedstad, fjordene, de takkede fjelde og med kig til de ikoniske Tromsøbrua (broen) og Ishavskatedralen. På toppen fik jeg også fornøjelsen af årets, for mig, første snebyge, og den satte stemningen for Norge-rejsen helt fra begyndelsen.

Aftenen bød på visit ved Tromsø Vildmarkscenter. Her hilste vi på de mange seje Husky-hunde, som hvert år er med til at skabe fede oplevelser for vores gæster på hundeslædetur i de snehvide landskaber – der var heldigvis også et ivrigt kuld hvalpe, som var meget nysgerrige efter at sige hej. Inde i den store træ-lavvo med bålsted i midten fik vi serveret et måltid bestående af rensdyrgryde med kartoffelmos og tyttebær – og jeg mærkede den norske ånd i særlig grad, da jeg sad der med mine medrejsende på dyreskind, med duften af bål i næsen, rensdyr på tallerkenen og larmen fra de mange slædehunde udenfor.

Lige inden midnat tjekkede vi ind på MS Richard With, som har fået sit navn efter Hurtigrutens grundlægger. Skibet var stort og lækkert (nyrenoveret i 2018) med to restauranter, en bar, fitness, sauna og 2 udendørs boblebade på bagerste dæk. Skibet skulle være mit hjem de næste tre nætter.

Om morgenen oplevede jeg det første interessepunkt på ruten – den 4,5 km lange Risøyrenna, som er en mudret kanal, der engang var så lavvandet, at man i perioder kunne ride over den på hesteryg. Hurtigrutens grundlægger, Richard With, fik dog startet arbejdet på en kanal, som skulle gøre det muligt for hans skibe at sejle igennem, og der blev udgravet til en dybde på 7 meter – lige nok til at skibene ikke går på grund, så længe de holder sig præcist mellem de mange bøjer, der leder vejen. Udsigterne foran på båden var helt eminente på denne klare dag, og det var tydeligt at skibets kaptajn var yderst kapabel til at manøvrere det store skib gnidningsfrit gennem kanalen.

Vi lagde til ved havnen i Stokmarknes, hvor vi gik i land ved det nye Hurtigruten-museum. Her har de trukket det gamle MS Finnmarken på land og bygget en moderne museumsbygning omkring den, og vi fik en rundtur rundt i de gamle kahytter og saloner og fik fornemmelsen af hvordan en moderne sørejse foregik tilbage i 1950’erne.

Ved aftenstid sejlede vi ind i den snævre og virkelig flotte Trollfjorden, hvor stejle klippevægge tårner sig op på hver side af skibet, mens der sejles ind. Her brillierede kaptajnen endnu engang, da han vendte skibet 180 grader og lige så roligt sejlede ud den samme vej, som vi var kommet ind. Det hele oplevede jeg i dagens sidste solstråler, som farvede himlen i de fineste lyserøde, orange og blå farver – snildt en af de smukkeste naturoplevelser jeg har haft.

Vi lagde til ved den yndige øhavslandsby Svolvær, hvor jeg tog med på tur til et fiskerleje på den nærliggende ø Svinøya. Her kunne jeg se og høre en masse om, hvordan livet forløb for fiskerne i 1800-tallets Norge. På turen fik jeg en smagsprøve på det knasende tørfisk, som produceres her.

 

Om morgenen på dag tre skulle der ske noget helt specielt ude på bagdækket. Vi havde nu sejlet sydpå i halvandet døgn, og vi var nu nået den usynlige polarcirkel, der deler Norge i to. Nord for denne linje kan man opleve midnatssolen skinne i sommerhalvåret. Det var nu tid til en polarceremoni, som blev udført med en skefuld torskelevertran til hver. Sidenhen lavede vi også vores egen fejring med et dyp i et af skibets opvarmede udendørs boblebade – klart at foretrække over en skefuld fiskeolie! Det var også en fed oplevelse at sidde i 39 grader varmt vand med hue på hovedet i 4 graders varme, mens sneklædte bjergtoppe gled roligt forbi på hver side af skibet.

 

Eftermiddagens udflugt tog os med til det særegne bjerg Torghatten med hul igennem, som i gamle sagn er opstået af en gammel hat med et skudhul fra en pil, der blev til sten. Denne dag var vejret gråt og fugtigt og vandløbet havde valgt en anden sti ned ad bjergsiden – lige på vores sti op til hullet. Det gjorde heldigvis kun eventyret endnu sjovere og mere spændende, da vi nu skulle bruge alle klatreevnerne, for at komme frem. De selvsamme klatreevner jeg tilfældigvis havde glemt at pakke med hjemmefra! Men fremad og opad over klippesiderne gik det da, med store mængder vand lystigt brusende ved siden af os. Der er ikke noget som truslen om at falde i iskoldt bjergvand, der kan få én til at gribe ekstra godt fat i selv smågrene og græsstrå. Efter en del klatren og manøvreren kom vi da op til hullet, hvorfra vi havde en smuk udsigt både gennem det 30 meter høje og 25 meter brede nåleøje i granitten og til øhavet, vi var kommet fra – vi kunne se MS Richard With vente på os ved kajen flere kilometer væk i horisonten.

Kl. 9 næste formiddag havde vi fået pakket sammen og gik fra borde i den mere end 1000 år gamle vikingeby Trondheim. Byen er et fantastisk mix mellem nyt og gammelt, og selvom den er Norges teknologiske centrum, finder du stadig smukke og farverige træbryggehuse ved Nidelven i bymidten. Trondheim er også hjem for Norges største kirke, og verdens nordligste katedral, Nidarosdomen. Graden af detaljer på denne spektakulære, gotiske katedral er helt ude af denne verden. Ca. 5000 skulpturer pryder domkirken, der står som en krone over den i forvejen smukke by.

 

4 skønne dage var nu kommet til endnu, og det var på tide at vende snuden hjem mod Danmark. Det blev ikke til nordlys i denne omgang, men så har jeg (endnu) en grund til at komme tilbage.

Én ting er i hvert fald helt sikker – Norge, vi ses snart igen!