1. dag. Ankomst til Strasbourg
Mulighed for at slentre rundt i de hyggelige kvarterer langs floden Ill eller måske en bådtur på kanalen til Europaparlamentet. Strasbourg er blevet cyklisternes by og ad skiltede ruter føres man igennem byen på cykelstier og fortove, og ”le Tram”, en moderne sporvogn, har næsten overtaget bilernes rolle.
Infomøde og udlevering af cykler mellem 16.00 og 18.00. NB: ved ankomst søndag er der ikke infomøde. I stedet vil hotellet udlevere cykler og infopakke.
Indkvartering f.eks. på Grand Hotel eller Hotel le Dragon begge ligger centralt i Strasbourg.
2. dag. Til Sélestat eller en af de omkringliggende byer. Cykling ca. 25-50 km
Strasbourg forlades og man cykler ad cykelsti langs Rhone-Rhinkanalen ind i hjertet af Rhinsletten til Osthouse, Huttenheim eller Sélestat.
Indkvartering f.eks. på det 2-3*Hotel Relais de l'Ill i Sermersheim eller det 3* Hotel A la Ferme i Osthouse.
3. dag. Til Colmar. Cykling ca. 50-66 km
Endnu en dag i den flade Rhindal langs floder og kanaler og forbi gårde og igennem charmerende landsbyer. Et besøg i Ebersmunster med den smukke barokkirke kan anbefales, før man cykler de sidste kilometer til Colmar ad cykelstien langs kanalen. Colmar er en charmerende by med smukke gamle bindingsværkshuse, meget velholdte med kunstfærdige udsmykninger, dejlige pladser og hyggelige caféer.
Indkvartering f.eks. på Hotel Beauséjour i Colmar.
4. dag. Til Riquewihr eller en af de omkringliggende byer. Cykling ca. 39 km
Fra Colmar krydser man Rhinsletten og man nærmer sig Vogeserne og de små vinbyer i bunden af bjergene. Som perler på en snor ligger de kendte vinbyer Eguisheim, Turckheim, Kaysersberg og Riquewihr. Du cykler ad cykelstier og -veje langs de vinklædte skråninger.
Indkvartering i Riquewihr f.eks. på det 3* Hotel A l'Oriel eller det 2-3* Hotel la Couronne.
5. dag. Til Barr eller Obernai. Cykling ca. 49 km
Langs den smukke vinrute snor dagens etape sig op og ned med vinmarker til begge sider, og med udsigt til Vogeserne og Haut Königsbourg. Man kommer gennem endnu en række af de charmerende byer såsom Hunawihr med storkene, Ribeauvillé og Andlau med sit romanske kloster.
Indkvartering i Obernai f.eks. på Hotel Jardins d'Adalric eller Hotel le Gouveneur.
6. dag. Til Strasbourg. Cykling ca. 40 km
Gennem Molsheim, Bugattiens fædreland til Europas nye hovedstad. Fra Avolsheim følger man den smukke, skiltede cykelrute der går langs floden Bruche. Her cykles, løbes på rulleskøjter, spadseres og fiskes eller solen nydes fra én af de mange bænke langs ruten.
Aflevering af cykler og hjemrejse.
Forbehold for ændringer i dagsprogrammet:
Bemærk at dagsprogrammet er vejledende og ikke er beregnet som rutebeskrivelse.
Rutebeskrivelsen tilsendes hjemmefra eller udleveres ved ankomst.