Dag 1. Ankomst til Prag
Individuel ankomst til Prag, Tjekkiets hovedstad. En kort byvandring om aftenen er inkluderet i forbindelse med spisning i byen. Ønsker du at udforske byen endnu mere, anbefales det at tilkøbe en ekstra nat før turens begyndelse. Din lokale turleder kan også være behjælpelig med at udpege interessante seværdigheder såsom Charles Bridge – den historiske bro over Vltava (Moldau) floden, Prague Castle eller Wenzelpladsen. Prag indbyder også til byvandring på egen hånd gennem gyderne og den smukke gamle bydel med et stop for at smage den velkendte tjekkiske øl. Indkvartering på f.eks. hotel Lunik eller lignende.
Dag 2. Ceske Budejovice, Cesky Krumlov og Vltavafloden
Cykling: 32 km, højdemeter: 423 m
Turens første cykeldag starter med en transfer på 150 km til Ceske Budejovice i det sydlige Tjekkiet, hvor jeres cykler står klar. Den første cykelstrækning er relativ kort, og I skal cykle ca. 32 km til Cesky Krumlov ved Vltava-floden. Byen er meget karakteristisk pga. sine smalle og skæve gader, samt sin gotiske, renæssance og barokke arkitektur. Hvis tiden tillader det, er Cesky Krumlov slottet et besøg værd. Det er et af Centraleuropas største slotte med en flot udsigt udover byen. Indkvartering på f.eks. Penzion Prelat eller lignende.
Dag 3. Skove, bakker og middelalderlige Trebon
Cykling: 55 km, højdemeter: 606 m
Når I forlader Cesky Krumlov, kører I ud i et kuperet landskab. Ruten flader ud, når I kommer ind i Trebon Basin, som er et lavlandsområde med skove, enge og søer. Slutdestinationen er Trebon, som er en middelalderlig kurby med renæssancearkitektur. Byen er charmende med mange hyggelige cafeer, hvor man kan tage et pusterum efter dagens cykeletape. I Trebon er det også værd at prøve den lokale ret: Trebon karpe (fiskeret). Fra Trebon er der ca. 45 minutters transfer til jeres hotel Jindrichuv Hradec. Indkvartering på Hotel Concertino eller lignende.
Dag 4. Trebon, Greenway Trails og UNESCO-byen Telc
Cykling: 70 km, højdemeter: 966 m
Dagens etape byder på en del højder og cykling med mange skønne indtryk. I kommer omkring menneskeskabte søer, mens I følger Greenways Trail, som er et netværk af vandre og cykelstier i Tjekkiet og Østrig. Dagens tur slutter i renæssancebyen Telc, som er optaget på UNESCO’s kulturarvsliste i 1992. Herfra er der en transfer (på ca. 1 time/60 km) til Znojmo, som ligger ved bredden af floden Dyje. Byen ligger tæt ved vinområdet South Moravia. Indkvartering på Lahofer eller lignende.
Dag 5. Vinmarker og Mikulov
Cykling: 63 km, højdemeter: 298 m
På dagens cykeletape kommer I omkring det rige og frugtbare flade landskab i Moravia-regionen, som er hjemsted for en overflod af vinmarker og vinkældre. I cykler til Mikulov, en ægte perle, der ligger på grænsen til Østrig. Byens smukke slot, det lokale torv og omkringliggende arkitektur er et besøg værd. Om aftenen nydes en vinsmagning. I overnatter i Mikulov. Indkvartering på hotel Galant eller lignende.
Dag 6. UNESCO-området Lednice, Poysdorf og Wien
Cykling: 55 km, højdemeter: 427 m
Dagens etape går ind i Østrig, hvor I cykler igennem UNESCO-området Lednice, bedre kendt som ”Versaillles” i det sydlige Moravia. I fortsætter til den vinproducerende by Poysdorf. Herfra er der en transfer de sidste 47 km til Wien. Når I har fundet jer til rette på hotellet i Wien, er der mulighed for byvandring rundt i hovedstaden, hvor der venter en masse arkitektur, historie og kultur. Indkvartering på hotel Boltzmann eller lignende.
Dag 7. Wien på egen hånd
Dagen i dag kan disponeres på egen hånd. Gå på opdagelse i den smukke hovedstad. Den gamle bydel summer af kulturelle, historiske og arkitektoniske vidundere fra Hapsburg-imperiet. Besøg bl.a. det majestætiske Schoenbrunn-palads, det populære kunsthistoriske museum, de farverige Hundertwasser huse eller én af de mange betagende kirker, katedraler eller koncertsale. Glem ikke at nyde en god kop kaffe og kage på en af byens mange hyggelige caféer og indtag alle byens indtryk fra cafefortovet. Det er også muligt at tage en guidet cykeltur rundt i byen om morgen.
Dag 8. Donauauen National Park, Bratislava og Slovakiet
Cykling: 70 km, højdemeter: 50 m
I cykler langs Donau-cykelstien ud af Wien og ind i Donauauen National Park. Undervejs cykler I også forbi slottene Orth og Eckartsau. I krydser grænsen til Slovakiet ved byen Hainburg og cykler mod Bratislava. Indkvartering på hotel Falkensteiner eller lignende.
Dag 9. Bratislava, Hedervar og Esztergom
Cykling: 58 km, højdemeter: 44 m
Om morgen vil der være tid til sightseeing i Bratislava og gå rundt og mærke stemningen på de smalle brostensbelagte gader i den charmerende gamle bydel. Bydelen er fyldt med smukke bygninger fra det 18. århundrede, og det er bestemt et besøg værd at se Michael’s Gate og bymuren fra middelalderen. Bratislava ligger godt placeret i forhold til Donau og deraf har byen også været vigtig for Central Europa både økonomisk, kulturelt og politisk. I cykler fra Bratislava og krydser grænsen til Ungarn, hvor I cykler i et fredeligt landskab til byen Hedervar, en lille landsby med omkring 2000 indbyggere. Herfra er der transfer til Esztergom (transfertid ca. 2 timer). Indkvartering på hotel Panzio Bazilika eller lignende.
Dag 10. Donau, Visegrad slot, Vac og Budapest
Cykling: 45 km, højdemeter: 70 m
I cykler fra Esztergom om morgenen og cykler kortvarigt på cykelsti, indtil I skal cykle langs veje. I cykler igennem hyggelige landsbyer, indtil I når byen Vac, hvor dagens cykling slutter. Herfra er der en transfer på ca. 45 min. til Ungarns hovedstad, Budapest, som er berømt for sine varme kilder og traditionelle, ungarske mad - prøv fx en lækker omgang gullash fra en af de mange boder på torvet. Resten af dagen kan bruges på at udforske den storslåede og majestætiske by langs Donau. Budapest byder på meget historie og arkitektur. Besøg bl.a. Szechenyi Baths, ét af Europas største spa-områder eller Fisherman's Bastion, hvorfra der er en rigtig flot udsigt udover Donau og Parlamentsbygningen. Du kan ogsåbesøge House of Horror museum, hvor man kan få et indblik i byens mørke kommunistiske fortid. Efter en slentretur rundt i byen anbefales det at nyde en lille forfriskning på en af de lokale caféer og nyde byens unikke atmosfære. Indkvartering på Lion’s garden Hotel eller lignende.
Dag 11. Sidste dag i Budapest
Efter morgenmaden er der mulighed for at gå på opdagelse i Budapest inden hjemrejse.