INTRODUKTIONBILLEDERDAGSPROGRAMPRISERPRAKTISKE INFORMATIONERREJSEFORESPØRGSELUdskriv

Rhinen og Neckarfloden

Cykelkrydstogt i Tyskland med MS Patria

Rhinen med den berømte Loreleyklippe og vinbyerne Rüdesheim, Heidelberg og Nierstein. Traktorkørsel i vinbjergene med vinsmagning som en ekstra oplevelse.

In stock
Travel Code
KR-76
Det kan du glæde dig til

Denne herlige hotel flodbåd MS Patria sejler på både Mosel- og Rhinenstrækningen med hovedbyen Koblenz som "hjemmehavn" for begge ruter. Turen byder på vidunderlig sejlads i naturskønne omgivelser midt i det pragtfulde landskab i Tysklands største vinområde.

Turen på Rhinen kom til i 2009, og vi fortsætter succeen på denne store, interessante og spændende flod.

Rhinen er Europas længste flod og måske mest kendt i forbindelse med de store byer Bonn, Köln, Mainz m.fl. Men netop den smalle stræknng fra Koblenz til Mainz er utrolig smuk. Overalt ser du borgruiner på de stejle bjergskråninger, hvor floden flyder forbi kendte og smukke steder som Loreleyklippen og Rüdesheim, en af Tysklands mest kendte og populære vinbyer, hvor man absolut må gå en tur i "Drosselgasse" og smage på den gyldne Rhinskvin.

Ved Mainz går turen så videre langs bifloden Neckar til endnu en perle af en by, Heidelberg, og slutter så af i middelalderbyen Bad Wimpfen. Strækningen byder på utroligt flotte udsigtspanoramaer, kilometervis af vinbjerge på begge sider af floden, gamle borgruiner og små hyggelige vinbyer med farverige, blomstersmykkede bindingsværkshuse.

Dette cykelkrydstogt tilgodeser alle med mere eller mindre "appetit" på daglig motion og cykelture. Og har du lyst til totalt afslapning, kan du bare blive ombord og nyde en herlig sejlads og udsigt fra soldækket. 

Kort

*Vi gør opmærksom på at kortet er vejledende og derfor ikke indeholder præcise angivelser.

Dagsprogram

Koblenz til Bad Wimpfen

1. dag. Ankomst til Koblenz 
Check-in fra kl. 16.00 – 18.00. Båden bliver liggende i Koblenz natten over. Der er velkomstdrink før middagen. 

2. dag. Bådtur fra Koblenz – Boppard. Boppard – Rüdesheim, cykling ca. 46 km
Tidlig morgen første sejlads på en meget smuk flodstrækning til Boppard. Her udleveres der cykler, og nu cykler du langs venstre flodbred igennem Loreley-dalen, forbi den berømte klippe, hvor sagnet fortæller, at søfarende i gamle dage lyttede til sangen og derved ofte forliste. Videre til en af de mest berømte vinbyer langs Rhinen, Rüdesheim med Bingen på modsatte flodbred. Overnatning ved en af disse to byer. Måske bør du nyde et glas rhinskvin på et af de utallige udskænkningssteder i byen. Man må også en tur igennem Drosselgasse i Rüdesheim denne aften.

3. dag. Rüdesheim-Mainz, cykling ca. 32-35 km
I dag cykler du igennem et smukt landskab og hyggelige byer indtil du når byen Mainz. I Mainz er der rigtig mange kendte seværdigheder, som f.eks. domkirken, slottet Electors Palace, Citadellet, Gutenberg Denkmal m.m. Og kajpladsen er lige i nærheden af centrum, så det er nemt at gå en tur rundt i byen, før den naturlige træthed melder sig. Muligvis overnatningsstop i Mainz.

4. dag. Mainz- Nierstein, cykling ca. 17-26 km
Fra Mainz følger du cykelstierne først igennem byen med de mange maleriske husfacader og dernæst langs med floden, igennem talrige vinmarker indtil du kommer til Rhinens største vinby, Nierstein. Frokosten serveres ombord. Om aftenen vil der muligvis være et tilbud om en udflugt med traktorkørsel op i vinbjergene. En lokal vinbonde fortæller om vindyrkning, og du får prøvesmagninger samt aftensmad serveret i vinbondens restaurant. Efter en indholdsrig dag og aften tager traktortransporten dig tilbage til dit flydende hotel MS Patria. Hvis ikke man ønsker at tage med på denne udflugt, er der servering af aftensmad om bord på båden.

5. dag. Bådtur fra Nierstein til Mannheim. Mannheim - Heidelberg, cykling ca. 25 km
Dagen begynder med en sejltur forbi den store by Worms til Mannheim, hvor dagens cykeletape påbegyndes. Første del af cykeletapen går igennem byen Lampertheim til den lille, fortryllende, keltiske by, Ladenburg, hvor bifloden Neckar løber ud i Rhinen, og hvorfra du de næste dage følger Neckar-floden. Sidste del af denne dags cykeletape er en kort strækning langs med Neckar til den vidunderlige by, Heidelberg med borgen og torvet, som indbyder til shopping og sightseeing. Overnatningsstop i Heidelberg, hvor en eventuel guidet byvandring (tilkøb) vil blive tilbudt. 

6. dag. Heidelberg – Eberbach, cykling ca. 34 km
Når du har løsrevet dig fra den skønne by, Heidelberg, går det i dag videre på cykel ind i den smukke Neckardal. Du vil få mulighed for at udforske byerne Ziegelhausen og Neckarsteinach med de smalle, brostensbelagte gader, gamle husfacader og blomstersmykkede torve med hyggelig torvehandel. Byen Eberbach er etapemål og overnatningsstop. Om aftenen tilbydes der muligvis en guidet byvandring (tilkøb) i byens smalle gader. 

7. dag. Eberbach – Bad Wimpfen, cykling ca. 45 km
På ugens sidste cykeletape kommer du til den pragtfulde borg Burg Hornsberg, som virkelig er et besøg værd. En af de smukkeste borge i Neckardalen. Ugens sidste etapemål er Bad Wimpfen, en drømmeagtig middelalderby, som tilbage i 1182 var hjemsted for kejser Friedrich Barbarossa. Her nyder du atmosfæren og den sidste aften ombord på MS Patria.

8. dag. Efter morgenmaden check-ud og hjemrejse
Skal du tilbage til Koblenz, kan du købe togbillet og togturen tager ca. 3 timer. 


Bad Wimpfen til Koblenz

1. dag. Ankomst til Bad Wimpfen
Check-in fra kl. 16:00. Skibets besætning byder jer velkommen. Båden bliver liggende i Bad Wimpfen natten over. 

2. dag. Bad Wimpfen - Eberbach, cykling ca. 45 km
På ugens første cykeletape kommer du til den pragtfulde borg Burg Hornsberg, som virkelig er et besøg værd. Her boede den tyske poet Götz von Berlichingen. Herfra fortsætter cyklingen til den skønne by Ebernach.  

3. dag. Eberbach - Heidelberg, cykling ca. 34 km
Dagens første stop er "Hirschhorn" som omtales "Neckardalens perle". Du cykler igennem Odenwald til Neckarsteinach til Ziegelhausen, hvor du kan opleve charmende smalle, brostensbelagte gader, gamle husfacader og blomstersmykkede torve med hyggelig torvehandel. Slutmålet denne dag er Heidelberg med borgen og torvet, som indbyder til shopping og sightseeing.

4. dag. Heidelberg - Mannheim, cykling ca. 25 km. Bådtur Mannheim - Nierstein
Du starter cykling til Heidelberg, hvor du krydser Neckarfloden med en flot udsigt til Heidelberg og de mange slotte. Herfra forlader du neckar-dalen og cykler videre til Mannheim, hvor du går ombord på skibet og spiser frokost. Frokostmåltidet nydes under skøn sejllads til Rhinens største vinby, Nierstein. Om aftenen vil der muligvis være et tilbud om en udflugt med traktorkørsel op i vinbjergene. En lokal vinbonde fortæller om vindyrkning, og du får prøvesmagninger samt aftensmad serveret i vinbondens restaurant. Efter en indholdsrig dag og aften tager traktortransporten dig tilbage til dit flydende hotel MS Patria. Hvis ikke man ønsker at tage med på denne udflugt, er der servering af aftensmad om bord på båden.

5. dag. Nierstein - Mainz, cykling ca. 17-26 km
Fra det største vinområde langs Rhinen cykler du til Mainz. I Mainz er der rigtig mange kendte seværdigheder, som f.eks. domkirken, slottet Electors Palace, Citadellet, Gutenberg Denkmal m.m. Og hvis kajpladsen er lige i nærheden af centrum, så det er nemt at gå en tur rundt i byen, før den naturlige træthed melder sig. Muligvis overnatningsstop i Mainz.

6. dag. Mainz - Rüdesheim, cykling ca. 32-35 km
Fra Mainz cykler du forbi smukt landskab med charmende huse og videre til en af de mest berømte vinbyer langs Rhinen, Rüdesheim med Bingen på modsatte flodbred. Overnatning ved en af disse to byer. Måske bør du nyde et glas rhinskvin på et af de utallige udskænkningssteder i byen. Man må også en tur igennem Drosselgasse i Rüdesheim denne aften.

7. dag. Rüdesheim - Boppard, cykling ca. 46 km. Bådtur Boppard - Koblenz
I dag cykler du på venstre flodbred, hvor du kan nyde en flot udsigt til Rhinen smukke UNESCO-fredet dal. På vejen cykler du forbi slotte og borge igennem Loreley-dalen, forbi den berømte klippe, hvor sagnet fortæller, at søfarende i gamle dage lyttede til sangen og derved ofte forliste. Om eftermiddag tager båden dig til Koblenz, hvor Mosel og Rhinen mødes.  

8. dag. Efter morgenmaden check-ud og hjemrejse
Check-ud efter morgenmad. Individuel afrejse. 

Forbehold for programændringer:
Programændringer kan forekomme undervejs pga. fx vandstand i floden, ændrede kajpladser grundet fortrinsret til erhvervstrafik, reparationsarbejder på sluser og broer, m.m. I særlige tilfælde kan det være nødvendigt at foretage visse strækninger med bus.

Sværhedsgrad

Cykelstrækningen strækker sig over ca. 230 km på gode cykelstier og mindre biveje, og hele tiden langs med floderne Rhinen og Neckar i fladt terræn. På en enkelt dagsetape ved Eberbach er der lidt mere bakket område, men ikke mere end normalt i Danmark med bakker, som kan klares af enhver. Det er helt op til dig, hvor meget eller hvor lidt du har lyst til at cykle. Det er en individuel tur, så du sætter selv dit eget tempo og holder alle de pauser, du ønsker, ved de sightseeings, som lige præcis du har lyst til at uddybe nærmere. Og der er masser af tid ude på ruten og hele dagen til din rådighed.
Turene er med korte, lette dagsetaper fra 17 til 45 km, se dagsprogrammet. 

Du får tilsendt praktiske informationer på dansk. Endvidere udleveresder der ombord et detaljeret cykelkort på tysk eller engelsk, 1 sæt pr. kahyt.

Indkvartering

Du bor hele ugen på MS Patria, en dejlig båd med plads til 68 gæster fordelt på hoveddæk og øverste dæk. Kahytterne er 7 m2 og praktisk indrettede med 2 senge der står vinkelret på hinanden. Alle kahytter har eget bad og toilet, vinduer (kan åbnes på øverste dæk) og air-condition i kahytterne på hoveddæk.
På øverste dæk finder du en hyggelig opholdssalon med en bar samt panoramavinduer. På hoveddækket finder du spiserestauranten. Derudover har båden et delvist overdækket soldæk med borde og stole, hvor man kan slappe af og nyde de forbipasserende landskaber.
Det er en international afgang og du vil være sammen med gæster fra flere forskellige nationer. Ruby Rejser har på hver afgang et antal kahytter til rådighed, men det vil være meget forskelligt fra uge til uge, hvor mange Ruby-gæster, der er med på turen.

Cykel og cykeludstyr

Der kan lejes gode 7-gears unisex cykler med håndbremser eller fod- og håndbremser. 
Det er også muligt at leje el-cykler, dog i begrænset omgang - book i god tid. 
Cykellejen inkluderer en cykeltaske samt cykelforsikring. 

Egne cykler kan pga. den begrænsede plads ombord kun medbringes i begrænset omfang. Skal bekræftes på forhånd. 

Ønsker du at cykle med hjelm, skal du selv medbringe, da det ikke er muligt at leje cykelhjelm ombord, men det er ikke noget krav i Tyskland.

Hvordan kommer jeg frem?

Du skal selv arrangere din transport frem til Koblenz/Bad Wimpfen, hvor turen starter og slutter.

Hvis du ønsker at flyve er den nærmeste lufthavn Frankfurt, som har direkte afgange fra Danmark. Lufthansa flyver eksempelvis direkte fra både København og Billund til Frankfurt. Du kan tage toget direkte fra Frankfurt lufthavn til Koblenz, eller til Bad Wimpfen via Mannheim - ca. 1½ timers transporttid. Få et overblik over flymulighederne på eksempelvis Momondo.

Du kan også tage toget, tjek tider og priser på Deutsche Bahns. Bemærk at de billigste billetpriser løbende justeres iht.  efterspørgslen.

Fra den dansk-tyske grænse er der cirka 7-800 km til Koblenz/Bad Wimpfen. Find kørevejledning på Google Maps. Inden afrejse formidler vi information om parkeringsmuligheder samt detajlerede oplysninger omkring ankomst og afrejse.

Bestil
Antal rejsende
Vælg antal af rejsende
Vælg antal af rejsende X
Afrejsedato
Vælg afrejsedato

Uge 20: Startdato 09.05.2020 varighed 7 nætter

Fra 6.498,- DKK

Uge 21: Startdato 16.05.2020 varighed 7 nætter

Fra 6.498,- DKK

Uge 28: Startdato 04.07.2020 varighed 7 nætter

Fra 6.498,- DKK

Uge 29: Startdato 11.07.2020 varighed 7 nætter

Fra 6.498,- DKK

Uge 36: Startdato 29.08.2020 varighed 7 nætter

Fra 6.498,- DKK

Uge 37: Startdato 05.09.2020 varighed 7 nætter

Fra 6.498,- DKK
Praktiske Informationer

OBS:
Alle kahytter er på forespørgsel. Vi anbefaler derfor at du booker turen hos os, før du arrangerer fly/tog/bus til destinationen.

Prisen inkluderer:

  • 7x overnatning
  • Helpension - morgenmad, madpakke eller let frokost, 3-retters aftenmenu
  • Daglig kahytsrengøring med skift af håndklæder/sengetøj efter behov
  • Velkomstdrink
  • Eftermiddagskaffe/-te
  • Havne- og slusegebyrer
  • Tysk-og engelsktalende guide
  • Daglig informationsmøde med gennemgang af næste dags program
  • 1 sæt kortmateriale pr. kahyt.
  • Afrejseinformationer på dansk
  • GPS ruter

Ikke inkluderet i prisen:

  • Afbestillings/rejseforsikring
  • Transport til/fra Danmark
  • Drikkepenge

Tillæg:

  • Cykelleje: 570 kr.
  • Elcykel (begrænset antal): 1260 kr.
  • Diverse udflugter - tilmelding og betaling om bord.

Sejlretning:

  • Koblenz til Bad Wimpfen: lige uger
  • Bad Wimpfen til Koblenz: ulige uger

Agentforbehold:
Ruby Rejser er agent og formidler for denne rejse. Arrangør er SE-Tours og rejsen sker i henhold til arrangørens betingelser. Se betingelser og læs om SE-Tours. Din rejse er stadig dækket af Ruby Rejser’s medlemskab af rejsegarantifonden, medl. nr. 206. Ruby Rejser har prisgaranti, så vi matcher prisen, hvis den findes billigere hos en anden udbyder på bestillingstidspunktet.  

Gå til toppen af siden