1. dag. Udrejse fra København til Split. Cykling på øen Brac, cykling 10-20 km / ca. 250 højdemeter
Du flyver fra København direkte til Split. Efter ankomst er der indtjekning på båden, der ligger i havnen ved Split eller i Trogir. Efter indtjekning og infomøde er der afgang til øen Brac og byen Milna med de fine hvide stenhuse. I Milna udleveres cyklerne, som tilpasses og afprøves på en lille promenadetur langs kysten. Er tiden til det, tager vi en lidt længere tur og prøver kræfter med bakkerne i baglandet, som byder på ufatteligt smukke udsigter. Måske når vi helt over til de skjulte strande ved Bobovisca og nyder en forfriskning på en af de hyggelige caféer, beliggende lige ved vandkanten, inden vi returnerer til Milna.
2. dag. Milna - Bol (Brac), cykling ca. 45 km / ca. 800 højdemeter
Vi stiger på cyklerne fra morgenstunden. Fra Milna skal vi i gang med feriens første seriøse stigning, og herefter går det ind over øen ad en asfaltvej til Nerezisca, 375 m.o.h., hvor vi tager en velfortjent kaffepause på torvet. På turen har vi udsigter over grønne landskaber og olivenlunde, og vi passerer figentræer, granatæbletræer, mandeltræer, urtehaver, lavendel, rosmarin og ikke mindst skønne lokale haver med bougainvilleaer og nerier så store som træer. Den sydeuropæiske vegetation er mangfoldig her, og den er en herlig forsmag på hvad vi kan forvente os af skønhed på resten af turen. Efter atter en times cykling når vi frem til et hyggeligt lokalt frokoststed, hvor vi har bestilt bord i smukke landlige omgivelser. Efter frokost slår vi mave med en ca. 10 km flad strækning inden en 15 km lang nedtur starter. Vi holder masser af pauser for at nyde den flotte udsigt mod havet og vores næste ø, Hvar, inden vi ruller ind i havnebyen Bol. Der er evt. tid til en dukkert ved den dejlige strand eller en tur på havnepromenaden med de mange forretninger og caféer, og ikke mindst herlige isboder, inden der er aftensmad ombord og afgang til den smukke gamle by Starigrad på øen Hvar. Starigrad er anlagt i en dyb bugt, og området omkring byen er så unikt at det i dag er beskyttet af UNESCO.
3. dag. Starigrad - Jelsa - Vrboska + eftermiddagstur til Hvar, cykling ca. 34+24 km / ca. 210+435 højdemeter
Hvar er den længste ø i Adriaterhavet, og det er også den ø der nyder flest solskinstimer. De charmerende stenhuse i de små byer bader sig i det skarpe lys i flot kontrast til det dybblå hav. Øen er kendt som ”Lavendeløen”, og vi cykler i farver og duft fra både lavendel og rosmarin. Vi vil også opleve de hyggelige middelalderbyer, som er tydeligt påvirket af venezianernes arkitektur. Vi cykler en let formiddagstur i baglandet fra Starigrad og frem til den lille smukke by Jelsa. Vi fortsætter i skyggen af pinjetræer til Vrboska, også kaldet Lille Venedig, hvor vi skal nyde den lille havn og napper en badetur ved en lille strand, inden vi cykler tilbage til båden og spiser frokost. Om eftermiddagen skal vi op i højderne og ind over øen. Vi cykler op ad hårnålesving på en dejlig ny asfaltvej, først i skyggen af pinjetræer op mod den lille landsby Selca, derefter videre op mod Brusje med duften fra lavendel og rosmarin. Når vi når toppen, belønnes vores anstrengelser med en fantastisk udsigt, og det er tid til en velfortjent kølig forfriskning. Tilbage på asfalten cykler vi ned mod havet til Hvar by, som vores båd i mellemtiden er nået frem til. Hvar er en historisk middelalderby med en smuk katedral og gotiske paladser, og med sine hvide stenbygninger og dybblå vand, er byen en af de smukkeste i Kroatien. Vi overnatter i Hvar, og der er derfor tid til at besøge seværdighederne. Aftenstemningen nydes ofte i en af de dybe, bløde sofaer på caféerne ved marinaen.
4. dag. Den smukke ø Korcula, cykling 32-48 km / 270-520 højdemeter
Efter en morgensejlads til Korcula, der af mange bliver betragtet som den smukkeste af øerne, cykler vi det meste af øen, fra vest til øst. Vi starter i Vela Luka og søger skygge fra cypresserne, mens vi cykler mod byen Blato, 100 m.o.h., der ligesom Rom er bygget på syv høje. Vi kan herfra vælge enten at fortsætte opad til Smokvica, 300 m.o.h., der som Venedig hævder at være fødested for Marco Polo, inden vi tager den nemme og dejlige tur ned til middelalderbyen Korcula, hvor båden venter os for natten. Eller alternativt kan vi cykle (den længere vej) ned til sydkysten, følge vejen mod Prizba og herfra fortsætte langs kysten mod Brna, hvor det er tid til et cafébesøg. Efter at være kommet på cyklerne igen går det op mod Smokvica, der er fin til en sen frokost og påfyldning af drikkedunkene, inden det atter går mod Korcula. I stedet for førnævnte krævende rute kan man også sættes af og nøjes med det sidste stykke fra Racisce. Det er en virkelig smuk cykeltur langs kysten ind til Korcula. Herefter fortsætter vi med badetøjet på bagagebæreren ud til stranden ved Lumbarda. På hjemturen besøger vi eventuelt den lokale vinbonde.
Byen Korcula er en meget smuk by med en gammel middelalderfæstning, og den er spændende om aftenen med liv i de små gader og på havnen.
5. dag. Nationalparken Mljet, cykling ca. 24 km / ca. 180 højdemeter
I dag går turen til nationalparken Mljet på øen af samme navn. Øen Mljet kaldes også honningøen, og vi går i land i Pomena på øens vestside. På Mljet byggede Benediktinermunkene et kloster beliggende smukt omkranset af pinje- og egeskov, og klosteret og skovene omkring er et af turens højdepunkter. Øens pinjeskove er regionens smukkeste, og det siges at Odysseus fandt skønheden her så overvældende at han tilbragte 7 år her. Turen fortsætter forbi saltvandssøen, hvori der er endnu en ø, som vi sejler ud til. Efter en lille gåtur er det atter retur og på cyklerne tilbage til båden i Pomena til en sen frokost.
Der er dejligt på havnen i Pomena, og her kan der bades og soles fra kajen. Vi holder resten af eftermiddagen "fri", dog med mulighed for også at tage en sen eftermiddagstur på cykel til Polace og nyde kaffen med udsigt til bugten, hvor de travle lystbådesejlere lægger til efter dagens sejlads.
6. dag. Halvøen Peljesac, cykling ca. 28 km / ca. 350 højdemeter
Selvom Peljesac faktisk er en halvø, vil du opleve at livet og tempoet her er som på en ø. Vi lægger til i Kuciste og cykler langs kysten til Orebic. Her indsnuser vi byens puls, inden vi returnerer ad kystvejen til Kuciste og fortsætter videre med de skønneste udsigter til Viganj. Det er en smuk cykeltur, som bringer os op over 300 m.o.h. til fantastiske udsigter. Herefter venter en 6 km nedkørsel til Loviste, næsten ude på spidsen af halvøen, hvor frokosten nydes ombord. Efter frokosten finder skipper en lille lagune og kaster anker, og vi får mulighed for at bade fra båden. Vi sejler videre til fastlandets Riviera ved Makarska, der er et populært feriemål for foden af bjergkæden Biokovo, der rækker op over 1.800 m.o.h. Denne imponerende kontrast med de høje bjerge der falder direkte i havet, er betagende. Vi fortsætter videre til Omis, hvor der overnattes.
7. dag. Omis - Split, cykling 14-52 km / ca. 650 højdemeter
Efter morgenmaden er det tidligt på cyklen. Med udgangspunkt i Omis skal vi besøge vandmøllen Radmanove Mlinice, som er et skønt valfartssted med den klare Cetina-flod, der strømmer gennem den naturskønne slugt. Vandmøllen er i dag en dejlig restaurant og traktørsted med fokus på det lokale køkken. Herefter sejles der med båden retur til Split, medmindre du er frisk på at cykle til Split i det bjergrige og meget smukke bagland. Cykelturen går opover og ind i baglandet. Vi cykler først ad landevej, senere ad en mindre asfaltsti med udsigter til vinmarker, maki eller de lokales nyttehaver. Vi cykler gennem smukke, maleriske landsbyer og kommer til udsigtspunkter med bjergtagende udsigter først mod Omis og senere mod Split. Vi cykler ned mod kysten og kommer ind til Split ad strandvejen ved Podstrana og fortsætter videre til Stobrec til et hyggeligt cafebesøg som belønning for den lange, men smukke, cykeltur.
Vi er i Split til en sen frokost på båden, således der også bliver tid til at nyde byens eftermiddags- og aftenliv.
8. dag. Hjemrejse fra Split til København
Efter morgenmaden er der afgang mod lufthavnen.
Forbehold for ændringer i dagsprogrammet:
Bemærk at dagsprogrammet er vejledende og ikke er beregnet som rutebeskrivelse. Rutebeskrivelsen tilsendes hjemmefra eller udleveres ved ankomst.
Der tages forbehold for ændringer i programmet. I tilfælde af f.eks. lav- eller højvande eller ugunstige vejrforhold forbeholder kaptajnen sig ret til at ændre rute, fortøjningssteder og tidsplan. Opdateret dagsprogram vil altid oplyses ombord. Sommetider kan det være nødvendigt at foretage nogle udflugter i bus, hvis hav eller flod ikke er sejlbar.