Hvad koster en rejse til Grønland? Så meget skal du spare op til drømmerejsen

 

Grønland er en helt særlig rejsedestination med isbjerge, nordlys, fjelde og en kultur, du ikke finder andre steder. Men hvor dyrt er det egentlig at rejse dertil? Selvom det er en af de dyrere rejsemål, er det langt fra uopnåeligt – især hvis du planlægger din rejse med omtanke.

I dette blogindlæg gennemgår vi de vigtigste udgiftsposter, giver dig konkrete priseksempler og viser, hvordan du kan spare penge på din rejse til Grønland.

Fly til Grønland – den største udgift

Flybilletter til Grønland er kendt for at være dyre og koster typisk mellem 4.000 og 8.000 kr. tur/retur. Det skyldes primært, at der er få operatører, begrænset kapacitet og lange distancer. Priserne varierer efter sæson, afrejselufthavn og ikke mindst, hvilken grønlandsk by du flyver til.

Hos Ruby Rejser tilbyder vi direkte fly fra Aalborg til Nuuk i sommerperioden til særligt fordelagtige priser. Det gør det både lettere og mere overkommeligt at komme til Grønland, og især Nuuk er et oplagt valg for førstegangsrejsende, da byen både har moderne faciliteter og adgang til naturen lige udenfor.

Læs mere om, hvordan du kommer til Grønland i vores blogindlæg: Hvordan kommer man til Grønland?

Et alternativ for de eventyrlystne er at rejse med ekspeditionsskib til Grønland. Disse rejser er typisk en del af en større ekspedition og koster fra ca. 40.000 kr. og helt op til 150.000 kr., afhængigt af rute og komfortniveau. Til gengæld er alt inkluderet – lige fra transport og helpension til guidede udflugter og oplevelser undervejs.

Find ud af mere om ekspeditionsrejser til Grønland her.

Transport i Grønland

Der findes ikke et sammenhængende vejnet i Grønland. Derfor er fly og helikoptere ofte nødvendige, hvis du vil besøge flere byer – og de billetter kan være næsten lige så dyre som rejsen fra Danmark.

Vil du spare penge, kan du overveje færgen Sarfaq Ittuk, som sejler langs kysten. Rejsen tager flere dage, men byder på storslået natur til lavere priser.

Inden for byerne er transportudgifter sjældent store. Du kan ofte gå, og i de større byer findes der busser og enkelte taxaer, men mange vælger at opleve byen til fods.

Hvad koster overnatning i Grønland?

Overnatningspriserne i Grønland varierer betydeligt – især afhængigt af by, sæson og tilgængelighed. Nuuk har det største udvalg og er et oplagt udgangspunkt for din rejse. Herunder finder du et overblik over, hvad du kan forvente af priser og faciliteter i hovedstaden:

  • Hoteller i Nuuk ligger generelt fra ca. 1.200 kr. pr. nat og opefter. Her får du central beliggenhed og god komfort – men udbuddet er begrænset, så det betaler sig at booke i god tid.

  • Lejligheder og B&B: Priserne ligger typisk fra 800–1.200 kr. pr. nat. Det er en oplagt løsning for længere ophold eller rejsende, der ønsker mulighed for selvforplejning.

  • Vandrehjem og hostels: Budgetvenlige muligheder med priser fra ca. 400 kr. pr. nat. Her får du ofte adgang til fælleskøkken og mulighed for at møde andre rejsende.

TIP: Generelt gælder det, at jo tidligere du booker, desto bedre udvalg og pris får du – især i Nuuk, hvor kapaciteten hurtigt bliver opbrugt i højsæsonen.

Udflugter

Grønland byder på en lang række unikke oplevelser. Uanset budget kan man få uforglemmelige minder med hjem. Herunder finder du en oversigt over både gratis oplevelser og betalte aktiviteter – Priserne er vejledende og kan variere meget afhængigt af sted og årstid. Undersøg altid priserne på forhånd, så du ved, hvad du skal af med.

Gratis oplevelser

Selvom Grønland ofte forbindes med dyre oplevelser, er der mange gratis måder at udforske landet på:

  • Vandring i Grønlands smukke natur: Grønlands landskaber er storslåede og frit tilgængelige. Tag på vandretur i fjeldene, langs kysten eller til udsigtspunkter tæt på byen – det koster ingenting.
  • Byvandring: Udforsk byerne på egen hånd. Gå en tur gennem kvarterer, havneområder og lokalområder, hvor du får et autentisk indblik i hverdagslivet.
  • Museer med gratis adgang: Flere museer i Grønland har gratis adgang.
  • Lokale arrangementer: Hold øje med lokale opslagstavler, Facebook-grupper og turistkontorer. Ofte afholdes der gratis koncerter, markeder, foredrag eller fællesaktiviteter, hvor alle er velkomne.

Betalte oplevelser

For dig, der ønsker guidede ture eller vil opleve Grønlands ikoniske aktiviteter, er der også mange betalte oplevelser:

  • Guidede byvandringer og vandreture: Hvis du ønsker indsigt i historie, kultur og lokal viden, kan du tage på en guidet tur. Priserne ligger typisk på 150 - 1.000 DKK, afhængigt af længde og indhold.
  • Kajak og paddleboard: Flere steder kan du leje udstyr og ro rundt i det krystalklare vand. Priserne varierer, men ligger ofte på 300 - 600 DKK for et par timer.
  • Bådture og hvalsafari: Oplev isbjerge, fjorde og måske hvaler fra båden. Priserne varierer, men regn med 600 - 1.500 DKK per person, afhængigt af turens længde og indhold.
  • Hundeslædekørsel: En af Grønlands mest ikoniske aktiviteter. En guidet hundeslædetur koster omkring 1.500 - 3.000 DKK for en halv dag.
  • Snescootertur: For de eventyrlystne er snescooter en spændende måde at komme rundt i snelandskabet. Guidede ture starter fra omkring 1.500 DKK.
  • Helikoptertur over Indlandsisen: En spektakulær oplevelse med udsigt over Grønlands mægtige islandskaber. Priserne starter fra omkring 4.000 DKK per person.

Mad og shopping

Prisniveauet for mad i Grønland ligger generelt omkring 10% højere end i Danmark. Særligt varer som alkohol, tobak, friske frugter og grøntsager er markant dyrere. Prisniveauet skyldes i høj grad Grønlands geografiske isolation og den begrænsede mulighed for selvforsyning. Næsten alle varer må enten flyves eller fragtes ind med skib, hvilket gør importvarer dyre.

Den billigste måde at spise på i Grønland er derfor ved at vælge lokale produkter. Det drejer sig primært om fisk, skaldyr og kød fra lokale dyr som rensdyr, moskusokse, sæl og hval. Disse varer er som regel tilgængelige i supermarkeder og tilbyder et mere økonomisk alternativ til importerede fødevarer.

Forsikringer og andre nødvendige udgifter

Når du planlægger en rejse til Grønland, er det en god idé at tegne en rejseforsikring – og eventuelt også en afbestillingsforsikring – så du er dækket i tilfælde af uforudsete hændelser.

Øen er en del af rigsfællesskabet med Danmark, så danskere behøver ikke visum for at rejse til Grønland. Som dansk statsborger skal du blot medbringe gyldigt billed-ID, såsom pas eller kørekort.

Derudover skal du være opmærksom på, at Grønland ikke er en del af EU. Det betyder, at mange mobilabonnementer, som normalt dækker datatrafik i EU-lande, ikke nødvendigvis gælder i Grønland. Tjek på forhånd med dit teleselskab, hvad der er inkluderet i dit abonnement. Alternativt kan det være en god idé at købe et lokalt sim-kort under opholdet.

Pakkerejser

Det kan være en fordel at vælge en pakkerejse i Grønland, hvor alt er inkluderet. Det betyder, at både fly, overnatning, transport og ofte også måltider og udflugter er samlet i én pakkepris. En af de store fordele ved en pakkerejse er, at du undgår uventede udgifter, som ellers kan dukke op, hvis du booker hver del af rejsen separat.

Ofte viser det sig også, at en pakkerejse faktisk kan være billigere end at sammensætte rejsen selv. Rejseudbydere har nemlig ofte gode aftaler med hoteller, flyselskaber og lokale aktører, hvilket betyder, at de kan tilbyde attraktive priser og særlige tilbud, som man ikke selv har adgang til.

Skjulte omkostninger

En af de største udgiftsposter, der ofte bliver overset, er ekstra udstyr og påklædning. Mange af os ejer ikke det rigtige grej til det grønlandske klima – især hvis rejsen går uden for sommeren.

Skal du fx på vandretur, sejltur eller blot færdes udendørs i flere timer ad gangen, er det afgørende med en ordentlig jakke, varme lag, godt fodtøj, handsker, hue og måske endda termotøj.

Derudover er der småting som solbriller med UV-beskyttelse, dagtursrygsæk, kikkert, drikkedunk, hvis du rejser om sommeren. Ting, der virker små hver for sig – men som samlet set hurtigt kan blive en væsentlig ekstraudgift, hvis du ikke ejer det i forvejen.

Vil du være sikker på, at du er godt forberedt – og undgår at glemme noget vigtigt – så tjek vores pakkeliste til Grønland her. 

Spare tips 

Grønlandsrejser kan hurtigt blive en dyr fornøjelse. Heldigvis findes der flere måder at spare penge på.

1. Vær fleksibel med rejsetidspunktet: Flybilletter, overnatning og endda nogle udflugter er ofte billigere uden for højsæsonen. Hvis du har mulighed for det, kan det derfor betale sig at rejse i skuldersæsonen, hvor priserne er lavere, og der stadig er masser at opleve.

2. Book i god tid: Grønland er en populær destination med begrænsede ressourcer, især når det gælder fly og overnatning. Ved at være tidligt ude får du adgang til de bedste priser og det største udvalg – både af flybilletter, steder at bo og guidede ture.

3. Fokuser på én eller to områder: Selvom det kan være fristende at ville opleve så meget som muligt, er det både dyrt og tidskrævende at rejse rundt i Grønland. I stedet kan det være en god idé at vælge én eller to regioner og udforske dem grundigt – det giver både ro og luft i budgettet.

4. Lav en prioriteret aktivitetsliste: Mange af Grønlands store oplevelser – som sejlture, isvandringer og hvalsafari – kræver en guidet tur. Lav derfor en prioriteret liste over, hvad du helst vil opleve, og book de ture, som dit budget rækker til. Husk også, at der er mange fantastiske naturoplevelser, du kan få gratis, f.eks. vandreture i den rå, smukke natur.

5. Overvej en pakkerejse: Pakkerejser kan ofte være billigere end at booke fly, overnatning og aktiviteter separat. De giver desuden en mere overskuelig planlægning og færre uforudsete udgifter undervejs.

Konklusions: Hvad koster en rejse til Grønland?

Svaret afhænger naturligvis af dine valg og rejseform. For en uge med fly, overnatning, mad og nogle udflugter skal du typisk regne med mellem 12.000 og 20.000 kr. per person. Ønsker du ekstra komfort og mange guidede aktiviteter, kan prisen være højere – men det er stadig muligt at opleve Grønlands storslåede natur uden at tømme opsparingen.

Med god planlægning, lidt fleksibilitet og fokus på de mange gratis naturoplevelser, kan du få en uforglemmelig rejse, der passer til dit budget.

Hos Ruby Rejser tilbyder vi en bred vifte af rejsemuligheder til Grønland om sommeren – fra spændende pakkerejser og udfordrende vandreferier i Grønland til flybilletter til Grønland, hvor du selv sammensætter rejsen.

Uanset om du foretrækker en guidet rundrejse med det hele inkluderet, eller du ønsker friheden til selv at skræddersy dit ophold, hjælper vi dig gerne med at realisere din drømmerejse til Grønland.

 

Læs også: 5 topdestinationer i Grønland: Her får du de bedste oplevelser i Grønland