Pakkeliste til Grønland: Sådan pakker du til dit arktiske eventyr
Drømmer du om at opleve Grønlands spektakulære natur, isbjerge, fjorde og det fantastiske nordlys? Uanset om du rejser om sommeren eller vinteren, er forberedelse nøglen til en uforglemmelig tur.
Sommervejret i Grønland kan være mildt med temperaturer omkring 10-15°C, men vejret kan også hurtigt skifte mellem vind, regn og kølige temperaturer. Derfor er det vigtigt at være forberedt på alt fra solskin til blæsende og våde forhold.
Vinteren i Grønland kan være ekstremt kold. Det arktiske klima skaber barske, men betagende forhold, hvor temperaturen især i de nordlige egne kan dykke helt ned til -30°C, hvilket gør det afgørende at være korrekt klædt på for at undgå forfrysninger og ubehag.
Vi har derfor lavet en pakkeliste til Grønland med forslag til, hvad der er vigtigt at have med, så du kan nyde dit eventyr uden bekymringer.
Lag-på-lag systemet:
Lag-på-lag systemet er den bedste metode til at holde sig komfortabel i Grønlands uforudsigelige vejr, da det giver mulighed for hurtigt at tilpasse sin påklædning efter aktivitetsniveau og vejrforhold.
Grønland byder på meget varierende vejr, fra solrige dage til kraftig vind, så det er essentielt, at din pakkeliste til Grønland består af flere lag tøj. Det er særligt vigtigt om vinteren at have tøj, der både kan beskytte mod kulde og tillade kroppen at ånde. Systemet giver mulighed for nemt at tilpasse sig ændringer i vejret, så du kan holde dig varm, tør og komfortabel hele dagen.
Inderlag: Inderlaget er det første og vigtigste lag, da det er i direkte kontakt med huden. Det har til opgave at transportere sved væk fra kroppen, så du ikke bliver kold, når du begynder at svede. Det ideelle valg her er svedtransporterende materialer som merinould eller syntetiske stoffer som polyester.
Om vinteren, hvor det er koldere, kan skiundertøj, både trøje og bukser, være et godt valg som inderste lag. Skiundertøj er designet til at være ekstra isolerende og samtidig åndbart, så det holder på varmen, men tillader fugt at slippe væk fra huden.
Mellemlag: Mellemlaget fungerer som isolering. Dette lag hjælper med at beholde den varme, som dit inderlag har genereret, og sikrer, at du ikke bliver kold, hvis temperaturen falder. De bedste valg til mellemlaget er en fleece eller en uldtrøje, da de er lette, åndbare og effektive til at holde på kropsvarmen. Hvis du er på længere ture, kan en dunjakke også fungere som mellemlag – det giver ekstra varme uden at være tung. Hvis du bliver for varm, kan du let fjerne mellemlaget og fortsætte med at bevæge dig komfortabelt.
På benene kan du vælge at tage fleecebukser eller kraftige joggingbukser på, men hvis du har skiunderbukser og forede skibukser på, kan det også nogle gange være nok, alt efter temperaturen.
Yderste lag: Yderlaget beskytter mod vind, vand og kulde og skal derfor både være vind- og vandtæt. Det bedste valg her er en skaljakke og skalbukser, som giver dig den nødvendige beskyttelse mod regn og blæst, men stadig lader dig ånde. Om vinteren, når kulden er ekstrem, er en isoleret vinterjakke og forede skibukser en god ide, når det er koldere og man har brug for mere varme.
![]() |
![]() |
Gode strømper og fodtøj
Uldstrømper er den bedste mulighed til både varme og fugtighedshåndtering. Uld holder dig varm selv, når det er vådt, hvilket er en vigtig egenskab i et koldt klima. Om vinteren bør du vælge skistrømper, som kan holde på varmen.
Om vinteren når det er meget koldt, skal man vælge støvler, der er lavet til vinterforhold. Vælg isolerede vinterstøvler med god dæmpning og et godt grip, som kan håndtere både hård frost og glatte overflader som is og sne. Sørg for, at støvlerne er helt vandtætte, især omkring skaftet og sålen. Vandtætte materialer som Gore-Tex gør en stor forskel, da fugtige fødder hurtigt kan få dig til at fryse.
Desuden er vandrestøvler med gummisål bedst, da såler lavet af plast og blandingsmaterialer bliver meget glatte ved lave frostgrader.
Om sommeren kan du vælge lettere, åndbare vandringsstøvler. Du skal stadig have fodtøj, der er vandtæt, da Grønland kan have pludselige regnbyger, men du har ikke brug for den samme tykke isolering, som du ville have om vinteren. Hvis du skal på vandreferie i Grønland er det vigtigt med vandrestøvler der støtter godt om foden, da mange vandreruter i Grønland har stenet eller ujævnt terræn.
Hue, handsker og halsedisse
Selvom det kan være relativt varmt i sommermånederne, kan det blive koldt om aftenen eller i højderne. Derfor kan det være rart med både hue, handsker og halsedisse om sommeren. Derudover er det om vinteren vigtigt med en hue, der er tæt og varm, helst uld eller fleece, som kan dække øre og hoved.
Når du laver din pakkeliste til Grønland om vinteren, er det vigtigt at have gode handsker med, da dine hænder er særligt udsatte for kulden. Det bedste er at bruge inderhandsker i uld og så have store luffer til at tage uden på. Inderhandsker tillader god bevægelse og isolerer mod kulden. Luffer giver bedre varme, da de holder fingrene tæt sammen og dermed reducerer varmetabet. De er også langt mere effektive end fingerhandsker i meget kolde temperaturer.
Med denne lag-på-lag tilgang kan du nemt regulere temperaturen, da du kan fjerne eller tilføje en handske afhængig af, hvor varmt eller koldt du føler dig.
En halsedisse er effektiv til at holde både nakken og halsen varm, og den kan nemt trækkes op over ansigtet, hvis det bliver ekstra koldt. Hvis du skal ud i ekstrem kulde, som f.eks. under hundeslædekørsel, er en balaclava et endnu bedre valg, da den beskytter hele ansigtet mod frost og vind. Den dækker både hals, ansigt og hoved, hvilket giver ekstra beskyttelse mod de bidende og kolde temperaturer.
![]() |
![]() |
Praktisk udstyr
Solbriller med god UV-beskyttelse: Selvom Grønland er kendt for kulden, kan solen være meget stærk, især på sneen. Beskyttelse mod UV-stråling er vigtigt. Især vinteren i Grønland kan byde på meget refleksion fra sneen, hvor det er nødvendigt at beskytte øjnene mod solen og den skarpe vind.
Solcreme: Som med solbriller er solen skarp på Grønland, selvom vejret er koldt – især med refleksion fra sne og vand. Medbring solcreme med høj faktor for at beskytte huden mod UV-stråler.
Læbepomade med solbeskyttelse: Dette er også vigtig, da kulde og vind hurtigt kan udtørre dine læber. Samt kan du godt blive solbrændt på læberne, så find en læbepomade der fungerer som solcreme.
Powerbank og ekstra batterier: Grønlands spektakulære landskaber er værd at forevige, men kulden kan hurtigt tømme batterierne på din elektronik. Medbring en powerbank til din mobil og ekstra batterier til dit kamera og andre enheder, så du altid er klar til at fange de uforglemmelige øjeblikke.
Termokop eller drikkeflaske: Det er praktisk at have en genanvendelig flaske eller en termokop med koldt vand til en længere vandretur. Når vinteren er lang og kold, kan det være en stor hjælp at have noget varmt at drikke med sig hele tiden.
Kikkert: En god kikkert er uundværlig, hvis du vil opleve Grønlands rige dyreliv og imponerende landskaber på nært hold. Uanset om du vil observere hvaler fra kysten eller følge fuglelivet i fjeldene, kan en kikkert give en langt bedre oplevelse
Lommelygte: De lyse nætter kan være lange i sommeren, men i vinteren er mørket næsten konstant. En god lommelygte eller pandelampe er derfor vigtig.
Insektmiddel: Om sommeren kan der være mange myg og andre insekter, så en god insektmiddel kan være nødvendig, især hvis du opholder dig nær søer eller floder.
Dagtursrygsæk: Det er altid praktisk at have mulighed for at medbringe ekstra tøj og andre nødvendigheder på udflugter. Hvis du ikke allerede ejer en, vil vi anbefale at investere i en rygsæk med hoftebælte og brystrem. En størrelse på ca. 20-30 liter er ideel.
Kort: Fysisk kort eller en offline kort-app er nyttigt, da mobilnetværket kan være begrænset i mere øde områder. Dette kan især blive vigtigt hvis du skal på vandreture væk fra byerne.
![]() |
![]() |
Særligt udstyr på ekspeditionsrejser
Hos Ruby Rejser tilbyder vi spændende ekspeditionsrejser til Grønland med HX Hurtigruten Expeditions. På disse rejser får du en helt unik mulighed for at opleve Grønlands storslåede natur og udfordrende landskaber, alt imens du bor på et ekspeditionsskib.
Som en del af din rejse med HX Hurtigruten Expeditions får du udleveret en vind- og vandafvisende ekspeditionsjakke, som er designet til at beskytte dig mod Grønlands vejrforhold. Du vil også modtage en praktisk rygsæk og alt det udstyr, du måtte have brug for på udflugterne.
Når du deltager i aktiviteter ved landgang, som f.eks. vandreture, har du mulighed for at låne støvler, vandrestave og andet nødvendige udstyr der sikrer, at du får den bedst mulige oplevelse. Vi sørger for, at du har alt det nødvendige udstyr til at tage dig sikkert og komfortabelt rundt i det imponerende grønlandske landskab.
Rejs til Grønland med Ruby Rejser
Er du klar til at opleve Grønlands storslåede natur? Hos Ruby Rejser tilbyder vi rejser til Grønland, hvor du får mulighed for at udforske det unikke landskab, opleve det spektakulære dyreliv og tage del i uforglemmelige aktiviteter. Med vores pakkerejser til Grønland sørger vi for alt det praktiske, så du kan fokusere på at nyde dit eventyr. Kontakt os i dag, og lad os hjælpe dig med at gøre din drøm om Grønland til virkelighed!