Ski, sne og oplevelser
Kørekort til sneen
Har du aldrig været på skiferie før? Eller kun få gange og har du lyst til at prøve mere, alt sammen i godt selskab? Så deltag i vores kørekort til sneen-uger.
Ski for fumlere
I disse uger vil der de fleste dage blive tilbudt en række aktiviteter, som hjælper dig i gang i sneen eller bringer dig længere. Vi har en igangsætter, der tilrettelægger og laver forskellige tilbud på de fleste af ugens dage.
Han/hun vil hjælpe de gæster, der ønsker det med at komme i gang med at stå på ski, råd om skismøring, påklædning, skiteknik og turvalg, starte på lette bakker og arrangere skiture i den lette ende til alle, der har lyst til en fælles skitur med lidt skiinstruktion undervejs. Det kan f.eks. være en skiudflugt med picnic i sneen, sneskotur, isfiskeri og i børneugerne aftenhygge i ”indianertelt” med ”skumfiduser” over bålet og leg i sneen.
Programmet er ikke fastlagt på forhånd, men vil tage udgangspunkt i fælles behov, vejr og føre. Turene vil have forskellig sværhedsgrad og indhold, så vi kan ikke garantere, at alle hver dag kan komme med på en tur.
Børnene har en forælder med til alle arrangementerne.
Der er ikke tale om skiskole eller skiinstruktion.