Fra rejsens begyndelse i enestående Cape Town, hvor vi bl.a. oplever Taffelbjerget og besøger Robben Island, hvor Mandela blev holdt fanget, afløser det ene højdepunkt det andet. På Boulders Beach ser vi tusindvis af pingviner, som vralter rundt mellem hinanden, inden vi udforsker Kap det Gode Håb og smager liflige vine i Stellenbosch. I Hermanus spejder vi efter hvaler, og i Plettenberg ser vi legende delfiner, inden rejsen kulminere med safari i Nkomazi, hvor du meget vel kan opleve ”Big 5” dyrene. Som prikket over i’et har vi inkluderet 3 nætter i luksustelte, hvor du liggende i en komfortabel seng, kan falde i søvn til lydene af dyrene på savannen. Glæd dig til en rundrejse, som viser dig det absolut bedste af Sydafrikas sprudlende kulturbyer, enestående naturscenarier og mangfoldige dyreliv, men som også beretter om det storslåede lands barske fortid, som uden tvivl vil efterlade stof til eftertanke.
Sydafrika rundrejse med safari
Cape Town – Vinlandet – Garden Route - Nkomazi
Fra smukke Cape Town rejser vi gennem vinlandet og kører ad Garden Route til Nkomazi, hvor vi tager på en fantastisk safari. En mageløs rejse med store kultur-, natur- og ikke mindst dyreoplevelser.
Det kan du glæde dig til

Kort

Dagsprogram

Dag 1 + 2: Afrejse-ankomst (13.-14. oktober)
Afrejse med Emirates Airlines midt på eftermiddagen. Via Dubai flyver vi til Cape Town, hvor vi lander sidst på formiddagen næste dag. Transfer og indkvartering i tre nætter på hotel ved Cape Towns flotte Waterfront-kvarter.
Forplejning: Mad på fly
Dag 3: Cape Town (15. oktober)
På en sightseeingtur i bus ser vi Table Mountain – på dansk Taffelbjerget, som er Cape Towns ubestridte vartegn. Vi kommer også forbi strandende ved Camps Bay samt ser nogle af byens mange bygninger i britisk kolonistil samt de såkaldte cape dutch-stil huse. Du vil på turen forstå, hvorfor mange omtaler Cape Town som verdens smukkeste by. Om eftermiddagen tager vi på bådtur til Robben Island – også kaldet Sydafrikas Alcatraz, hvor Nelson Mandela sad fængslet. På øen giver tidligere fanger os førstehåndsberetninger og historier om datidens umenneskelige forhold. Men hvor alt håb om frihed og lighed blev knust i 1960'ernes fængsel, er det i dag et frihedssymbol på, at ingen lænker kan modstå ulighed og apartheid.
Byrundturen kan være påvirket af Cape Town Maraton, som finder sted i dag, hvorfor nogle seværdigheder muligvis oplevelses i anden rækkefølge end beskrevet.
Forplejning: Morgenmad
Dag 4: Kap det Gode Håb og pingviner ved Boulders Beach (16. oktober)
Dagen starter med en fantastisk køretur langs den østlige side af kaphalvøen. Vi besøger pingvinkolonien ved Boulders Beach, hvor der siden 1982 har boet pingviner. I dag skønner man stranden er hjem for ca. 2500 pingviner, som vralter rundt mellem hinanden. Vi fortsætter til Kap det Gode Håb og Cape Point, hvor der er flere flotte vandreruter i området. Der er planlagt en vandretur før og en vandretur efter frokost af +/- 90 minutters varighed. Hvis man ikke vil gå begge ture, er her rigelig af smuk natur at kigge på. Vi er retur i Cape Town sidst på dagen.
Forplejning: Morgenmad og frokost
Dag 5: Vinlandet (17. oktober)
Vi forlader Cape Town og sætter kursen mod Port Elizabeth, der i direkte linje er 700 km fra Cape Town, som vi dog tilbagelægger over to dage. Vi kan de næste dage se frem til oplevelser på havet, Karoo sletten, smukke bjergpas, kørsel ad Garden Route og ikke mindst det dejlige vinland, som vi netop i dag skal stifte nærmere bekendtskab med. Vi kører til den idylliske landsby Franschhoek, hvor vi besøger et par af områdets vingårde og smager på de liflige vine der fremstilles her. Om eftermiddagen kører vi til Sydafrikas mest kendte vinområde, Stellenbosch, hvor vi indkvarteres på en flot vingård. Mulighed for vinsmagning på egen hånd. Om aftenen kan det anbefales at spise middag i området ved vingården, hvor der er flere gode restauranter.
Forplejning: Morgenmad og frokost
Dag 6: Hvalsafari – Hermanus (18. oktober)
Oktober er hvalsæson i Sydafrika. Bugterne langs hele kystlinjen fra Cape Town har regelmæssigt besøg af disse kæmpe pattedyr. Mange hvaler “lægger til” i bugten ved byen Hermanus - det er parringstid for nogle, og andre kælver. Ofte ser man også de “små” hvaler samme med deres mor og mange hvaler vil sågar være synlige fra vandrestierne langs byens kystlinjen. Vi tilbringer det meste af dagen i Hermanus og hvis vejret tillader det, tager vi en tur på havet, hvor man med en lokal og autoriseret skippers erfaring kan komme helt tæt på hvalerne. Under gunstige forhold er de ganske få meter fra båden. Vi indkvarteres i Hermanus. Om aftenen kan det anbefales at spise middag på en af de gode fiskerestauranter langs kysten.
Forplejning: Morgenmad og frokost
Dag 7: Strudse ved Oudshoorn (19. oktober)
Vi tager afsked med hvalerne og havet for en stund. Vi skal til bjergene og sletterne mod nord. Det bliver en rejse gennem fantastisk natur og bjergpas. Målet denne dag er strudsefarmene ved Oudshoorn. Vi får historien bag denne imponerende industri, som involverer verdens største fugl, og vi tager også på en tur rundt i området, hvor vi oplever strudse i alle størrelser. Vi indkvarteres i to nætter på en smuk farm, som ligger omgivet af skøn natur.
Forplejning: Morgenmad, frokost og aftensmad
Dag 8: Cango Caves (20. oktober)
Dagens program inkluderer et besøg i et enormt drypstenshulefænomen i området Cango Caves. Turen er guidet og man kommer til udhulinger i bjerget på koncertsalsstørrelse. Selvom man måske har set store drypstenshuler andre steder, så vil disse huler slå benene væk under de fleste. Man troede oprindelig at grotterne strakte sig over 1 km, men nu er 5 km udforsket og kortlagt, og nettet af huler formodes at være endnu større. Senere på dagen besøger vi en af områdets olivenfarme, hvor vi ser nærmere på produktionen. Klima og jordbunden er særligt gunstige i dette område, så oliventræer dyrkes over flere hundrede kvadratkilometer.
Forplejning: Morgenmad, frokost og aftensmad
Dag 9: Delfiner ved Plettenberg og sæler ved Robberg-halvøen (21. oktober)
Vi krydser tilbage over bjergene mod havet. Første stop er i Plettenberg Bay. Bugten her er kendt for delfiner der trawler op og ned i deres søgen efter føde. 10.000-vis af sæler holder også til langs klipperne ved Robberg-halvøen. Vi tager på bådtur - normalt er vi på vandet en time til halvanden. Omkring Plettenberg er der mange hyggelige frokoststeder og naturen med bjergene eller havet som baggrund er fantastisk. Vi kører til nabobyen Knysna, der har et skønt område omkring marinaen hvor vi overnatter. Om aftenen kan det anbefales at spise middag på marinaen i Knysna, hvor man bl.a. kan få nogle yderst delikate østers.
Forplejning: Morgenmad og frokost
Dag 10 – 12: Safari i Nkomazi i Mpumalanga (22.-24. oktober)
Efter en rejse fyldt med højdepunkter og fantastiske oplevelser, er vi nu vi nået til oplevelsen over dem alle; safari. Vi kører til George lufthavn, hvorfra vi flyver til Johannesburg. Vi kører ud til det private safariområde Nkomazi og Komati Camp, som ligger i Mpumalanga provinsen. I området er der kun denne ene camp, så vi undgår i høj grad masseturisme, som man ofte oplever i de offentlige safariområder. Området er desuden malariafrit.
På Komati Camp, der ligger ved floden, bor vi i luksustelte med bl.a. terrasse med lille privat pool, bad og toilet. Om natten kan man lige i sin seng og falde i søvn til lydene af dyrene fra savannen – en oplevelse, man ganske enkelt kun får i Afrika. Naturen består af bush, bjerge, sletter og floder. Vores dagsprogram er tidlig op og afsted ved solopgang. Dyrene er mest aktive på dette tidspunkt. Om eftermiddagen kører vi igen ud inden solnedgang, hvor mange dyr går til ro og andre vågner! Når det er mørkt bruger vores safariguide spotlight til at finde nogle af de nataktive dyr. Safariturene er +/- 3 timers varighed. Opholdet i Nkomazi er med specialuddannede safariguider og vores sydafrikanske guide der har fulgt os fra Cape Town siger vi farvel til når vi flyver fra George.
Forplejning: Morgenmad, frokost og middage samt udvalgte drikkevarer er inkluderet under opholdet på safari.
Alle safariture er inkluderet.
Dag 13 og 14: Hjemrejse (25.-26. oktober)
Vi tager en sidste tidlig morgentur på sletterne og siger farvel til dyrene inden vi kører til til Johannesburg. Her går vi ombord Emirates Airways, som via Dubai flyver os retur til Danmark.
Forplejning: Morgenmad og mad på fly.
Indkvartering

By | Overnatning |
Cape Town | City Lodge Waterfront |
Stellenbosch | Vingård Spier |
Hermanus | Hermanus guest houses |
Oudsthoorn | De Opstal country lodge |
Knysna | Protea Hotel |
Nkomazi Game Reserve | Nkomazi Game Reserve |
Vejr og Klima

Transport

Der tages forbehold for ændringer i flyruter og -tider.
De endelige flyruter og -tider sendes sammen med flybilletten senest 3 dage før afrejse.
Bemærk at flytider er i lokaltid.
Forventede flytider 13.10.23 - 25.10.23:
København → Dubai → Cape Town Kl. 15.35 - 11.35 (+1 dag)
Johannesburg → Dubai → København Kl. 19.10 - 13.15 (+1 dag)
Indenrigsfly mellem George og Johannesburg oplyses ca. 1 måned før afrejse
Bestil
Antal rejsende Vælg antal af rejsende | Afrejsedato Vælg afrejsedato |
Uge 42: Startdato 13.10.2023 varighed 13 nætter | Fra 29.998,- DKK |

Praktiske informationer

Inkluderet i prisen:
- Fly København-Cape Town med Emirates
- Fly George-Johannesburg
- Fly Johannesburg-København med Emirates
- Mad på fly på Emirates
- 3 overnatninger i Cape Town
- 1 overnatning i Vinlandet
- 1 overnatning i Hermanus
- 2 overnatninger på farm på Karoo-sletten
- 1 overnatning i Knysna
- 3 overnatninger i luksustelt på safari-camp
- 11 x morgenmad
- 9 x frokost
- 5 x middag
- Transport og udflugter jf. dagsprogram
- Entréer til nævnte udflugter
- Safarier med lokale specialuddannede safariguider
- Engelsktalende rejseleder
Safari og dyr:
Alle safarier sker i ledsagelse af lokale specialuddannede safariguider (engelsktalende). Safaribilerne er åbne 4x4 landcruiser med plads til 6 deltagere i hver. Vi har udvalgt de bedste safariområder for at give dig en spændende, tryg og indholdsrig oplevelse. På trods af de gunstige faktorer kan vi dog ikke give garanti for, hvilke og hvor mange dyr vi oplever på safarierne.
Vaccinationer:
Det kan være en god idé med vaccinationer inden du rejser til Sydafrika. Vi anbefaler du besøger www.sikkerrejse.dk eller konsultere din læge herom. På rejser under 3 uger anbefales hepatitis A, difteri/stivkrampe vaccination
Drikkepenge:
Det anses som god kutyme at give drikkepenge i Sydafrika. Typisk giver man ca. 8-10 USD pr. person pr. dag til lokal safriguide og 3-5 USD til personalekassen det sted man bor. På restauranter ca. 10%. Det skal understreges, at det er frivilligt om man vil give drikkepenge.
Visum:
Der udstedes turistvisum til danske statsborgere ved ankomst til Sydafrika. Man skal altså ikke ansøge om visum før ankomst.
Valuta:
Den lokale valuta hedder Ran (forkortes ZAR). 3 ZAR er ca. 1 DKK. US Dollars er også gangbar valuta.
Strømstik i Sydafrika:
240 V, stik med 3 firkantede ben. Adapter kan købes i danske el-salg butikker. Adapter kan som oftest også lånes/lejes på de forskellige indkvarteringssteder.
Minimumstilslutning:
Deltagerantal er minimum 12 personer og max. 24 personer, der skal være tilmeldt senest 45 dage før afrejse. Hvis minimumsantallet ikke opnås inden fristen, forbeholder vi os retten til at aflyse rejsen – vi refererer her til opsigelsesreglerne i vores gældende rejsebetingelser.
Deleværelse:
Ved bestilling af deleværelse bliver du sat sammen med en anden rejsedeltager af samme køn. Hvis du på forhånd har aftalt deleværelse med en anden, skal du i din bestilling angive navnet på vedkommende i bemærkningsfeltet. Hvis antallet af personer til deleværelse ikke går op, forbeholder vi os retten til at opkræve enkeltværelsestillæg. Det vil ske senest 30 dage før afrejse.