Ruby Rejser lancerer første direkte vinterchartertog til Polarcirklen
Nyhed
I februar 2026 sender Ruby Rejser for første gang et direkte vinterchartertog fra Danmark til Svensk Lapland og Nordnorge – med nordlys, snegaranti og arktiske oplevelser på programmet.
![]()
I takt med den stigende interesse for både togrejser og nordlige vinterdestinationer, lancerer Ruby Rejser nu det første direkte vinterchartertog fra Danmark til det arktiske nord. Toget, der kører i februar 2026, fragter rejsende direkte fra København gennem et sneklædt Skandinavien til destinationer som Narvik, Kiruna, Abisko og Luleå – områder kendt for nordlys, vinterro og autentiske naturoplevelser.
– Interessen for både togrejser og vinteroplevelser i Norden er eksploderet de seneste år. Med vinterchartertoget skaber vi en ny mulighed for dem, der vil rejse mere klimavenligt og komfortabelt – og samtidig opleve noget helt særligt, siger Morten Meyer, produktansvarlig hos Ruby Rejser.
Togrejse og vintereventyr i ét
Rejsen foregår med det svenske nattog Snälltåget, som Ruby Rejser har chartret eksklusivt til formålet. Ombord er der sovepladser i kupeer og restaurantvogn – og selve rejsen bliver en integreret del af ferieoplevelsen.
Fremme i nord venter aktiviteter som snescootertur, isfiskeri, isbrydercruise, rensdyrslæde og nordlyssafari. Men vinterchartertoget handler om mere end destinationen – det handler også om nærvær, ro og oplevelsen af det arktiske vinterlandskab i langsomt tempo.
Bygger videre på succes med sommertog
I de seneste år er der kommet langt større fokus på at tage toget som ferieform. Ruby Rejser har allerede testet chartertogskonceptet med succes: i sommeren 2025 sendte de 800 rejsende med direkte chartertog til Alperne. Nu følger de op med en vinterrute som svar på gæsternes stigende efterspørgsel.
– Vores erfaring viser, at togrejser har en bred appel. Det er ikke længere kun eventyrlystne togentusiaster, der vælger denne form for ferie. Vi møder familier, par og vennegrupper, som gerne vil rejse på en måde, der både giver mening og oplevelser undervejs. Og interessen for Nordskandinavien om vinteren – med nordlys og snegaranti – er vokset markant, siger Morten Meyer.
