Prædikestolen og den betagende Lysefjord!
Nyhed
![]() |
Oplev én af Norges bedste vandreture
Det er ikke uden grund at 300.000 mennesker hvert år besøger Lysefjordens mest velkendte attraktion, nemlig Prædikestolen. Den 604 meter høje Prædikestol tårner lodret op i luften, hvor du fra et 25 x 25 meter fladt fjeldplateau mødes af en fuldstændig fantastisk udsigt udover fjorden. Her er der uden tvivl mulighed for at tage nogle vilde billeder! Lider du af højdeskræk, er en vandretur til Prædikestolen højst sandsynligt ikke det rette for dig - men du kan sagtens vælge ikke at bevæge dig ud på plateauet, og istedet nyde udsigten af Prædikestolen fra afstand. Her kommer højden af fjeldplateauet virkelig til syne! Glæd dig til at opleve betagende panoramaudsigter, som uden tvivl vil tage pusten fra de fleste.
En tur til Prædikestolen, en af Norges mest populære seværdigheder, vil være en oplevelse du sent vil glemme. Du har mulighed for at tage på vandreture til den kendte turistattraktion fra april helt til og med oktober. Vandresæsonen er derfor lang, og du kan forvente en smule sne eller is i starten og slutningen af sæsonen. Fjeldplateauet ligger i Forsand kommune, ikke langt fra storbyen Stavanger i det sydvestlige Norge. Det er derfor meget overkommeligt at komme til Prædikestolen fra Danmark, da det kun tager en halv dags sejlads. Det er derudover også muligt at flyve, og Stavanger vil derved være den nærmeste lufthavn til Prædikestolen.
![]() |
![]() |
![]() |
Frisk luft, betagende udsigter og sus i maven er tre ting du uden tvivl vil komme til at opleve på din vandretur til Prædikestolen. Det unikke fjeldplateau er en skøn vandredestination, uanset hvor erfaren en vandrer du er. I og med at turen blot er 4-5 timer lang, er det dog en oplagt tur for dig, som altid har drømt om at komme på en aktiv vandreferie i unikke omgivelser. Turen byder på en del højdemeter, da der vil være en højdeændring på i alt 350 højdemeter. Derudover foregår det meste af turen på høje, smalle og ujævne trapper, som er hugget eller monteret i granit. Dette er med til at forklare hvordan en vandretur på 8 km. vil tage 5 timer!
Udover den velkendte Prædikestol, er Lysefjorden også hjem til mange andre smukke seværdigheder - bl.a. klippeformationen Kjerag og vandfaldet Hengjanefossen. Kjerag er en naturoplevelse i sig selv, men den er dog mere for erfarne vandrere. Den 1084 meter høje fjeldtinde er den højeste ved fjorden, og byder på vilde udsigter direkte ned til Lysefjorden. Det er netop ved Kjerag at du finder den berømte kampesten, Kjeragbolten, som sidder fastkilet imellem to klipper. Er man én af de eventyrlystne, kan man få taget et billede på netop denne sten. Er man mindre eventyrlysten, vil det enorme Hengjanefossen vandfald uden tvivl falde i din smag. Det smukke vandfald strømmer 400 meter ned over klippevæggen, før det rammer Lysefjorden - en helt vild udsigt!
Vidste du, at...
- Prædikestolen er en del af Lonely Planets liste over de ti mest enestående og smukke steder i verden?
- I sæson 2 af serien "Vikings" ses hovedpersonen Ragnar Lothbrok på toppen af Prædikestolen?
- Den populære turistattraktion blev dannet under istiden mere end 10.000 år siden?
- Den friske luft fra Prædikestolen/Lysefjorden bliver solgt på flaske til bl.a. Kina?
- En del af Mission Impossible 6 er filmet på Prædikestolen? Seværdigheden var derfor i 2017 lukket for besøgende i én uge.
- Prædikestolen blev opdaget i 1896?
- Det i 1960'erne var på tale at bygge en elevator op til Prædikestolen?
Lyder en vandretur til én af Norges mest populære vandredestinationer ikke fristende? Så kig nærmere på vores uforglemmelige vandreferie til Prædikestolen. Vi har derudover også vandreferier til mange andre fantastiske destinationer.