Vandreture for blinde og svagtseende

Vandreture for blinde og svagtseende

Nyhed

Mange vil have svært ved at forestille sig hvordan blinde og svagtseende kan tage på vandretur, men den største forhindring i den forbindelse er helt klart mental. I praksis kan det sagtens lade sig gøre. Man skal bare give sig en smule bedre tid og sørge for at tage nogle få og lidt anderledes forbehold.


For det første skal det siges at blinde og svagtseende har vidt forskellige forudsætninger for at deltage i en sådan tur alt efter hvordan deres synsbegrænsning påvirker dem, men fælles for alle er det, at den verbale og taktile kommunikation er afgørende. Dels da det i høj grad er den, der navigeres efter, dels da det er herigennem de får et indtryk af omgivelserne. Vandreguiden på en sådan tur har derfor fokus på nuancerne i sin formidling af omgivelserne, og sørger fx for at der vil være rig mulighed for at røre ved omgivelsernes særlige kendetegn.

For det andet har stiernes karakter naturligvis en betydning. Når stierne bliver smalle får førehundende vanskeligt ved at gå ved siden af sin ejer, som derfor i stedet kan få støtte ved at holde fast i rygsækken på en hjælper eller en anden svagtseende med tilstrækkeligt syn til at færdes i netop den type terræn. Det samme gælder hvis stierne bliver utydelige, som fx i tæt lyng bevoksning, hvor de manglende stier forvirrer hundende.

For det tredje er det en hold indsasts, der får alle over de mere tekniske passager samt når vinden blæser kraftigt på toppen, hvor informationerne om terrænet let kan blive vanskeliggjort. Her bliver sammenhold og samarbejde afgørende for hvor smidigt tekniske passager eller vejrforhold håndteres. Af samme årsag kan en fast vandremakker også være en fordel, da man på den vis kan optimere sin kommunikation over flere ture.

For det fjerde er udstyret er heller ikke uden betydning. Fx er det en klar fordel at have et drikkesystem med slange på ryggen frem for en drikkeflaske der hele tiden skal tages af. Drikkesystemet gør det betydeligt nemmere med jævnemellemrum at drikke den mængde vand, der skal til for at holde kroppen hydreret. Dette gælder især for blinde og svagtseende, da processen med at skulle tage rygsækken af og finde vandflasken frem er langt mere besværlig end bare at tage et sip af slangen, der altid hænger på brystet. At have en god vandrerygsæk med godt bæresystem og mange rum - hvor man ved, hvad man har i hvert af dem - er også klart en fordel. Blinde og svagtseende bruger i højere grad end normaltseende fødderne til at fornemme underlaget og holde balancen, hvilket gør, at stive vandrestøvler ikke nødvendigvis er en fordel. Vandtætte ’bløde’ vandrestøvler kan være en fordel. Især i den Irske - og ofte temmelig fugtige - tørv, der ligger spredt ud over alle Irlands bjerge. For blinde og svagtseende uden hunde - eller som vælger at lade hunden blive hjemme - kan to vandrstave (uden gummidutter da de dæmper lyden) være til en stor hjælp, selvom det kræver lidt øvelse at drage fordel af dem. Dels for at holde balancen, dels som afløser for blindestokken, der nemt kan sætte sig fast i mudder og buskads.

Vandreguiden prioriterer af samme årsag ruterne på daglig basis ud fra beskaffenhed, vind og vejr samt en vurdering af deltagernes synsbegrænsning, vandreteknik og fysiske formåen. Det gør ikke noget at man er træt når dagens rute er gennemført, men det skal jo helst være en fornøjelse for alle.