Tag på nordlysjagt i arktiske Svalbard

Nordlys i Svalbard

Tag med til 78 grader nord og oplev nordlyset i ægte arktiske omgivelser, blandt høje sneklædte fjelde og frosne fjorde.

Nordlys over Longyearbyen 

Velkommen til verdens mest nordliggende by, Longyearbyen i Svalbard! Longyearbyen er den by i verden, hvor der er flest mørke timer i døgnet om vinteren – timer hvor du har chance for at se nordlyset. Med en rejse til Svalbard giver du derfor dig selv de bedste chancer for at opleve det flotte Aurora Borealis. Svalbard er også det eneste permanent beboede sted i verden, hvor du kan opleve nordlyset i løbet af dagtimerne, når der fra ca. midt-november til slut-januar er fuldstændig mørkt døgnet rundt. Denne periode kaldes for polarnatten, og det eneste naturlige lys du kan se i denne periode, er lyset fra månen, stjernerne og selvfølgelig nordlyset. Et lille tip er derfor at sikre, at dit ur eller telefon er indstillet til 24-timers format, og ikke 12-timers format, da man ellers nemt kan komme til at bytte rundt på nat og dag, når man ikke på himlen kan se om klokken er 12 midnat eller 12 middag.

Nordlyset kan i Svalbard opleves helt fra starten af oktober til slutningen af februar, og som oftest når man kigger i sydlig retning. Nu tænker du måske, at det lyder modsigende, at nordlyset oftest ses i sydlig retning, men det er der en forklaring på! Nordlyset opstår i nordlysbæltet, som dannes af elektriskladede partikler fra Solen, der rammer Jordens magnetfelt. Svalbard er geografisk set placeret så langt mod nord, at nordlysbæltet løber syd om øgruppen, og derfor vil nordlyset her oftest kunne opleves i sydlig retning.

Nordlys over Camp Barentz Nordlys over Longyearbyen Nordlys over Svalbard

Gode steder at se nordlyset

I Longyearbyen er der flere udsigtspunkter, hvorfra det er godt at opleve nordlyset. Men nordlyset venter ikke på nogen! Så hvis der pludselig er nordlys på himlen, er det vigtigste bare at komme hurtigt udenfor og placere sig, så man har nogenlunde frit udsyn mod syd og med mindst mulig gene fra byens lys.

Camp Barentz

Det bedste sted at opleve nordlyset under din ferie i Longyearbyen er i vores mening på nordlyscampen Camp Barentz. Campen ligger uden for byen og væk fra byens lys og bygninger, så du er sikret et godt udsyn. På en nordlysaften til Camp Barentz kan du glæde dig til spændende fortællingerne om nordlyset fra de lokale guider, som også kommer med deres bedste tips og råd til at jagte nordlyset, når du de følgende dage er på egen hånd i Longyearbyen. Samtidig med deres fortællinger og aftensmaden indenfor i hytten, holder guiderne også skarpt øje med himlen, så vi hurtigt kan komme udenfor og nyde showet, når nordlyset forhåbentligt viser sig på himlen.

Longyearbyen – en by fyldt med spændende oplevelser!

Selvfølgelig er hovedformålet med en nordlysrejse at jagte nordlyset. Men det betyder jo ikke, at du ikke også kan kombinere din nordlysrejse med en masse andre fantastiske vinteraktiviteter og -oplevelser.

Nordlysaften på Camp Barentz Hundeslædekørsel under nordlys Isgrottebesøg på Svalbard

Hundeslædekørsel

Det er fuldstændig lige meget, om du er mest til hunde eller katte – en tur på hundeslæde gennem Svalbards iskolde arktiske landskaber er en fabelagtig oplevelse, du aldrig vil glemme. Hundene hopper og hyler for at komme afsted, og når de endelig får tegn til at sætte i gang, er det med at holde godt fast på slæden. Hundene trækker dig ivrigt over sneen, og deres begejstring kan ikke undgå at smitte af på dig. Du styrer selv slæden, og med den knirkende sne under dig og istapper i øjenkrogens øjenvipper, er dette virkelig den ultimative arktiske oplevelse.

Med en hundeslædetur i de mørke timer, kan du være heldig, at nordlyset viser sig på himlen over dig undervejs. Er du på tur i de lysere timer, i de tidligere eller senere vintermåneder, kan du derimod se frem til en tur med udsigter til de imponerende og sneklædte fjelde, som rejser sig i landskabet, og til den flotteste pastelfarvede himmel som lyser i blå, lyserøde, orange og gule nuancer.

Med en tur på hundeslæde kommer du til at opleve den autentiske arktiske verden på egen krop.

Hundene er meget snaksalige og altid klar til at blive klappet og krammet, så tilbage i hundegården har du rig mulighed for at dele ud af din kærlighed til de glade hunde. 

Snescooterture

Snescootere er i Svalbard, hvad almindelige scootere er i italienske byer – tit den nemmeste og hurtigste måde at komme fra A til B. Her er derfor også flere snescooterture at vælge imellem, hvis du vil prøve kræfter med den lokale transportform og samtidig opleve lidt af, hvad Svalbard har at byde på udenfor Longyearbyen. Hop fx på en af de lydløse elektriske snescootere og tag med på safari efter det vilde dyreliv ude i landskabet, besøg den lille russiske mineby Barentsburg, hvor resterne af den sovjetiske kultur stadig kan ses i byens udseende, eller udforsk mere fjerntliggende dele af Svalbards fantastiske og forunderlige landskaber.

Kulminebesøg

Kulminedriften har været en stor og vigtig del af Svalbards historie, med flere kulminer i fjeldene rundt om Longyearbyen. I dag er der kun én kulmine tilbage i drift, Gruve 7. Du har derfor mulighed for at få et utroligt spændende indblik i øgruppens kulminehistorie med et besøg i en af de nu lukkede miner, Gruve 3.

Lad dig føre ned i de mørke minegange, hvor intet sollys slipper ind, og hør fortællingerne om livet som minearbejder. Tag også imod muligheden for at mærke på egen krop, hvordan det var at være minearbejder, ved at kravle i en af de lave skakter – det er dog ikke for den klaustrofobiske type!

Isgrottebesøg

Kravl med ned i en magisk vinterverden af is og sne og oplev, hvordan en frossen gletsjer ser ud indefra. Oppe fra overfladen er det svært at forestille sig, hvilken forunderlig og funklende verden der gemmer sig under sneen og isen. Isgrottens udformning er forskellig fra år til år, og du ved aldrig hvilke fantastiske isformationer der venter dig, når du kravler indenfor i denne skjulte verden. Med pandelampen tændt vil du bevæge dig gennem smalle passager, som indimellem åbner sig op til katedrallignende hvælvinger, og lyset er med til at give et fantastisk farvespil af mørke og lyse toner af blå, som du bevæger dig igennem isgrotten. 

Vildt dyreliv

Både i og omkring Longyearbyen har du gode muligheder for at spotte Svalbards to arter af landlevende vilde dyr: Svalbardrenen og polarræven.

Svalbardrenerne er mest at finde i flokke udenfor byen, men du vil også tit kunne se nogle stykker vandre stille rundt inde i byen i søgen efter mad under isen. Svalbardrenen har ingen naturlige fjender og er derfor ikke særlig sky overfor mennesker. Du kan derfor nemt komme relativt tæt på og tage et billede. Men der er stadig tale om et vildt dyr, og det er ulovligt at røre dem, så nyd synet af dem på behørig afstand.

Polarræven er ofte sværere at få øje på end Svalbardrenen. Polarræven er nemlig lille, hurtig og rigtig godt kamufleret, så dens pels nemt falder i med vinterlandskabet. Du kan dog være heldig at spotte den på gåture inde i byen og i landskabet rundt om. Også ved polarræven bør du holde dig på behørig afstand, da de på Svalbard kan have rabies.

 

Er du blevet fristet til at tage med på nordlysjagt?
Læs mere om vores nordlysrejser, og find din favorit.

Eller se alle vores rejser til Svalbard.