Dag 1 - Ilulissat
Fra Danmark flyver I direkte til Nuuks nye internationale lufthavn, hvorfra I flyver videre med indenrigsfly til Ilulissat. I lufthavnen bliver I mødt af en chauffør, som kører jer til Hotel Artic, hvor I har de næste 3 overnatninger. Hotellet har en hel unik beliggenhed ud til den fantastiske isfjord også kaldet Diskofjorden, hvor tusindvis af isbjerge i forskellige størrelser og former flyder rundt. På hotellet kan der tilkøbes superiorværelser med udsigt til mod isfjorden. Om aftenen er der 2-retters velkomstmiddag på hotellet.
Dag 2 til 3 - Oplevelser i Ilulissat
I har god tid til at udforske Ilulissat, som er hjem for ca. 4500 fastboende, samt de omkringliggende landskaber. I kan f.eks. besøge Isfjordcenteret, som åbnede i 2021. Her er spændende udstillinger om området og Arktis. Polarforsker Knud Rasmussens barndomshjem er i dag indrettet som Ilulissat Museum, hvilket klart er et besøg værd, lige som Kunstmuseet med mange spærrende kunsterne også er.
Området omkring Ilulissat byder også på nogle fine vandreruter. Gul rute på ca. 3 km. følger pynten rundt ved Isfjeldsbanken og når ud til mundingen af isfjorden. En flot tur med den ene panoramaudsigt efter den anden. Den blå rute på 7 km. går gennem Ilulissats smukke bagland og følger isfjorden med udsigt til isbjerge og fjelde. Turen kommer også forbi den historiske bosættelse Sermermiut, hvor inuitterne har boet i mere end 4000 år. Den orange rute på 22 km, er den mest krævende. Turen går forbi lufthavnen til bygden Oqaatsut. Turen kan evt. afsluttes med en sejltur tilbage til Ilulissat. Husk aldrig at tage på vandretur alene, hotellet kan henvise til organiserede vandreture med guide.
I løbet af opholdet kan I desuden tilkøbe følgende udflugter:
(Vi anbefaler at tilkøbe udflugterne hjemmefra, da vi ellers ikke kan garantere plads)
- Helikoptertur til Indlandsisen - 1 ½ time (1. juli - 30. september)
Tag med på en spektakulær helikoptertur til den Grønlandske Indlandsis og oplev naturens kræfter helt tæt på. I flyver ud mellem de gigantiske isfjelde og lander ved Sermeq Kujalleq, den imponerende gletsjer, der er en af de mest aktive og produktive på den nordlige halvkugle.
Under flyvningen vil I få en enestående udsigt til de dramatiske isformationer og det episke landskab. Sermeq Kujalleq er ikke kun et naturvidunder - det er også et vigtigt forskningsområde for klimaforskere, der undersøger, hvordan gletsjeren bidrager til Indlandsisens massetab.
Når vi lander ved kanten af Indlandsisen, åbner sig et betagende panorama over gletsjerlandskabet, hvor I får 30 minutter på fastlandet, til at tage oplevelsen ind. Her vil I få indsigt i gletsjerens betydning for klimaet, mens du nyder den fantastiske grønlandske friske og rene luft og den helt unikke atmosfære.
En helikoptertur er en oplevelse i sig selv, og sammen med den storslåede natur gør det denne tur til en sand klassiker. Pris pr. person kr. 3.998,-
- Isfjordssejlads - 2 ½ timer
Smuk sejltur i Diskobugten blandt de smukkeste isbjerge i Grønland. Ilulissats isbræ Sermeq Kujalleq blev i 2004 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Dagligt strømmer der millioner tons is fra isbræen gennem isfjorden, hvilket gør at fjorden konstant er i bevægelse. At sejle blandt de enorme isbjerge er en oplevelse for livet. Sejlture, som er med guide og inklusiv en forfriskende cocktail, koster kr. 699,- for voksne og 349,- for børn (2-11 år).
- Hvalsafari - 3 timer
I løbet af sommeren flokkes hvaler i Diskobugten. Pukkelhvaler, vågehvaler og finhvaler er blandt de hvaler I har mulighed for at se boltre sig i det kolde vand på denne tur. I sejler mellem isbjerge i selskab med en lokal guide, som vil fortælle om de majestætiske dyr. Skibet er løbende i kontakt med lokale fiskere, som hjælper med at lokalisere hvalerne. Hvalsafarien, som også inkluderer kaffe og te undervejs, koster kr. 1.199,- for voksne og 599,- for børn (2-11 år).
- Dagstur til den kælvende gletsjer Eqi
Sejlturen tager jer 80 km nord for Ilulissat til den smukke gletsjer Eqi Sermia. I selskab med en lokal guide sejler I forbi Bredebugt, bygden Oqaatsut og det store fjordsystem Paakitsoq, hvor I kan være heldig at se hvaler og sæler boltre sig. Turen går videre op igennem Ataa Sund, som omkranses af høje, stejle fjelde med fugleliv og vandfald. Fremme ved Eqi ligger skibet i ca. 2 timer i passende afstand foran gletsjeren, så I kan se og ikke mindst høre de enorme brag der opstår, når isfjelde brækker af og vælter ud i vandet. I bliver desuden budt på en lækker grønlandsk frokost, inden I sejler retur til Ilulissat. Dagsturen koster kr. 2.449,- for vokse og 1.249,- for børn (2-11 år).
Udflugter kan afholdes på både dag 2 og 3. Tilkøbes udflugten til Eqi, vil denne blive afholdt dag 3.
Dag 4 - Eventyr med Sarfaq Ittuk
Det er blevet tid til at tage afsked med Ilulissat, men oplevelserne stopper ikke her. I stiger nemlig ombord på passagerfærgen, Sarfaq Ittuk fra rederiet Artic Umiaq Line og sætter kursen mod syd. På skibet indkvarteres I i to nætter i en udvendig kahyt og kan de næste par dage se frem til, at opleve Grønlands fantastiske vestkyst med den imponerende natur, isbjerge og de mange små bygder fra søsiden. På skibet indgår morgenmad, frokost og aftensmad. På dæk 4 og 5 kan I benytte udendørsarealerne, hvorfra I kan beundre kystrækningen og spejde efter havfugle, hvaler og andre af havets dyr. Sidst på aftenen når skibet frem til Aasiaat i den sydlige del af Diskobugten, hvor der er 30 minutters ophold.
Dag 5 - Sisimiut, Kangaamiut og Maniitsoq
Om formiddagen når Sarfaq Ittuk frem til Sisimiue, Grønlands næststørste by. Her er der 90 minutters ophold, så I kan nå en tur rundt i byen. I den gamle kolonis bymidte kan man se to store hvalkæber, som vogter indgangen til bydelen og i kulturhuset, Taseralik er der løbende udstillinger med lokale kunstnere. Sidst på eftermiddagen er der et lille ophold i den charmerende bygd Kangaamiut, som er en af de 60 små bygder, der ligger langs Grønlands 44.00 kilometer lange kystlinje. Kangaamiut består hovedsageligt af en række smukke, farverige træhuse, som nærmest hænger på fjeldsiderene - et imponerende syn. Sidst på aftenen kan I gå i land i Maniitsoq. Maniitsoq betyder “ujævnt sted” på grønlandsk og det navn er ganske rammende, for byen er fuld af trapper, klippehøje og småfjeld. Grundet sin beliggenhed i skærgårdsområdet, som gennemløbes af flere kanaler, er Maniitsoq desuden kendt som ”Grønlands Venedig”. Spadser en tur i byen og indånd den friske luft, inden I kan gå til ro i jeres kahyt.
Dag 6 - Glamping i Camp Kangiusaq
Om morgenen når I frem til Nuuk, som er togtets sidste stop. I bliver I kørt til Kolonihavnen i Nuuk, hvor en båd venter jer. I selskab med kaptajnen og det dansktalende personale, sejler I ud i verdens næststørste fjordsystem. De næste ca. to timer kan I nyde den skønne sejltur forbi dramatiske bjerge, småøer og isbjerge. Undervejs vil der være gode muligheder for at opleve sæler, fugle og sågar pukkelhvaler. Personalet ombord er trænet i at spotte dyrene. Dybt inde i fjorden ligger Camp Kangiusaq, en glampinplads med luksustelte omringet af bjerge og smuk natur. Hvert telt er udstyret med komfortable senge, lys, varmeovn, terrasse med udsigt og toiletter. Opholdet i campen er inkl. frokost, aftensmad og morgenmad samt lån af fiskestænger, kajakker og paddelbord. Der er masse af flotte vandreruter i området, så man kan komme ud i den imponerende grønlandske natur, hvor der er højt til himlen og hvor stilheden er magisk. Camp Kangiusaq er med andre ord det perfekte sted at gå offline og bare nyde nuet og naturen.
Dag 7 - Den arktiske metropol, Nuuk
Efter morgenmaden er det tid til at vende tilbage til civilisationen. Endnu engang kan I nyde en sejltur i Nuuks flotte fjordsystemer og spejde efter dyr, inden I går i land i Kolonihavnen i Nuuk. I bliver transporteret op til jeres hotel og kan nu begynde udforskningen af byen. Et besøg i kulturhuset Katuaq, hvis facade er inspireret af nordlyset og hvor, der er skiftende udstillinger kan anbefales, ligesom Nuuks Nationale Kunstmuseum også er et besøg værd.
I indkvarteres på Hotel HHX Express i Nuuk med mulighed for at opgradere til Nuuks bedste hotel, Hotel Hans Egede.
I løbet af opholdet kan I tilkøbe følgende udflugter:
(Vi anbefaler at tilkøbe udflugterne hjemmefra, da vi ellers ikke kan garantere plads)
- Nuuk byvandring med lokalguide - 2 timer
I selskab med en lokalguide tager I på en 2-timers byrundtur til fods i Nuuk. Guiden vil fortælle om byens historie, som er både unik, barsk og finurlig. I vil også høre mere om Grønland generelt og om de enorme omvæltninger landet står overfor. I kommer også forbi udsigtspunktet ved Hans Egede statuen, hvor gamle farverige huse ligger smukt med Sermitsiaq-bjerget som baggrund samt spadserer på den nyligt anlagte boardwalk langs Nuuks kystlinje. Kr. 349,- pr. person
- Fish ’n’ Dish i Qooqqut - 6 timer
I stævner ud i Nuuk fjorden og sætter kursen mod den forladte bygd Qooqqut, som ligger ca. 50-minutters sejlads fra Nuuk. Undervejs kan I fiske efter torsk og rødfisk. Fremme i Qooqqut ligger der en lille restaurant, som drives af den velkendte kok, Mads Bek og hans kone. Selvom restauranten er en af verdens mest afsidesliggende, så har ægteparret alligevel formået at skabe et skønt sted med et glimrende køkken, hvor man endda gror egne grønsager, kål og krydderurter. Kokken vil tilbedere jeres fangst og samtidig kan I se med, når fisken fileteres.
Selvom fjorden bugner med fisk, så gør vi opmærksom på, at vi ikke giver fangstgaranti. I disse tilfælde har restauranten ekstra fisk, som de kan tilberede. Hvis I ikke er meget for fisk, er det også muligt at vælge noget andet fra menuen. Vi anbefaler dog fisken, da det ikke bliver mere friskt end dette. Vegetarret er også en mulighed. Kr. 1449,- pr. person
Dag 8 - Hjemrejse
Det grønlandske eventyr lakker mod enden. Det er tid til at tage afsked med Nuuk og flyve retur til Danmark.