Dag 1 - Fly København - Nuuk, velkomstmøde og mulighed for udflugt til Indlandsisen
Vi flyver med Air Greenland fra København til Nuuk. Forude venter 4½ times flyvetur og et otte dages eventyr.
Efter det praktiske med check-in og udpakning på værelset på Hotel Hans Egede Express, holder guiden velkomstmøde. Efter mødet er der nu tid til i dit eget tempo at lære Nuuk bedre at kende og få ideer til, hvad dagen i dog og i morgen kan byde på.
Nuuk har kun 19.500 indbyggere, men du oplever en pulserende ”storby”, da det er en regeringsby med mange kultur- og uddannelsesinstitutioner. Nuuk vokser hele tiden, og der er efterhånden ca. 10 kilometer fra ende til ende. Du finder koncerter, teater, museer og udstillinger. Sport er i centrum for mange, så du kan også vandre, stå på ski, sejle, løbe, styrketræne, dyrke yoga og endda svømme.
Byrundtur i Nuuk
Byrundturen inkluderer et besøg på Grønlands Nationalmuseum. Her kan du se fund fra alle tidsperioder og civilisationer i Grønland. Efter ca. 30 minutter på museet forsætter vi rundt i området, der bliver kaldt Kolonihavnen. Det er her de fleste af de originale huse fra det 17. og 18. århundrede stadig står. På vejen passerer vi Hans Egedes hus, skulpturen af Havets Moder og den omdiskuterede statue af Hans Egede ved Grønlands Domkirke. Vi går derefter til ‘Brættet’, det traditionelle marked, hvor lokalt fangede fisk, sæler og rensdyr bliver solgt - helt frisk. Nu går turen videre mod Grønlands regeringsbygninger og herefter mod Grønlands Kulturhus Katuaq, hvor vores tur ender. Du er nu så centralt som du kan være, og her er der fine indkøbsmuligheder. Og mange andre spændende ting, at give sig til.
Har du tilkøbt udflugtspakken, er der også en sejltur på Nuuk Fjord.
Fjordadventure (tilkøb - del af udflugtspakken)
Du kommer hurtigt med ud at opleve Grønland fra søsiden. Det er en vidunderlig sejltur, hvor vi får god tid til at nyde udsigten til nogle af de flotteste fjelde i Nuukfjorden. Vi sejler ud fra Nuuk og ind i det store fjordsystem, der rent faktisk er det næststørste i verden. Bjergene i Nuuk Fjorden er smukke og barske - mange af dem tårner sig op over havet. På vej ind i fjorden, sejler vi forbi selve Nuuk by, og herude fra vandet får du en fornemmelse af, hvor stor Nuuk i virkeligheden er. Det kan også være, at vi kommer forbi nogle smukke isbjerge. I Nuuk-området er de ikke så store som oppe i Diskobugten, men de er stadig smukke og imponerende. Når vi har nydt en kop kaffe eller te, sejler vi videre og, hvem ved, måske er vi heldige at se lidt dyreliv. Herude i fjorden er vi også tættere på Sermitsiaq, det smukke bjerg, der er et af Nuuks mest kendte vartegn.
Om aftenen kan du prøve en af de mange skønne restauranter, Nuuk kan byde på.
Dag 2 - På egen hånd i Nuuk eller Sejltur til Qooqqut
Der er masser af ting at give sig til i Nuuk. Der er mange muligheder for vandreture.
Har du købt udflugtspakken, skal du med ud at fiske.
Qooqqut Nuan’ - Fish’n’Eat (tilkøb - del af udflugtspakken)
Klokken 15:30 afgår vi fra Nuuk på en sejltur til den gode Qooqqut Nuan’ Restaurant. Men dette er ikke noget almindeligt restaurantbesøg. Vi sejler gennem det enorme fjordsystem bag Nuuk, som er det næststørste fjordsystem i verden. I Qooqqut-fjorden stopper vi motoren og pilker vores egen frokost. I dag er der ingen klager over, at fisken ikke er frisk! Qooqqut ligger i en vidunderlig dal i Qooqqut-fjorden. Bjergene, der omgiver dalen, er op til 2.000 meter høje. En af Nuuks mest respekterede kokke opholder sig her om sommeren og serverer de mest fantastiske retter. Til frokost skal vi spise vores egen friskfangede fisk.
Som et særsyn så højt oppe i Grønland er der træer spredt smukt i området bag restauranten. Overvej at tage på en lille vandretur for en god fotomulighed, mens kokken er på arbejde med din fisk. Efter frokosten hopper vi tilbage i båden og vender stævnen mod Nuuk, hvortil vi ankommer omkring kl. 21:00.
Dag 3 - Fly til Ilulissat, informationsmøde og byvandring
På tredjedagen fortsætter du videre til Ilulissat og Isfjorden med fly. At Ilulissat på dansk betyder isbjerge hænger unægteligt sammen med den smukke Isfjord og mængden af isbjerge, der flyder rundt i deres helt eget tempo.
Ankomst og indkvartering
Efter ankomst til Ilulissat er der transfer til Hotel Arctic, der ligger med den skønneste udsigt til Diskobugten. Efter check-in på hotellet afholdes der et informationsmøde, hvor en lokalguide fortæller om byen og de mange udflugtsmuligheder. Herefter er du klædt godt på til et fantastisk ophold i området.
Forslag til udflugter og aktiviteter med guide eller på egen hånd
Der er mange udflugter i området - enten arrangerede eller nogle, du kan tage af sted på på egen hånd. Hvis du godt kan lide at vandre, er der mange fine muligheder. Vi anbefaler, at du tager med på nogle af de guidede sejlture, hvor du ser Diskobugten fra søsiden og oplever de kæmpe isbjerge og de fantastiske omgivelser i Diskobugten.
Arctic Excursions finder du i Ilulissat. Her tilbydes en lang række udflugter, hvor du får et indtryk af byens mix af autentisk kultur, et moderne velfungerende samfund og dets stærke samhørighed med den omkringliggende natur. Du kan altid spørge guiden, hvis du vil vide mere om aktiviteter på egen hånd. Udflugterne kan du booke i hotellets foyer.
Og så er det tid til en byrundtur i Ilulissat.
Kulturhistorisk byrundtur i Ilulissat
På vores kulturhistoriske byvandring går vi et spadestik dybere, end hvis du går alene rundt med et kort i hånden. Her kan du starte dine oplevelser med at få en dybere forståelse af Grønlands kultur og historie, hvilket også giver alle andre oplevelser i Grønland mere perspektiv. Ilulissat blev grundlagt som en handelsstation i 1741 og er i dag Grønlands tredjestørste by med over 4.500 indbyggere. På byvandringen fortæller guiden om stedets historie, om grønlandsk kultur og om det moderne liv 300 kilometer nord for Polarcirklen. Undervejs kommer vi forbi havnen, møder sælgerne på „Brættet“ og passerer Knud Rasmussens fødehjem og den gamle trækirke Zionskirken.
Om aftenen bydes der på en dejlig velkomstmiddag i hotellets restaurant (eksklusive drikkevarer).
Dag 4 - Ilulissat med mulighed for vandretur til Isfjorden og om aftenen sejlads på Isfjorden
Ilulissat betyder ”isbjerge.” Byen ligger smukt ved mundingen af den lange og verdensberømte Ilulissat Isfjord, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Isen i fjorden er helt fantastisk, og du kan opleve den til vands, til lands og fra luften.
Vandretur til bopladsen Sermermiut ved Isfjorden (tilkøb - del af udflugtspakken)
De smukke isbjerge ved Ilulissat Isfjord danner ramme for den tildigere boplads Sermermiut, der ligger halvanden kilometer syd for byen. Igennem 4.000 år boede forskellige inuitkulturer på bopladsen, og i dag kan du endnu se rester, der vidner om deres tilstedeværelse. Du hører historien om grønlændernes liv og skikke før europæernes ankomst, ser ruiner, køkkenmødding og mærker permafrosten med dine egne hænder. På denne korte tur vender vi ved udsigtspunktet ved Kællingekløften, der blev mere eller mindre verdenskendt i forbindelse med TV-serien ”Borgens” fjerde sæson, der fandt sted i Ilulissat.
Det er vores oplevelse, at mange finder tryghed i at have en guide med på tur de første gange, de skal ud at vandre i den grønlandske natur. Desuden får du udpeget de historiske steder, som kan være svære at finde selv, og så er det rigtig hyggeligt at dele oplevelserne de andre, der også er med på turen. I forbindelse med turen til Sermermiut kan du overveje et besøg i Isfjordscentret, som ligger der, hvor gangbroen til Sermermiut starter. Isfjordscentret, en meget smuk bygning, der falder i et med naturen, åbnede sommeren 2021 og er tegnet af Dorthe Mandrup. Her er spændende udstillinger om området ved Isfjorden og Arktis.
Sejlads blandt isfjelde (tilkøb - del af udflugtspakken)
‘Midnatssolens stråler giver isbjergene et unikt farveskær, som folk vender tilbage til Ilulissat for at opleve igen og igen. Næsten alle besøgende i Ilulissat vælger at prøve denne sejltur mellem isbjerge mindst én gang. Hvert døgn strømmer der mere end 40 millioner tons is fra Ilulissat Isbræ ud i Isfjorden. Resultatet er enorme isbjerge, der kan blive flere hundrede meter på hver led og strækker sig op til 100 meter op over havets overflade. Ved Isfjordens munding strander disse kæmper, og her har vi mulighed for at sejle iblandt dem. Husk det varme tøj til turen eller lej et sæt sælskindstøj, for selv om sommeren er der koldt herude på vandet mellem isbjergene. Denne tur foregår om aftenen.
Dag 5 - Ilulissat og en dag med mulighed for hvalsafari eller kajaktur blandt isbjerge
I dag er der mulighed for flere oplevelser til vands.
Hvalsafari (tilkøb - del af udflugtspakken)
Det er en overraskelse for de fleste, hvor stort det er at komme helt tæt på så kæmpe dyr som hvaler. Når først du oplever det, giver det et sus i maven, og det er en oplevelse, du sent glemmer. I de grønlandske farvande kan du møde omkring 15 hvalarter. I sommerhalvåret er det som regel pukkelhvalen, finhvalen og vågehvalen, vi ser. Hvalerne svømmer rundt i Diskobugten sommeren igennem, sommetider endda tæt på byen, og andre gange i Isfjorden eller nordpå ved Arveprinsens Ejland.Til denne udflugt anvender vi den hurtige Targa-bådtype, så vi kan komme længere omkring. Vi er også i god kontakt med fiskerne, så vi ved, hvor vi finder hvalerne.
I dag kan du også prøve at komme ud at ro i kajak i kajakkens hjemland, hvis det skulle friste.
Kayak Experience i Ilulissat (ekstra tilkøb)
Inuit har brugt kajakken i de grønlandske farvande i over tusind år, og det kan du også prøve nu. Kajakken glider lydløst henover vandets overflade, og du ser de enorme isbjerge rejse sig i baggrunden. Solen giver isen et helt unikt farvespil. I overskyet vejr træder isbjergenes smukke blå farver frem, og andre gange er de hvide eller gyldne, alt efter, hvor solen står på himlen. Med lidt held kan vi møde hvaler. Turene foregår i stabile dobbeltkajakker, du er klædt i det rette tøj, og der er en følgebåd med. Udflugten varer i alt 3½-4 timer, og du er mindst på vandet i to timer.
Dag 6 - Ilulissat på egen hånd eller mulighed for sejltur til Eqi Gletsjer
Hvis ikke du har købt udflugtspakken, hvor udflugten i dag er en sejltur til Eqi Gletsjer, er der stadig masser af muligheder for enestående oplevelser ved Ilulissat. Nogle af vores gæster synes, at de her på sjettededagen har oplevet nok og nyder at slappe af med udsigten og roen. Andre har lyst til at prøve mere, og her er der gode muligheder for at finde ekstra udflugter via Arctic Excursions, der sælger autentiske udflugter fra mange af Grønlands mindre aktører. Du kan booke turene på forhånd eller direkte i lobbyen på Hotel Arctic.
Sejlads til Eqi Gletsjer (tilkøb - del af udflugtspakke)
Turen til den kælvende bræ Eqi er skøn. Bræen løber ud i fjorden 80 kilometer nord for Ilulissat, og det er med båd muligt at komme ret tæt på kanten af bræen og alligevel på behørig afstand opleve den kælve store stykker af is. Vores issikre skib ligger ca. to timer foran bræen og venter på kælvinger. Der serveres også en god frokost.
Sejlturens længde til og fra Eqi Gletsjer kan variere fra to til fem timer per vej, afhængig af hvilken bådtype, der anvendes på dagen. Opholdet ved Eqi Gletsjer varer ca. to timer. Klokken 14.00 lægger skibet til ved Port Victor, der er “havnen” ved Glacier Lodge Eqi for at sætte nogle passagerer af og tage andre med. Derefter går turen tilbage til Ilulissat.
Dag 7 - Ilulissat på egen hånd eller frokost i Oqaatsut
Dagen i dag er på egen hånd. Om du vil udforske spændende Ilulissat til fods, læne dig tilbage med en varm kop kaffe og nyde roen på hotellet eller tage på en ekstra udflugt gennem Arctic Excursions er helt op til dig. Mulighederne er mange! En spændende tur kunne for eksempel være denne, som du kan booke sammen med denne pakkerejse.
Sejltur med frokost på Restaurant H8 i bygden Oqaatsut (ekstra tilkøb)
Du kan tage med på en dagstur til den rolige og uforstyrrede bygde Oqaatsut, der ligger i smukke omgivelser 20 kilometer nord for Ilulissat. For at komme dertil, sejler vi fra Ilulissat på en 30-minutters sejltur blandt de store isbjerge fra Ilulissat Isfjord, som også driver rundt nord for byen, selvom Isfjorden ligger syd for Ilulissat. Når vi ankommer til Oqaatsut tager guiden dig med på opdagelse i bygden, hvor vi blandt andet ser bygdens kirke, skole og den lille fiskefabrik. Du hører om livet i en lille bygd, om det lille samfund og Oqaatsuts historie som en tidligere, hollandsk hvalfangerbygd (heraf bygdens andet navn, Rodebay). Bygderundturen får sin ende ved Restaurant H8 Explorer, hvor vi serverer frokost lavet på lokale råvarer. Efter frokost er der rig mulighed for at vandre i området. Hvis du derimod ønsker at sidde og nyde stilheden i de magiske, uforglemmelige omgivelser, er der også gode muligheder for det, før båden vender tilbage til Ilulissat.
Dag 8 - Fly Ilulissat via Nuuk til København
Med udsigt over Isfjorden og det sidste syn af isbjerge går rejsen atter hjemad efter mange oplevelsesrige og intense dage. Air Greenland bringer dig fra Ilulissat via Nuuk til København med ankomst om aftenen. Vi garanterer, at du vil rejse hjem med bagagen fyldt med minder, som vil blive hos dig længere end andre ferieminder. Det er i hvert fald, hvad vores rejsende fortæller os.