På et bjergplateau i 930 meters højde midt i Gudbrandsdalen finder du den fantastiske vinterdestination Gålå. Her midt i Peer Gynts Rige kommer sneen tidligt, og kombineret med masser af solrige dage er der tale om en destination med perfekte forhold for en god skiferie.
Terrænet er særlig velegnet for dem, der ynder at spænde langrendsskiene og glide en dejlig tur i snelandskabet. Gålå ligger lige ved trægrænsen, og det giver mulighed for både at løbe flotte ture i skovene og mere udfordrende ture oppe på højfjeldet. Gålå er en del af de to løjpenet Wadahl og Peer Gynt, og det giver dig mulighed for at udforske hele 630 km løjper.
I Gålå finder du også et alpincenter, der er velegnet til børnefamilier med mange familievenlige pister og børnebakker. I alt er der 15 nedfarter fordelt på de to fjeldsider Blåbærfjell og Valsfjell. På førstnævnte findes de fleste pister, og her er der generelt tale om familievenlige nedfarter. Valsfjell byder på muligheden for at udfordre sig selv på en sort pist, når man har fundet sig til rette på alpinskiene.
Hvis du leder efter alternative sneaktiviteter til skiløb, byder Gålå på en lang række sjove muligheder. Du kan fx komme på hundeslædekørsel, snowrafting og kaneture, eller du kan prøve kræfter med en sjov kælkebane, som passer til folk i alle aldre.
5 gode grunde til at tage til Gålå
- Fantastiske langrendsmuligheder i det 630 km store løjpenet, som både byder på ture på højfjeldet og i skovene.
- Familievenligt alpincenter, hvor børnene har gode vilkår for at lære at løbe på ski og samtidig har mulighed for at udfordre sig selv mere i takt med, at de bliver mere sikre på benene.
- Stor snesikkerhed allerede fra tidligt på sæsonen.
- Mange alternative aktiviteter, hvis der er brug for en pause fra skiløb.
- Ophold på hyggeligt højfjeldshotel, der ligger lige ud til pisterne, og hvor du får vinterpension (morgenmad, selvsmurt frokostmadpakke & aftensmad) med i prisen.