Dagsprogram - August

Loading...

Dag 1: Afrejse fra Danmark til Rom
Vi flyver fra København til Rom, hvor vi stiger på bussen og begynder vores rejse gennem regionen Lazio og nordpå ind i det smukke Umbrien – også kaldet Italiens grønne hjerte.  

Herefter går turen til Montone, hvor vi vil blive indlogeret på Borgo di Faldo.

 

Dag 2: Vandring og introduktion til det italienske sprog
I dag tager vi på byvandring i en af Italiens 100 smukkeste byer, Montone. For de, der har lyst til en ekstra gåtur i den fantastiske natur omkring byen, vil dette også være muligt. Montone er med sine godt 1600 indbyggere på listen over Italiens 100 smukkeste byer, og det med rette. Overalt hvor man færdes indenfor de gamle bymure, der for århundreder siden blev bygget for at beskytte byens borgere, er huse, veje og kirker nænsomt restaureret med stor respekt for fortiden. Byen hører til under Perugia-provinsen i Umbrien. Montone menes at stamme fra det 10. århundrede, og har gennem tiden været underlagt både små og store tyraner - som så mange af Italiens byer i øvrigt har været det. Den lille landsby er ikke specielt kendt blandt turister, men byen er en sand perle med sine brostensbelagte gader og balkoner draperet med farverige blomster, der snoer sig i takt med de bugtede gader, der synes at gå mere op end ned.

Herefter er der tilbud om fællesfrokost i Montone på en af byens forrygende restauranter.

Hjemme på hotellet igen vil eftermiddagen gå med lidt italiensk undervisning, hvor vi skal lære de mest almindelige gloser.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 3: Udflugt til Spoletto
I dag går turen til Spoletto, der før i tiden var af de vigtigste romerske kolonier i Umbrien. Og romerne står da også bag mange af byens store bygninger. Vi skal op og se Rocca Albornoziana, en stor fæstning med hele 6 tårne, der ligger på byens højeste punkt. Det højeste tårn er 35 meter, og fæstningen fungerede som fængsel fra 1817 til 1982 – det var her i dette højsikkerhedsfængsel, man placerede ekstremt farlige kriminelle som den venstreorienterede terrorgruppe De Røde Brigader og tyrken Mehmet Ali Agca, som i 1981 forsøgte at myrde pave Johannes Paul 2. I nærheden af Rocca Albornoziana finder man Teatro Romano, resterne af et gammelt romersk amfiteater, der stadig bruges den dag i dag.  Lige neden for borgen ses Spoletos mest kendte seværdighed: En 230 meter lange, gotiske bro, Ponte delle Torri, der er bygget oven på en romersk akvædukt fra omkring år 200. Vi skal naturligvis også se byens katedral, Santa Maria Assunta, der stammer helt tilbage fra det 12. århundrede. Katedralen har en smuk facade med otte specielle rosetvinduer samt en fantastisk mosaik af Jesus, Jomfru Maria og Johannes.

Frokost på egen hånd i Spoletto, inden vi sætter kurs mod Cascata delle marmore, der med et samlet fald på 165 meter er et af de højeste vandfald i Europa.

Cascata delle marmore er faktisk menneskeskabt af romerne under konsul M. Curio Dentato. Man ønskede at afvande marskområdet for bedre at kunne dyrke jorden. Det klarede man i det 3. århundrede f. Kr. ved at hugge en kanal gennem klipperne fra floden Velino til dalfloden Nera. Dermed var vandfaldet skabt. Når mørket sænker sig, flokkes forelskede i dag på Kærlighedens Balkon lige under vandfaldet og kysser akkompagneret af de brølende, oplyste vandmasser i et af de mest romantiske panoramaer, man kan forestille sig.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

  

Dag 4: Fridag  
Vi starter dagen i dag med det første af turens foredrag, der vil brede det umbriske køkken ud i al sin pragt. Samtidig ser vi nærmere på fascismens indflydelse på den italienske madkultur – for også her har Mussolini sat sine tydelige spor!

Efter foredraget er dagen fri til udforskning og oplevelser på egen hånd. Brug dagen til afslapning, aktiviteter på hotellet, opdagelser i naturen eller udforskning i den nærliggende by Umbertide.  

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo og andet foredrag om Italien og italiensk levevis er på programmet.

 

Dag 5: Lokale producenter
I dag skal vi besøge Moreno Illicini i Valfabricca. Moreno dyrker frugt og grøntsager – men ikke en hvilken som helst slags. For i Morenos store gartneri finder man næsten udelukkende gamle sorter – lige fra blå tomater til hvideolien og orange aubergine!

På vejen hjem kører vi forbi den lokale vinproducent Blasi, hvor vi skal høre om produktionen og smage på nogle af vingårdens skønne vine.                       

Før aftensmaden vil Lene berige os med det andet af foredragene i foredragsrækken om italienerne og deres levevis, ”Fra vugge til grav”.

Om aftenen får vi besøg af Alberto Bracchini, der er 3. generation i en stolt tradition af pølsemagere. Med sig har Alberto et udvalg af sine fantastiske italienske pølser. 

 

Dag 6: Fridag eller mulighed for ekstraudflugt
Hvis du tager med på denne ekstraudflugt, kører du med på en heldagstur til området omkring Grotte di Frasassi. Vi starter turen med en lille gåtur op til en stor hule i klippevæggen, hvor vi finder Eromo di Santa Maria Infra Saxa. Et ubeskriveligt byggeri på et forunderligt og meget smukt sted.

Herefter går turen til selve Grotte di Frasassi, et gigantisk underjordisk grottesystem, der først blev opdaget i 1971. Her venter der os en eventyrlig verden af farver, lyde og ly – kort sagt et magisk sted. Vi får en guidet tur i en del af de 35 km af grotten, der ligger midt inde i bjerget.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 7: Bytur i Perugia
I dag kører vi til Perugia, der er hovedbyen i Umbrien. I byen findes der stadig rester af bymure, som blev bygget for mere end 2.200 år siden.  Perugia er med sine næsten 170.000 indbyggere den største by i Umbrien. Den gamle by har ca. 9 kilometer byport rundt om det historiske centrum, og har siden 1973 været hjemsted for Umbria Jazz festival, der er den største af sin art i hele Italien. Perugia er en af Italiens ældste byer og ifølge legenden grundlagt af Noah. Men det ville nok have været svært for ham at nå helt fra Araratbjerget i Lilleasien, hvor han strandede med sin ark. I virkeligheden er Perugia grundlagt af etruskerne og sikkert lige så gammel som Rom. I 295 f. kr. blev Perugia romersk, og derfor er der overalt romerske bygningsværker oven på de etruskiske. Men i de sidste 400 år er der ikke meget, der har ændret sig. Gaderne er så smalle og stejle, at selv bilens 1. gear knap kan klare dem og med så mange ensretninger, at man kører i ring. Universitet i Perugia, der blev grundlagt i 1308 er et af Europas ældste, og med godt 40.000 studerende fra hele verden, omkring en fjerdedel af byens befolkning, sætter studentermiljøet sit meget tydelige præg på byen i form af en ung og international atmosfære. Perugia er med sin unikke beliggenhed på et højdedrag midt i den smukke, umbriske dal en af Italiens allerbedst bevarede og mest stemningsfulde middelalderbyer, som med sin rolige livsrytme og klassiske, italienske charme byder den besøgende på en overflod af skønhed, historie, kunst, arkitektur, vin og gastronomi. Vi bruger dagen på at udforske byen på kryds og tværs. Frokosten indtages på egen hånd.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 8: Santa Spina
I dag kører vi til Montone, hvor hele byen er klædt op til fest og farver. Det er nemlig i dag, at den største festival i byen, Santa Spina starter! Vi er med hele dagen og oplever de første traditionelle kampe mellem bydelene, parader, optræden, lokale taverna’er og meget andet.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.  

 

Dag 9: Fri eller mulighed for ekstraudflugt
Ekstraudflugten går til Lago di Trasimeno, Italiens Italiens fjerdestørste sø, der er omkranset af sølvgrønne olivenlunde. Søen er cirka 45 kilometer i omkreds, og opnår alligevel på sit dybeste sted blot en dybde på seks meter.

Vi starter ved Castiglione del Lago. Byen ligger på et udsigtssted ved Trasimenos vestlige bred. Engang var dette eftersigende en lille isoleret ø, men er i dag en halvø. Selvom byen ikke er særlig kendt, er den langt mere hyggelig og stemningsfuld end mange andre byer ved søen. Byens oprindelse går tilbage til det 6. århundrede f.Kr., og den fremstår i dag som en flot middelalderby, med et intakt og seværdigt centrum. Den er ikke særlig stor, men har alligevel en hyggelig gågade med indkøbsmuligheder og flere restauranter.

Efter at have set byen er der mulighed for at sejle ud til en af søens tre øer, Polvese, hvor man skal vandre øen rundt og nyde den smukke natur, de imponerende ruiner og ditto udsigt.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 10: Fridag og afslapning
I dag er der mulighed for udforskning og oplevelser på egen hånd. Brug dagen til afslapning, aktiviteter på hotellet, opdagelser i naturen eller udforskning i byen. For de, der måtte ønske at opleve endnu en fantastisk dag med Montones Santa Spina festival, vil det være muligt at bestille taxa til og fra byen..

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

  

Dag 11: Assisi
Udflugt med turistbus til Assisi, der efter Vatikanet og Peterskirken i Rom er en af de mest søgte rejsemål blandt pilgrimme verden over! Byen er især kendt for den hellige Frans af Assisi – en rig klædehandlers søn, der finder Gud og skaber en ny munkeorden: Franzikaner munkene/ gråbrødrene, der nu er en verdensomspændende orden. I Assisi vil vi møde den danske munk Theodor, der vil vise os rundt i San Francesko-basilikaen og undervejs vil fortælle om byens religiøse historie. Herefter vil der være tid til at gå lidt på opdagelse og spise frokost på egen hånd.

Før aftensmaden vil Lene berige os med det tredje af foredragene i foredragsrækken om italienerne og deres levevis,

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 12: Pasta, pasta, pasta
Er der noget, italienerne er stolte af, så er det deres pasta! I dag går vi i køkkenet med italienske Daniela, der skal lære os, hvordan vi laver pasta fra bunden!

Eftermiddagen er til udforskning på egen hånd.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 13: Udflugt til Citta di Castello
I dag kører vi med turistbus til Citta di Castello, der er en by præget af renæssance arkitektur. Byen, der formentligt har rødder tilbage til etruskertiden, blev første gang ødelagt af ostrogoterne under kong Totila. Efter genopbygningen var den først kendt som Castrum Felicitatis, hvilket senere blev til Civitas Castelli, som ligger tæt op ad det nuværende navn. Byen var gennem århundreder et vigtigt knudepunkt for kunst og rigtigt mange kunstnere har været bosat her: Raphael, Luca Signorelli, Giorgio Vasari og Rosso Fiorentino, for blot at nævne nogle af de mest kendte. I dag har Città di Castello stadig et levende kulturliv, og byder på mange gode kunstoplevelser og museer.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

 Dag 14: Fridag og afslapning
I dag er der mulighed for udforskning og oplevelser på egen hånd. Brug dagen til afslapning, aktiviteter på hotellet, opdagelser i naturen eller udforskning i byen. Frokost er i dag igen på egen hånd, så prøv en af de restauranter i byen, som du endnu har til gode. Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 15: Hjemrejse
I dag går turen til lufthavnen i Rom, og med kufferten fuld af gode minder og oplevelser går turen tilbage til Danmark.