Dagsprogram - Juni

Dag 1: Afrejse fra Danmark til Rom
Vi flyver fra København til Rom, hvor vi stiger på bussen og begynder vores rejse gennem regionen Lazio og nordpå ind i det smukke Umbrien – også kaldet Italiens grønne hjerte. Herefter går turen til Montone, hvor vi vil blive indlogeret på Borgo di Faldo.

Om aftenen serveres middag på vores agriturismo.

 

Dag 2: Vandring og introduktion til det italienske sprog
I dag tager vi på byvandring i en af Italiens 100 smukkeste byer, Montone. For de, der har lyst til en ekstra gåtur i den fantastiske natur omkring byen, vil dette også være muligt. Montone er med sine godt 1600 indbyggere på listen over Italiens 100 smukkeste byer, og det med rette. Overalt hvor man færdes indenfor de gamle bymure, der for århundreder siden blev bygget for at beskytte byens borgere, er huse, veje og kirker nænsomt restaureret med stor respekt for fortiden. Byen hører til under Perugia-provinsen i Umbrien. Montone menes at stamme fra det 10. århundrede, og har gennem tiden været underlagt både små og store tyraner - som så mange af Italiens byer i øvrigt har været det. Den lille landsby er ikke specielt kendt blandt turister, men byen er en sand perle med sine brostensbelagte gader og balkoner draperet med farverige blomster, der snoer sig i takt med de bugtede gader, der synes at gå mere op end ned.

Herefter er der tilbud om fællesfrokost i Montone på en af byens forrygende restauranter.

Hjemme på hotellet igen vil eftermiddagen gå med lidt italiensk undervisning, hvor vi skal lære de mest almindelige gloser.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 3 – Bytur til Perugia
I dag kører vi til Perugia - hovedbyen i Umbrien. Perugia var en af de vigtigste byer i det gamle Etrurien. Den nævnes første gang i forbindelse med krigene mellem Etrurien og Rom i 310 og 309 f.kr. Og i byen findes der stadig rester af bymure, som blev bygget for mere end 2.200 år siden. Perugia har i over tusinde år været et kulturelt centrum for ikke bare Italien men for Europa. I Perugia findes også flere universiteter med studieretninger lige fra kunst og arkitektur, videnskab og botanik, musik og medie/journalistik til gastronomi. I 1500-tallet beordrede pave Paolo III beboerne i Perugia til at bygge et stort forsvarsværk oven på de allerede eksisterede huse og gader. De velbevarede ruiner, som man kan opleve på vej op til byens centrum giver en livagtig oplevelse af, hvordan livet har udspillet sig i en travl handelsgade på kejser Augustus' tid. Kontrasten mellem fortiden og nutiden er til at tage at føle på, når man bliver transporteret ad en moderne rulletrappe igennem ruinerne af mange hundrede års historie, men det storslåede fortidige scenario er ikke nok til at få fortravlede, lokale italienere, der skal nå en espresso, inden de møder på arbejde, til at stoppe op. I Perugia finder man også ikke mindre end otte parker. Vi tager et nærmere kig på den botaniske have, der har ikke færre end 2300 plantearter og 4000 buske og træarter. I centrum af byen ser vi selvfølgelig også nærmere på det store Piazza IV Novembre (tidl. Piazza Grande), med omkringliggende historiske bygninger, herunder et stort springvand, Fontana Maggiore, fra 1278 samt Palazzo dei Priori, der blev bygget i de efterfølgende 200 år. Som i enhver anden italiensk by med respekt for sig selv, rummer Perugia et væld af kirker, men særligt katedralen San Lorenzo fortjener at blive fremhævet på grund af dens mange interessante fresker og malerier – og den besøger vi naturligvis også undervejs. Frokosten i dag indtages for egen regning.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 4: Folignio og Umbriens lille Venedig
I dag kører vi med turistbussen til Rasiglia, en usædvanlig charmerende middelalderby der ofte bliver kaldet Umbriens lille Venedig. Rasiglia kan dateres tilbage til det 12. århundrede – og byen adskiller sig fra andre skønne umbriske byer idet at vand gennem århundreder har haft enorm betydning. Ved at udnytte tilstedeværelsen af vand startede man allerede i det 12. århundrede aktiviteter forbundet med tekstilindustrien med både vævning og fremstilling og farvning af uld, som sikrede byens overlevelse gennem århundreder.

Efter en gåtur rundt i de smukke gader med utallige små gadekær, vandløb, vandfald og vandmøller kører vi til Foligno, hvor vi begynder med en spadseretur rundt i byen, inden vi spiser frokost (for egen regning). Foligno er en hyggelig, historisk by ligger midt i dalen, Valle Umbra, ved Topino-floden og den gamle romerske hovedvej Via Flaminia, som forbinder Rom med østkysten af Italien. Byens navn stammer fra den romerske gudinde Fulginia. Men det er den kristne helgen Sankt Feliciano, der lægger navn til byens domkirke, som vi selvfølgelig kommer forbi på byrundturen. Foligno er en af de meget få Umbriske byer, der ikke er beliggende på toppen af en bakke eller et bjerg. Det stiger op ved floden Topino, hvor floden bryder ud i dalen i et område, hvor der blev udført omfattende dræning af de store sumpområder først under romertiden, derefter i det 15. og 16. århundrede og endelig i det 19. århundrede. Foligno er endnu en ukendt perle i det grønne Umbrien. Byen blev grundlagt i 800 f.kr. af de oprindelige Umbrere.  Byen har af flere omgange været omgange en vigtig by i Umbrien, både af militære og transportmæssige årsager. Byens lange historie giver rig mulighed for at opleve de forskellige perioder i den umbrienske historie. Byens historiske centrum består fortrinsvis af bygninger fra forskellige perioder (i sær fra 1100 tallet frem til 1700 tallet). Det giver rig mulighed for at få et indblik i de forskellige perioders byggestil. Byens historie bevidner også om Umbriens rolle som militært område helt op til 1800 tallet i Umbrien, pga af dens beliggehed mellem Rom østkyst og det nordlige Italien – og vi besøger blandt andet museet i Palazzo Trinci, der ligger ved siden af domkirken.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 5: Markedsdag og lokale producenter
I dag skal vi dykke ned i den italienske madkultur og vi starter et af de vigtigste steder; nemlig det lokale fødevaremarked! Varerne her overgår alt, du førhen har set. For det er her, italienerne køber ind – og når vi taler om mad i Italien, går man ikke på kompromis med hverken pris eller kvalitet! Vi besøger et lokalt marked, der hvor tomaterne kommer direkte fra producenten på Sicilien. Hvor auberginen er høstet selv samme morgen – sammen med løgene og peberfrugterne, der ligger i store grøn/gule og røde bunker. Hvor figenfrugterne ligger søde og saftige og blot venter på at blive brækket forsigtigt midt over af små ivrige børnefingre, der ikke kan vente med at komme ind til det rødgrønne frugtkød. For det er her, vi finder sjælen i det italienske køkken! Frokosten kan man købe på markedet, hvor der altid er væld af lækre specialiteter af vælge imellem.

Herefter besøger vi den lokale osteproducent, Antonello Monni, der er 3. generation i en familiedrevet virksomhed, der gennem årtier har produceret fantastiske fåreoste. Antonello elsker at eksperimentere og være kreativ, men samtidig værner han om de gamle ostemager-traditioner. Vi får en rundvisning og skal selvfølgelig smage nogle af de fantastiske oste, som familien producerer.

Sidst på eftermiddagen tager vi på besøg hos Poggio Maiolo, en lokal vinproducent, der laver vine på druerne fra Chardonnay, Syrah og Pinot Nero. (2,5 km gåtur) Vi skal høre om produktionen og selvfølgelig smage på udvalgte vine.

Om aftenen får vi besøg af Alberto Bracchini, der er 2. generation i en stolt tradition af pølsemagere. Med sig har Alberto et udvalg af sine fantastiske charcuterie og en hjemmegrillet porchetta (helstegt pattegris), som vi selvfølgelig skal spise til aftensmad.

 

Dag 6: Den italienske madkultur og madlavning
Vi starter dagen i dag med det første foredrag, der vil brede det umbriske køkken ud i al sin pragt. Samtidig ser vi nærmere på fascismens indflydelse på den italienske madkultur – for også her har Mussolini sat sine tydelige spor!

Efter foredraget går vi i køkkenet med en ægte italiensk mamma, der vil lære os at lave sin favorit ret fra det umbriske køkken.

Eftermiddagen er fri til udforskning på egen hånd.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

  

Dag 7: Fridag
I dag er der mulighed for udforskning og oplevelser på egen hånd. Brug dagen til afslapning, tag en tur i poolen, gå en tur i naturen,  eller til den nærliggende by Umbertide, der ligger blot 2 km fra vores agriturismo.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 8: Trøffeljagt, vinsmagning og La Scarzuola
I dag besøger vi Castello di Montegiove - hos dansk/italienske Lorenzo, der siden 2002 har drevet familiens vinslot. Castello di Montegiove er normalt ikke offentligt tilgængeligt, men vi har fået lov til at komme på besøg og få en rundvisning – som Lorenzo selv vil stå for! Inden turen rundt på slottet starter vi dog i en lidt anden boldgade, nemlig med en trøffeljagt på slottets jorde. Trøflen har også en vigtig rolle i det umbriske køkken – og det både den sorte og den hvide, der begge er at finde i de umbriske skove – hvis man altså ved, hvor man skal lede.

Efter trøffeljagten skal vi se det smukke Castello di Montegiove - og så skal vi selvfølgelig smage de vine, der produceres på stedet.

Tilbud om fællesfrokost på Castello di Montegiove, pris euro 25.

Herefter kører vi til La Scarzuola, et gammelt kloster, der i 1956 blev købt og restaureret af den milanesiske arkitekt Tomaso Buzzi, en kulturmand og en førende figur i det italienske tyvende århundrede. Omkring klostret byggede Tomaso Buzzi sin forestilling af en ideel by med hele syv teatre, og en surrealistisk arkitektur, der omfatter strukturer og detaljer fra klassisk til middelalderlig og endda renæssancearkitektur, som alle er bundet sammen af overordnede elementer som trapper, der fører i flere retninger, generel ubalance og disproportion og monstrøse og fantastiske designelementer.

Før aftensmaden vil vi få det andet af foredragene i foredragsrækken ”Fra vugge til grav”.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 9: Gubbio 
I dag kører vi med turistbus til Gubbio, der er en af de mest intakte middelalderlige byer, som overhovedet kan besøges i Italien. Dens historie er rig på religiøse begivenheder og personligheder, der gør den til en af de mest besøgte byer af de katolske pilgrimme. Byen som ligger majestætisk knejsende på Monte Iginos bjergskråninger, er en af Umbriens ældste byer - og måske også en af de mest kendte i regionen. Gubbio er en middelalderby præget af mørkegrå sten, snævre gader og gotisk arkitektur. En stor del af husene i Gubbio er fra det 14. og 15. århundrede og var oprindelige boliger for velhavende købmænd. Husene har ofte en ekstra dør mod gaden og ganske tæt på hoveddøren. Denne ekstradør er smallere og noget over gadeniveau. En sådan dør kaldes en porta dei morti, fordi det blev sagt, at den kun blev anvendt til at fjerne døde fra huset. Det er efter al sandsynlighed imidlertid næppe sandt, men historien lever sejlivet videre – mest af alt fordi der ikke er enighed om en alternativ forklaring på disse ekstra døre. 

Vi starter turen over byen, hvor vi går til Gola del Bottaccione. Undervejs går vi på en gammel viadukt, der i middelalderen forsynede Gubbio med frisk vand. Vi vil se fantastiske lag af sedimentære bjergarter, der blandt andet ifølge flere internationale forskere har været med til at bevise, at det var en meteorit, der forårsagede dinosaurernes forsvinden.  (ca. 10 km’s vandring) Frokosten indtages i Gubbio for egen regning.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 10: Assisi
Udflugt med turistbus til Assisi, der efter Vatikanet og Peterskirken i Rom er en af de mest søgte rejsemål blandt pilgrimme verden over! Byen er smukt placeret midt på en bjergside og udsigten ud over Umbriens landskab er storslået. Assisi fremstår ualmindelig velholdt - grænsende til det overpolerede - og det skyldes, at byen i betydning for katolikker kun overgås af Rom. Den er derfor et yndet pilgrimsmål for troende fra hele verden, hvilket gør, at byen også er ualmindelig overrendt. Byen er især kendt for den hellige Frans af Assisi, en rig klædehandlers søn, der finder Gud og skaber en ny munkeorden Franzikaner munkene/ gråbrødrene, der nu er en verdensomspændende orden. Byen, der ligger placeret på en høj bakketop, er en fantastisk oplevelse at besøge. Som gæst i byen bliver man muligvis en smule udfordret, da byen i høj grad har gader og stræder, der alle synes at gå opad (hvad de naturligvis ikke gør), men den er bestemt et besøg værd!

I Assisi vil vi møde den danske munk Theodor, der vil vise os rundt i San Francesko-basilikaen og undervejs vil fortælle om byens religiøse historie – herefter vil der være tid til at gå lidt på opdagelse og spise frokost på egen hånd.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

  

Dag 11: Fridag/Mulighed for ekstraudflugt til Lago di trasimeno
For de, der har lyst, er der i dag mulighed for at komme med på udflugt med turistbus til Lago di Trasimeno, hvor den karthaginiensiske feltherre Hannibal i 217 f.Kr. under 2. Puniske Krig nedslagtede en større romersk hærenhed, anført af konsul Gajus Flaminius, der døde under slaget. Vores besøg i San Feliciano begynder med en tur i det lille historiske centrum, og fortsætter med en afslappet tur langs bredden af Trasimeno. Herefter sejler vi ud på Polvese, en af søen tre øer. Her vil vi spise frokost og vandre rundt på øen, der er den største ø i Trasimenosøen, hvor der både findes et stort slot, et kloster og en stor naturpark.

Prisen for udflugten, hvis du køber den inden afrejse er 300 kr. – men den kan også bestilles og betales på stedet til 45€ pr. pers. (min. 20 gæster.)  Spar penge og bestil hjemmefra.

Om aftenen serveres aftenmenu på vores agriturismo.

 

Dag 12: Den italienske madkultur og madlavning
Den Italienske madkultur er forrygende. Hver region har sit eget menukort og sin helt egen særegne måde at lave de udenfor Italien så kendte retter på.

Igen i dag går vi i køkkenet med en ægte italiensk mamma, der vil lære os at lave ægte italiensk pasta fra bunden, som vi naturligvis spiser til frokost

Eftermiddagen er fri til udforskning på egen hånd.

Om aftenen serveres 4 retters middag på vores agriturismo.

 

Dag 13: Vandretur
I dag tager vi på vandring i en af Umbriens smukkeste dale, Carpina Valle – et 190 km² stort naturområdet mellem Tiber-floden og højderyggen af Umbrien-Marche Appenninerne. På turen følger vi Via del Carpina-stien, der fører os gennem et varieret landskab med små vandfald, forskelligartede skove, klippeterræn – op og ned af bjergene i en stemningsfuld og dyrerig natur. Vi vil undervejs måske være heldige at se spor efter både vildsvin og ulve, der lever i området. På vejen kommer vi forbi den imponerende Rocca d’aries – der dateres tilbage til år tusind – og som var en af i alt seks fæstninger i området, der beskyttede datidens befolkning mod udefrakommende fjender.  7-8 km.  Undervejs gør vi stop og spiser frokost i det grønne.

Eftermiddagen er til fri disposition.

Om aftenen serveres 4 retters middag på vores agriturismo.

 

Dag 14: Fridag
I dag er der mulighed for udforskning og oplevelser på egen hånd. Brug dagen til afslapning, tag en tur i poolen, gå en tur i naturen, lej en cykel eller tag på en ridetur i området eller besøg Montone, der med sine ikke færre end fem restauranter, sit museum og sine smukke gader altid er et besøg værd.

Frokost og middag er i dag på egen hånd, og vi kan varmt anbefale alle restauranter i byen!

 

Dag 15: Hjemrejse
I dag går turen til lufthavnen i Rom, og med kufferten fuld af gode minder og oplevelser går turen tilbage til Danmark.