Caminoen – Den store guide til at gå Camino de Santiago

 

Drømmer du om at gå Caminoen? Er du usikker på, hvordan du kommer i gang? Hvilke camino-ruter findes der, og hvor lange er de? Hvordan vælger du den rigtige rute for dig, og hvordan forbereder du dig bedst på at gå Caminoen?

I denne store guide dykker vi ned i alle de spørgsmål, du måtte have om Camino de Santiago. Uanset om du er en erfaren vandrer eller nybegynder, vil vi give dig de nødvendige oplysninger til at planlægge din camino-rejse og gøre din oplevelse så mindeværdig og berigende, som du drømmer om.

Caminoen

Hvad er Caminoen?

Navnet Caminoen betyder faktisk "vej" eller "sti" på spansk og består af et netværk af pilgrimsruter, der alle fører til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Stedet er anerkendt som begravelsesstedet for apostlen Jakob, hvilket gør ruten til en af katolicismens vigtigste pilgrimsruter. Derfor kaldes Caminoen også "Camino de Santiago" eller på dansk "Jakobsvejen".

Caminoen omfatter flere forskellige ruter, herunder den mest populære rute, Camino Francés, samt Camino Portugués og Camino del Norte. Hver rute tilbyder unikke landskaber, der spænder fra bjerge til kystlinjer, samt historiske byer og kulturelle steder. Vandrerne kan opleve alt fra middelalderlige kirker og klostre til moderne byliv.

I 1987 blev Caminoen anerkendt som en del af UNESCOs verdensarvsliste for sin kulturelle og historiske betydning. Hvert år tiltrækker ruten hundrede tusindvis af pilgrimme og vandrere fra hele verden, der søger en kombination af fysisk udfordring og åndelig refleksion. Ruten er omgivet af mysterier og fortællinger og bærer sporene af de mange millioner mennesker, der har betrådt den før dig.

Caminoens historie

Camino de Santiago har en lang og spændende historie. Rødderne til Caminoen kan dateres tilbage til det 9. århundrede, hvor det menes, at resterne af apostlen Sankt Jakob, en af Jesus' 12 disciple, blev fundet i Galicien i det nordvestlige Spanien. Da nyheden nåede den daværende Kong Alfonso II, beordrede han opførelsen af et kapel til at ære apostlen. Dette kapel blev senere grundstenen til den storslåede katedral i Santiago de Compostela. 

Efterhånden som rygtet om det hellige hvilested spredte sig, begyndte den kristne pilgrimsvandring for at vise respekt og søge tilgivelse. I takt med at pilgrimsfærden voksede i popularitet, opstod der flere forskellige ruter til Santiago de Compostela. I dag er Jakob både skytsengel for Spanien og for pilgrimme, og han fejres årligt i Spanien den 25. juli. Desuden lægger han navn til Santiago de Compostela, hvor Santiago betyder "Sankt Jakob".

Symbolet for Caminoen er en muslingeskal eller Jakobsskal, som menes at repræsentere de mange forskellige pilgrimsruter, som alle leder til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela.

Kvinde på Caminoen Camino-musling

Hvor lang er Caminoen?

Længden på Camino de Santiago varierer fra 90 til 820 kilometer, afhængigt af hvilken rute du vælger. Den mest kendte rute er Camino Francés, som er ca. 780 km lang fra ende til anden. 

De mange forskellige pilgrimsruter giver stor fleksibilitet i både længde og sværhedsgrad, hvilket gør det muligt for både erfarne vandrere og nybegyndere at finde en rute, der passer til deres behov. 

Caminoens ruter

Camino-rejser varierer i deres daglige vandredistance fra ca. 13 til 29 kilometer, afhængigt af etapen og rutens udfordringer. Nogle ruter byder på kuperet terræn og kræver en god grundform, mens andre er mere jævne og derfor mere tilgængelige.

Nedenfor kan du se specifik information for hver enkelt camino-rute, så du kan finde den rute, der bedst passer til dine ønsker og fysiske formåen.

Camino Francés

  • Længde: 780 km
  • Startpunkt: Saint-Jean-Pied-de-Port, Frankrig
  • Slutpunkt: Santiago de Compostela, Spanien
  • Varighed: 35-40 dage
  • Sværhedsgrad: 2-3
  • Fordele: God infrastruktur, social oplevelse, rig på natur og kultur
  • Ulemper: Mere travl og kommercialiseret

Camino del Norte

  • Længde: 820 km
  • Startpunkt: Irún, Spanien
  • Slutpunkt: Santiago de Compostela, Spanien
  • Varighed: 37-43 dage
  • Sværhedsgrad: 2-4
  • Fordele: Stilhed og ro, smukke havudsigter
  • Ulemper: Barsk og udfordrende natur, mere ustadigt vejr

Camino Primitivo

  • Længde: 322 km
  • Startpunkt: Oviedo, Spanien
  • Slutpunkt: Santiago de Compostela, Spanien
  • Varighed: 12-18 dage
  • Sværhedsgrad: 2-4
  • Fordele: Mindre trængsel, hurtigere at gennemføre
  • Ulemper: Præget af bakker og bjerge, mere regn, en af de mest udfordrende ruter

Camino Portugués

  • Længde: 620 km fra Lissabon og 230 km fra Porto
  • Startpunkt: Lissabon eller Porto, Portugal
  • Slutpunkt: Santiago de Compostela, Spanien
  • Varighed: 25-30 dage (Lissabon) og 10-14 dage (Porto)
  • Sværhedsgrad: 2-3
  • Fordele: Smuk natur med land- og kystlandskaber, kulturel mangfoldighed (Spanien og Portugal), mindre befolket rute
  • Ulemper: Risiko for pilgrimstrafik, længere stykker med asfaltveje og brosten
  • Andet: Ruten kan både gennemføres som den "centrale" rute inde i landet eller gennem "kystruten", som følger den spanske og portugisiske kyst

Camino Inglés

  • Længde: 116 km
  • Startpunkt A Coruña eller Ferrol, Spanien
  • Slutpunkt: Santiago de Compostela, Spanien
  • Varighed: 5-7 dage
  • Sværhedsgrad: 2-3
  • Fordele: Få mennesker, kortere distance, historiske byer
  • Ulemper: Mindre varieret landskab, mindre infrastruktur

Camino Finisterre

  • Længde: 90 km
  • Startpunkt: Santiago de Compostela
  • Slutpunkt: Fisterra, Spanien
  • Varighed: 4-6 dage
  • Sværhedsgrad: 2-3
  • Fordele: Følelsen af verdens ende, smukke land- og kystlandskaber, kan anvendes som en forlængelse af de andre camino-ruter
  • Ulemper: Ustadigt vejr, mindre infrastruktur
Gruppe på Caminoen Natur i Spanien

Hvorfor gå Caminoen?

Der er mange gode grunde til, hvorfor du skal vælge Camino de Santiago som din næste pilgrimsvandring. Når du begiver dig ud på en vandretur på Caminoen, åbner du op for en unik mulighed for personlig refleksion og selvudvikling gennem de mange etaper, hvor du gradvist bliver løftet væk fra hverdagens stress og ind i en mere enkel tilværelse.

For mange er det at gå på Caminoen både en udfordring og et eventyr, der styrker både krop og sind. Samtidig kan en pilgrimsvandring på Caminoen føre til nye venskaber og fællesskaber blandt de mange mennesker, som ligesom dig begiver sig ud på pilgrimsfærden.

En anden grund til at gå Caminoen er, at du får mulighed for at opdage både historie og kultur. I et roligt tempo kan du fordybe dig i de forskellige landes unikke arv ved at følge i fodsporene af pilgrimsvandring de sidste tusind år. Ikke mindst byder Caminoen og dens pilgrimsvandring på store naturoplevelser, hvor du kan opleve alt fra barske bjergrige områder og frugtplantager til betagende kyststrækninger.

Drømmer du om at gennemføre pilgrimsrejsen til fods? Se alle vores vandreferier på Caminoen her.

Hvilken camino-rute skal jeg vælge?

Valget af den rigtige rute til din næste pilgrimsvandring afhænger af, hvad du ønsker at få ud af din rejse. Her er nogle overvejelser, der kan hjælpe dig med at træffe den bedste beslutning:

  • Tid: Hvor lang tid har du til din vandring? Nogle camino-ruter kan gennemføres på få dage, mens andre kræver flere uger.
  • Distance: Hvor langt ønsker du at vandre? De forskellige ruter varierer i længde, så det er vigtigt at vælge en rute, der passer til din tid og kondition.
  • Sværhedsgrad: Hvor udfordrende skal ruten være? Nogle camino-ruter er lettere og fladere, mens andre kræver en god grundform og kan indebære stejle stigninger.
  • Landskabstype: Foretrækker du kystnære ruter, bjergrige områder eller flade landskaber? Hver rute byder på forskellige scenerier.
  • Vejrforhold: Hvornår på året planlægger du at gå Caminoen? Vejrforholdene kan variere markant afhængigt af ruten og årstiden.
  • På egen hånd eller med dansk rejseleder: Vil du gå alene, eller foretrækker du at rejse med en gruppe og en dansk rejseleder?

De forskellige ruter på Caminoen byder på varierende sværhedsgrader. Hos Ruby Rejser tilbyder vi vandreferier til Caminoen med sværhedsgrad 2-3, hvilket betyder, at ruterne er relativt ukomplicerede, men kan indeholde moderate højdestigninger. Dette gør dem ideelle for de fleste vandrere, som ønsker en god balance mellem udfordring og nydelse.

Læs vores guide til at gå Caminoen på 7 dage.

De mest populære camino-rejser

Måske går du op i rutens popularitet – enten fordi du gerne vil opleve den mest kendte rute, eller fordi du vil undgå for mange mennesker undervejs. Uanset din præference kan du finde en oversigt over de mest populære camino-ruter her:

  1. Camino Francés er den mest populære camino-rute og står for ca. 50% af alle caminovandringer
  2. Camino Portugués er den næstmest populære camino-rute og står for ca. 23 % af de vandrende. 
  3. Camino Inglés står for ca. 6 % af de vandrende
  4. Camino Primitivo står for ca. 5 % af de vandrende
  5. Camino del Norte står for ca. 5% af de de vandrende.

Anbefalinger til valg af Camino:

1. For enestående bjergudsigter: Camino Primitivo

Hvis du drømmer om at opleve storslåede bjerglandskaber, er Camino Primitivo det rette valg, hvor denne rute byder på spektakulære bjergudsigter.

2. For smukke landskaber: Camino del Norte

Camino del Norte er kendt som en af de mest naturskønne pilgrimsvandringer. Her kan du nyde den konstant skiftende udsigt over det Cantabriske Hav og varierende landskaber.

3. For kystlinjer og hav: Camino del Norte eller Camino Portugués (kystruten)

Hvis du er til flotte kystlinjer og havudsigter, er både Camino del Norte og Camino Portugués med kystruten et fremragende valg for dig.

4. For kultur og sydeuropæisk charme: Camino Portugués

Camino Portugués byder på en rig kulturrejse gennem Portugal og Spanien, hvor du kan opleve atlantisk charme, smage på varierende køkkener og dykke ned i en rig kulturarv.

5. For bølgende landskaber og vinmarker: Camino Francés

Camino Francés er perfekt, hvis du elsker storslåede udsigter over bølgende landskaber, tætte skove og frugtbare vinmarker på din pilgrimsvandring. 

6. Kortere tid og distance: Camino Inglés og Camino Finisterre

Har du ikke tid til de længere ruter, men ønsker du stadig en pilgrimsvandring på Caminoen, så er Camino Inglés og Camino Finisterre ideelle valg. De byder på en komprimeret, men berigende oplevelse.

7. For udfordrende eventyr: Camino Primitivo

Hvis du er klar på en udfordrende og eventyrlig pilgrimsvandring, så vil Camino Primitivo teste dine grænser og belønne dig med enestående naturoplevelser.

8. Caminoen for begyndere: Camino Francés

Den bedste camino for begyndere er Camino Francés. Pilgrimsruten er god til begyndere, da den har velmarkerede stier, overkommelige stigninger, rig mulighed for at finde spisesteder og for at møde ligesindede vandrere.

Kirke ved Caminoen Kanal ved Caminoen

Hvornår er det bedste tidspunkt at gå Caminoen?

Det bedste tidspunkt at gå Caminoen er fra maj til september. Vi anbefaler dog ofte at tage på camino-rejser i foråret eller efteråret, hvor vejret typisk er mildt og stabilt – solrigt, men uden de ekstremt høje temperaturer, som kan gøre vandringen anstrengende. Desuden er juli og august de mest populære måneder, hvor ruterne er tættere befolket og temperaturen kan blive udfordrende. Hvis du vil undgå både varmen og store folkemængder, er forår og efterår de bedste perioder at vandre.

Det er også muligt at starte din pilgrimsvandring på Caminoen i vintermånederne. Vinteren er kendetegnet af mere ro, stille veje og en oplevelse tættere på den originale pilgrimsvandring, hvor du kan få følelsen af at være helt alene på Caminoen. Der vil dog i perioden 24. december til 7. januar være lukket for indkvartering mange steder på grund af religiøse højtider. Vælger du at gå Caminoen om vinteren, kan det, alt efter valg af rute, være nødvendigt at medbringe varmt tøj og ekstra udstyr for at sikre en behagelig tur. 

Hvad koster det at gå Caminoen?

Prisen for at gå Camino de Santiago koster i gennnemsnit 250 kr. pr. dag, hvilket dækker både overnatning, mad og eventuelle entréer. Den endelige pris afhænger dog af dine personlige præferencer og valg. For eksempel kan du spare penge ved at spise på lokale restauranter fremfor i turistområder. En klassisk pilgrimsmenu med flere retter kan fås for omkring 90 kr.

De fleste pilgrimme vælger at overnatte på albergues (pilgrimsherberger), hvor priserne typisk ligger mellem 50 og 100 kr. pr. nat. Foretrækker du højere komfort på private hostels eller hoteller, vil prisen naturligvis være højere. Derudover kan transport til start- og slutdestination samt personlige udgifter som snacks eller udstyr påvirke det samlede budget.

Hvordan finder du vej på Caminoen?

Skiltning og markeringer på Caminoen

Generelt vil du opleve, at Camino de Santiago er fremragende skiltet. Langs ruten finder du forskellige typer markeringer, herunder gule pile, der ofte er malet på huse, bænke og sten, som peger dig i den rigtige retning. Desuden vil skilte med muslingeskaller, der symboliserer pilgrimsrejsen, lede dig sikkert mod din destination.

Er det nødvendigt med rutekort eller GPS?

En af de mest unikke aspekter ved Caminoen er, at du kan vandre lange distancer, uden at have brug for kort eller GPS. Ruterne er godt skiltet, hvilket gør det nemt for dig at nyde din pilgrimsvandring. I de større byer kan det dog være udfordrende at følge ruten, hvorved det kan være nyttigt at medbringe et rutekort eller gøre brug af GPS for at undgå at komme på afveje.

På en caminorejse med Ruby Rejser, hvor du vandrer på egen hånd, vil du få en rutebeskrivelse af Caminoen på engelsk. Derudover kan det være en god ide, at downloade GPX-filer af de forskellige camino-ruter.

Mad og drikke på Caminoen

Maden på Camino de Santiago er en oplevelse i sig selv, hvor lokale retter og traditioner spiller en central rolle. Undervejs vil du finde et væld af muligheder, fra hyggelige caféer til charmerende restauranter, der tilbyder pilgrimsmenuer til rimelige priser.

I de nordspanske regioner, især Galicien, kan du smage pulpo a la Gallega, en traditionel ret bestående af mør blæksprutte, der ofte serveres med kartofler og paprika. Du bør heller ikke gå glip af lækre delikatesser som lechazo, der er grillet lam, samt lentejas, en smagfuld linsegryde, der varmer sjælen. Ved den smukke nordvestkyst, hvor Galicien ligger, er empanadas en populær ret; disse tynde dejfugle er fyldt med kød eller skaldyr, og de er perfekte som en let snack. Derudover kan du forkæle dig selv med almejas a la marinera, muslinger i en lækker marinara-sauce, som virkelig fremhæver områdets friske skaldyr.

Selvfølgelig kan du også nyde de mere kendte spanske retter og drikkevarer, såsom tapas, paella, og churros, samt lokale vine og cider. At smage de lokale specialiteter er ikke kun en fornøjelse, men også en vigtig del af den kulturelle rejse, som Caminoen tilbyder, og det giver en unik mulighed for at opleve Spaniens rige gastronomi.

By langs Caminoen Santiago de Compostela

Hvordan forbereder jeg mig til Caminoen?

For at forberede dig bedst muligt på at gå Caminoen anbefaler vi, at du starter med at gå længere distancer og gradvist øge afstandene for at vænne sin krop til at gå. Det er vigtigt, at du er i rimelig form, da dagsetaperne typisk er omkring 20 kilometer lange. Det kan også være en god idé at træne op med en rygsæk for at vænne kroppen til den ekstra belastning. Brug også gerne det valg af fodtøj, som du forventer at bruge under sin vandring på Caminoen. Dette hjælper også med at gå udstyret til, så det sidder optimalt til din vandretur på Caminoen.

Mentalt skal du forberede dig på, at du kan komme ud af din komfortzone. Vandring på Caminoen kan være både fysisk udfordrende, men samtidig kan det også være følelsesmæssigt overvældende, da der undervejs på Camino de Santiago er tid til reflektion. Du skal derfor gøre dig klar på både op- og nedture. Du kan ligeledes forberede dig mentalt ved at overveje, hvorfor du ønsker at vandre Caminoen, og hvad du håber at få ud af oplevelsen. Dette kan under caminovandringen hjælpe dig med at holde motivationen oppe.

Kan man gå Caminoen alene?

Man kan sagtens gå Caminoen alene, også selvom det er første gang. Ruten er både sikker og godt frekventeret, og både de lokale samt andre pilgrimme er kendt for deres hjælpsomhed. Selv hvis du vælger at gå i forårs- eller efterårsmånederne, vil der altid være andre pilgrimme i nærheden. Det betyder, at du sjældent vil føle dig helt alene på ruten, medmindre du går Caminoen i vintermånederne, hvor der er færre mennesker.

At gå Caminoen alene har også mange fordele. Du får friheden til at bestemme dit eget tempo, vælge dine pauser og tilrettelægge dagen, som du ønsker. Det giver dig fleksibiliteten til at tilbringe tid alene med dine tanker, men også muligheden for at finde selskab blandt de andre pilgrimme, når du har lyst. Den sociale dynamik på Camino de Santiago betyder, at du altid kan finde fællesskab, men samtidig nyde de stille øjeblikke, når du trænger til det.

Kan man cykle Caminoen?

Ja, det er bestemt muligt at cykle Caminoen! Cykling på Caminoen tilbyder en både udfordrende og unik oplevelse. Du vil typisk tilbagelægge mellem 30 og 60 kilometer om dagen, hvilket forkorter den samlede rejsetid og giver dig mulighed for at opleve den fantastiske natur og de kulturelle højdepunkter fra en anderledes vinkel. Selvom cykling på Caminoen kan være mere krævende i forhold til terræn og afstande, kan det også give dig en følelse af frihed og fart, der er svær at opnå til fods.

Hvis du føler, at vandring ikke er det rette for dig, så tag et kig på vores cykelferier på Caminoen. Her får du muligheden for at opleve den samme åndelige rejse, men med pedalerne som dit transportmiddel, hvilket åbner op for endnu flere eventyr og opdagelser undervejs.

Pakkeliste til Caminoen

At gå Caminoen kræver planlægning og tilrettelægning. Vi har derfor lavet en pakkeliste til din caminovandring med ting, som især er vigtige at medbringe.

  1. Rygsæk: Vælg en let og komfortabel vandrerygsæk, der passer til din kropsstørrelse og -type. På vores vandreferier på Caminoen tilbyder vi bagagetransport, hvilket betyder, at du kun behøver at bære det mest nødvendige. Hav derfor en ekstra lille dagsrygsæk, hvor du kan pakke de vigtigste ting, du skal bruge i løbet af dagen.
  2. Fodtøj: Det er afgørende at vælge det rigtige fodtøj for en behagelig pilgrimsvandring. Uanset om det er vandrestøvler, vandresko eller vandresandaler, skal de være komfortable og holdbare, så du kan lægge mange kilometer bag dig uden vabler og andre gener.
  3. Tøj: Dit valg af strømper under din vandring på Caminoen er også vigtigt. Det rigtige par strømper kan spille en afgørende rolle for at beskytte dine fødder mod blandt andet vabler. Ligeledes anbefaler vi en regnjakke, da vejret kan være uforudseligt, da en regnjakke kan holde dig tør og komfortabel under vandringen. Derudover er det generelt vigtigt, at du medbringer bukser, trøjer, t-shirts og lignende, hvori du føler dig tilpas til at gå Caminoen.
  4. Vandrestænger: Vandrestænger er din hjælpende kammerat på Camino de Santiago. Vandrestænger hjælper med at forbedre din kropsholdning og aflaste både knæ, ryg og ben. Du vil opleve, at de især er vigtige ved op- og nedstigninger, hvor de vil øge din sikkerhed på caminovandringen.
  5. Vandflaske eller Camelbag: Uanset om du vælger en vandflaske eller en camelbag, er det afgørende at holde sig hydreret for at opretholde energiniveauet og undgå dehydrering under din vandretur på Caminoen. En camelbag gør det nemt at drikke regelmæssigt, da du kan sippe vandet uden at stoppe op, mens en vandflaske er mere praktisk at fylde og rengøre undervejs.
  6. Lommelygte eller pandelampe: En lommelygte eller pandelampe er et uundgåeligt redskab under din pilgrimsvandring, især hvis du planlægger at vandre tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Det sikrer, at du kan finde vej sikkert, selv når det er mørkt. Vælg en model med en god lysstyrke og lang batterilevetid for at sikre, at du altid har lys, når du har brug for det.
  7. Vandtætte poser: Disse er uundgåelige for at beskytte dine værdigenstande mod regn og fugt, som du kan møde på visse camino-ruter. Vandtætte poser hjælper med at holde dit tøj, elektroniske enheder og andre nødvendigheder tørre, så du kan fokusere på at nyde din vandring uden bekymringer. Det er en lille investering, der kan gøre en stor forskel i din komfort undervejs.

Du kan finde vores fulde pakkeliste til Caminoen her.