Dag 1 - Med tog fra Danmark
Rejsen starter om morgenen, når vi stiger på toget fra København H og krydser Øresund. Der er mulighed for gratis tilslutning fra provinsen (dog uden pladsreservation). Togturen følger den svenske vestkyst til Göteborg, hvor vi har et skift og en lille pause, inden turen fortsætter til Oslo. Vi nyder en middag inden vi stiger på nattoget, som fører os direkte til Trondheim med ankomst næste morgen. Indkvartering i sovekupé til 1 eller 2 personer.
Dag 2 - Trondheim
Tidligt om morgenen ankommer vi med toget til Trondhjem, også kaldet Trondheim, som er en af Norges ældste og mest stemningsfulde byer. Vi får opbevaret vores bagage på hotellet og nyder deres morgenmad inden du kan vælge at udforske byen selv eller tage med rejselederen på byvandring og opleve byens seværdigheder. Vi ser blandt andet Nidarosdomen, som er Norges nationalhelligdom og en af Europas største gotiske domkirker, og Bakklandet, som er et charmerende kvarter med farverige træhuse og hyggelige caféer langs Nidelven. Nyd også en fantastisk panoramaudsigt over byen og fjorden fra Kristiansten Festning.
Dag 3 - Fra Trondheim til Bergen med Hurtigruten
Om morgenen stiger vi ombord på Hurtigruten og bliver indkvarteret i vores kahyt. Kahytten er placeret indvendigt på skibet (mulighed for opgradering til udvendig kahyt med udsigt). Skibet sejler sydover forbi nogle smukke ø-landskaber, fjorde og nogle af Norges mindste samfund. Fra observationsdækkene nyder vi de smukke scenarier fra første parket.
I løbet af eftermiddagen når skibet frem til Kristiansund, hvor der er én times ophold. Byen ligger spredt over tre øer og er kendt som Norges klipfisk-hovedstad på grund af de saltede torsk, der tørrer på de omkringliggende klipper. Tag en slentretur i de brostensbelagte gader i den gamle bydel, og oplev den livlige havn. Eller tag op til det gamle vagttårn ved udsigtspunktet Varden, hvorfra der en skøn panoramaudsigt. Dagens sidste stop er i Molde. hvor du kan se toppene af Romsdalsalperne. Middag nyder vi i skibets restaurant.
Dag 4 - Bergen
Natteravnene vil kunne opleve Ålesund og Torvik, som Hurtigruten anløber i løbet af natten. For de morgenfriske er der korte anløb i Måløv og Florø, inden skibet midt på eftermiddagen ankommer til Bergen - cruisets slutdestination. Efter indkvartering på hotellet i Bergen kan du tage med rejselederen på en slentretur forbi Fisketorget, den historiske bydel omkring Bryggen med de farverige træhuse og Stoltzekleiven.
Dag 5 - Bergen
Efter morgenmad på hotellet kan du tage med rejselederen på en byvandring med tips til oplevelser på egen hånd om eftermiddagen. Bergen kaldes også for ”Byen mellem de 7 bjerge”, hvilket ses med alt tydelighed, hvis du tager Fløibanen op til Fløyen i en højde af 320 m.o.h. Udsigten herfra over byen, bjergene og fjordene er ganske enkelt enestående. Derudover kan du komme tæt på Bergens historie og kultur ved at besøge museer, kirker og parker rundt omkring i byen.
Dag 6 - ”Essensen af Norge” heldagsudflugt
I dag skal vi opleve Norges charme og vidtstrakte landskaber på bedste vis, når vi begiver os ud på turen "Essensen af Norge". Denne heldagstur byder på en kombination af tog, bus og båd, hvor det ene natursceneri overgår det andet.
Efter morgenmad på hotellet stiger vi ombord på regionaltoget og kører gennem smukke fjord- og fjeldlandskaber til Voss, hvor en bus holder klar til at køre os til Gudvangen. Fremme i Gudvangen går vi ombord på krydstogtsbåden, som tager os på en fantastisk sejltur gennem en af Europas smalleste fjorde, den UNESCO udnævnte Nærøyfjord. Senere sejler vi også gennem Aurlandsfjorden, til vi når frem til Flåm.
I Flåm er det tid til at udforske byen, strække ben, gå på café m.m., inden vi stiger ombord på det ikoniske tog Flåmsbanen. De næste 20 km er en spektakulær rejse med den ene panoramaudsigt efter den anden. Strækningen har i alt 20 tunneller og på størstedelen af togturen er stigningen på mere end 50%, hvilket også gør ruten til en af verdens stejleste jernebanestrækninger. Vi når frem til Myrdal, hvorfra udflugtens sidste togtur ad Bergensbanen tager os til Oslo.
Dag 7 - Oslo
Efter en god nats søvn kan du tage med rejselederen på byrundtur og opleve en by, der har gennemgået en enorm forvandling fra en relativt fattig hovedstad i 1960’erne til en international metropol med verdenskendt arkitektur. Hele centrum er som født på ny med et unikt bymiljø, hvor biler de fleste steder er henvist til tunneller under jorden.
Nogle af verdens bedste arkitekter har skabt disse flotte promenader og rekreative områder, hvor der engang var industri og skibsværfter. Hele bycentrum er rykket ud til Oslofjordens bredder, så by og vand smelter sammen i et attraktivt mødested for både indbyggere og besøgende. Vi tager os tid til at nyde de flotte omgivelser, og der er også mulighed for at på egen hånd besøge rådhuset, se Operahuset eller måske slentre en tur på det gamle hovedstrøg Karl Johann.
Dag 8 - Med tog fra Oslo til Danmark
Efter morgenmad på hotellet stiger vi på toget mod København, som vi, via Göteborg, når frem til sidst på eftermiddagen. Mulighed for tilslutning til provinsen (dog uden pladsreservation). Ønsker I senere afrejse fra Oslo på egen hånd kan dette aftales med rejselederen.