Dag 1 - Udrejse gennem Sverige og Lapland
Afrejse fra alle danske togstationer mod København H. Fra København tager vi toget til Stockholm, hvor vi ankommer midt på eftermiddagen. Der vil være tid til at proviantere og spise aftensmad, inden vi stiger ombord på nattoget til Narvik. På toget sover vi i 6-personers liggekupéer med mulighed for at opgradere til private liggekupéer. På toget er der mulighed for at købe mad, snacks og drikkevarer.
Dag 2 - Ankomst til Nordnorge
I løbet af natten er toget nået op i det nordsvenske Lapland. Midt på formiddagen passeres den berømte mine- og vinterby, Kiruna, inden turen fortsætter ad Ofotbanen, Norges nordligste jernbane og en af Europas absolut smukkeste togstrækninger. Turen går gennem et øde, vildt og smukt landskab forbi fjorde og bygder, indtil vi ved frokosttid ankommer til Narvik. Her indkvarteres vi i én nat på et centralt beliggende hotel. Efter vi har fundet os til rette på hotellet, kan I tage med rejselederen på tur med Fjellheisen (ca. 360 NOK) op til Narvikfjellet, hvorfra udsigten ganske enkelt er enestående. I kan også besøge byens spændende krigsmuseum, som bl.a. beretter om Slaget om Narvik under 2. Verdenskrig. Middag på hotellet inkluderet.
Dag 3 - Lofotenekspressen til Svolvær
Om formiddagen stiger vi på bus 300 - også kaldet Lofotenekspressen mod Lofoten. Turen tager 4 timer og går gennem smuk og varieret natur. Vi kører bl.a. via Lofast, som er Lofotens fastlandsforbindelse og over Raftsundbroen, hvor du har en smuk udsigt udover sundet. Vi kommer desuden forbi Lofotens højeste fjeld, Hingravstien, som markerer indgangen til den smukke Austnesfjord. Fremme i Lofotens ”hovedstad” Svolvær bliver vi indkvarteret på et centralt hotel i 3 nætter. Middag på hotellet inkluderet alle dage.
I Svolvær ligger bl.a. Lofoten War Memorial Museum, hvor du finder Norges vel nok mest omfattede samling af effekter fra Anden Verdenskrig. Du kan også springe på lokalbus 741, som kører til det imponerende Lofotr Vikingmuseum, som hører hjemme i verdens største rekonstruerede langhus.
Dag 4 - Det sydlige Lofoten - 7 timer
I selskab med en lokal, engelsktalende eller skandinavisktalende guide tager vi på udflugt til de sydlige egne af den spektakulære Lofoten-øgruppe - et område, der ofte beskrives som Norges mest billedskønne. Dagen byder på et væld af fotomuligheder og uforglemmelige naturoplevelser, hvor dramatiske fjelde, dybblå fjorde og farverige fiskerlejer danner rammen om vores rejse.
Første stop er den berømte Ramberg Strand, kærligt kaldet Arctic Copacabana. Her breder det fine, hvide sand sig ud mod det turkisblå hav, og bag stranden rejser fjeldene sig i kontrastfyldt skønhed. Det er et af Lofotens mest fotograferede steder og et perfekt sted at nyde den friske havluft.
Vi fortsætter herefter til Flakstad Kirke, en smuk rød trækirke fra slutningen af 1700-tallet. Kirken, bygget i klassisk nordnorsk stil, vidner om områdets lange historie og stærke fiskertraditioner. Inde i kirken kan du stadig fornemme atmosfæren fra de mange generationer, der har søgt trøst og håb her gennem århundrederne.
Næste stop er det ikoniske Hamnøy, et af de mest fotograferede steder i hele Lofoten - og med god grund. De traditionelle røde fiskerhytter, kendt som rorbuer, ligger dramatisk placeret på små klippeøer omgivet af stejle fjelde og det glitrende hav. Her får du et fantastisk udsigtspunkt, som har prydet utallige postkort og rejsemagasiner verden over.
Turen går videre til Sakrisøy, en lille, charmerende ø kendt for sine karakteristiske gule rorbuer, som skiller sig ud fra de klassiske røde. Her mærker du stemningen af et levende fiskersamfund, hvor du stadig kan se tørfisk hænge til tørre langs kysten - en tradition, der har været livsgrundlag for lofotværinger i århundreder.
Turen rundes af i Reine, ofte kaldt “Lofotens juvel.” Den lille landsby er omgivet af stejle fjelde og dybblå fjorde, og udsigten herfra - det berømte Reinepanorama - regnes som en af de mest spektakulære i hele Norge. Her får du mulighed for at indfange det ikoniske motiv, som for mange symboliserer essensen af Lofoten: den perfekte harmoni mellem menneske og natur.
Dag 5 - Det Nordlige Lofoten - 7 timer
I selskab med en lokal, engelsktalende eller skandinavisktalende guide tager vi på udflugt til den nordlige del af den spektakulære Lofoten-øgruppe. På øen Gimsøy kan du opleve den historiske Gimsøy Kirke, som stammer fra 1800-tallet og ligger smukt placeret med udsigt over havet. Kirken er et fredfyldt sted, hvor du virkelig kan mærke Lofotens særlige ro og historie. Lige i nærheden rejser Hoven-bjerget sig 368 meter over havet - et populært udflugtsmål for både vandrere og ryttere, kendt for sin storslåede udsigt over det dramatiske kystlandskab. Ved foden af bjerget ligger Hov Strand, et stille og idyllisk sted, hvor du kan mærke vinden fra Atlanterhavet og måske være heldig at se midnatssolen danse over horisonten.
Herefter besøger vi Haukland Strand, som ofte er blevet kåret til en af de smukkeste strande i Lofoten - og faktisk i hele verden. Her mødes krystalklart turkisblåt vand og hvidt, finkornet sand, omgivet af majestætiske fjelde. Det er et perfekt sted til en rolig gåtur, en dukkert for de modige eller blot en pause i naturens egen stilhed.
Vi fortsætter mod Vågan Kirke, også kendt som Lofotenkatedralen. Denne imponerende trækirke, bygget i 1898, er den største i Nordnorge og et vigtigt symbol på Lofotens kulturelle og religiøse historie. Den står som et vidnesbyrd om den tid, hvor Lofoten blomstrede som centrum for fiskeri og handel.
Vores rejse går derefter videre til Henningsvær, en charmerende og livlig havneby, ofte kaldt “Lofotens Venedig.” Byen er kendt for sine traditionelle træhuse, kunstgallerier, hyggelige caféer og den ikoniske fodboldbane, der ligger dramatisk placeret på en lille klippeø omgivet af hav. Her kan du mærke den ægte lofotstemning - en blanding af kultur, historie og rå natur.
På vejen mod Henningsvær stopper vi ved Rørvik Strand, en skjult perle, der i de seneste år er blevet kendt som en af Lofotens smukkeste kyststrækninger. Her finder du ro, klart vand og fantastiske muligheder for fotografering, især når aftensolen kaster gyldne farver over klipperne og havet.
Dag 6 - Hurtigbåd til Bodø
I dag skal vi fra morgenstunden opleve Lofoten fra søsiden, når vi går ombord på hurtigbåden mod Bodø på fastlandet. Turen gennem Vestfjorden tager ca. 3 timer og 20 minutter og går via en række småøer og kystbyer, som Skrova, Skutvik og Bogøy. En smuk tur, som viser Lofotens sceniske panoramaer og enestående natur. På hurtigbåden er der flystole, hvor du kan hvile dig, et åbent dæk, hvorfra du kan nyde udsigterne og en lille café. Vi når frem til Bodø og bliver indkvarteret på et centralt beliggende hotel i 2 nætter. Der er masser at foretage sig i Bodø, som er hjem for ca. 50.000 indbyggere. Bl.a. kan det anbefales at besøge kulturkvartalen Stormen, som rummer både koncerthal og et flot bibliotek.
Dag 7 - Bodø - Europæisk kulturhovedstad 2024 og busudflugt til Saltstraumen
Bodø ligger nord for polarcirklen på nordkysten af Norge og er hovedbyen i Nordland fylke. Det er en by med en stærk kombination af byliv, kultur og spektakulær natur lige uden for byen. Byen blev stort set ødelagt under 2. verdenskrig og genopbygget efter krigen, hvilket giver den en moderne og funktionalistisk karakter i centrum. Bodø blev desuden udnævnt til europæisk kulturhovedstad i 2024, hvilket understreger byens kulturelle profil.
Først på eftermiddagen tager vi med bus ud og oplever Saltstraumen - et af Europas ”wild wonders” og kendt som verdens stærkeste tidevandsstrømning. Hver sjette time tvinges op til 400 millioner kubikmeter vand sig igennem det smalle sund med en gennemsnitsfart på 13 kilometer i timen. Vi ser naturfænomenet oppefra når bussen krydser broen. Vi kommer også helt tæt på langs vandkanten. Strømmen varierer med tidevandet, så hvert besøg er unikt. På hjemturen vises en film i bussen som giver et spændende indblik i strømmen under vandoverfladen og forklarer dette naturfænomen på en letforståelig måde. Udflugten varer ca. 3 timer.
Dag 8 - Nordlandsbanen og nattog til Oslo
Vi stiger ombord på Nordlandsbanen, som er Norges længste jernbanestrækning. De næste 700 km, kan du læne dig tilbage i det behagelige togsæde og nyde en perlerække af enestående panoramaer, dybe dale og varieret landskab. Vi passerer i alt 293 broer, kører gennem 154 tunneller og krydser polarcirklen. I toget kan der købes mad og drikkevarer i restaurantvognen. Først på turen krydser I det spektakulære bjergområde Saltfjellet, inden vi sidst på eftermiddagen ankommer til Norges gamle hovedstad, Trondheim, hvor der er tid til at spise sen aftensmad, inden vi springer på nattoget til Oslo. I indkvarteres i en behagelig 2-sengs sovekupé.
Dag 9 - Oslo
Om morgen ankommer vi til Oslo centralstation. Her kan du få en bid morgenmad, inden vi via Gøteborg er tilbage på København H.