Dag 1: Rundt om Klim Bjerg
Vandring: 5 km, sværhedsgrad 1.
Ankomst til Hotel Klim Bjerg, der bliver vores base, dagens program starter kl. 14.00. Efter tjek-ind holder vi intromøde, inden vi går en tur ud i klitterne bag hotellet. Vi finder ud af, hvad en parabelklit er, og vi vandrer rundt om selve Klim Bjerg, der er en 65 mio. år gammel kalkklump, som faktisk dengang var en ø omgivet af hav. Det gamle kalkbrud ligger i hotellets baghave, og på sydsiden af ”bjerget” står Klim Kalkovn, den ene af kun to bevarede historiske kalkovne i hele Danmark. Kalkovnen rummer et museum med en udstilling om, hvordan man arbejdede med kalken og ovnen. Vi finder vej gennem skoven tilbage til hotellet og velkomstmiddagen.
Dag 2: Til Bulbjerg - med flotte kig til Jammerbugtens bue
Vandring: ca. 17 km, +250/-250 højdemeter, sværhedsgrad 1.
Vi går direkte fra hotellet ud på vandrestier, der fører os op til fiskerlejet Thorup Strand. Nogle af fiskerne er måske draget ud på Skagerrak, men der står altid en række flotte, blå fiskerbåde på stranden, hvor de bliver trukket op af traktorer, når arbejdsdagen er slut. Fangsten sælges bl.a. i røgeriet på havnen, hvor der også er restaurant. Videre over mod Bulbjerg kommer vi igennem store øde strækninger, skov og kyst på en varieret tur. Ved Ellidsbøl samler vi kræfter over en skøn frokost, så vi er klar til at tage turen på stranden neden for (og hvis vandstanden tillader - også rundt om) Bulbjerg, Danmarks eneste fuglefjeld, som vi bagefter bestiger.
På toppen får vi vid udsigt over Jammerbugten, og inde i den bunker fra 2. Verdenskrig, som ligger deroppe, kan vi lære mere om dette historiske sted. Efter turen ned fra Bulbjerg går vi sydpå og besøger Tante Anna, der sælger fin brugskunst og serverer kaffe i laden. Her bliver vi hentet og kørt hjem til hotellet. Vandringen i dag forløber i varieret terræn af brede skovstier og -veje samt smalle kystnære stier, bl.a. på Nordsøruten.
Dag 3: Ud i Danmarks største vildmark
Vandring: ca. 13 km, sværhedsgrad 1-2.
I dag stifter vi bekendtskab med det vildeste vilde i Nationalpark Thy. Vi kører med bus mod vest til udsigtspunktet Isbjerget ved Nors Sø. Med billeder på nethinden af den fuldstændig betagende og vilde natur i Hanstholm Vildtreservat gør vi klar til en vandretur omkring Vandet Sø og ind i Nystrup Klitplantage, der gennemskæres af mange markerede vandrestier. Der er måske mulighed for at bade.
Vi går så langt mod vest, vi kan komme og ender i Klitmøller – kendt af mange som surferparadiset Cold Hawaii. Her er der tid på egen hånd til at kigge på surfere og fiskerbåde, inden vi sammen kører i bus mod nord mod Hanstholm med udsigt til både Vesterhav og ind over Hanstholm Vildtreservat fra vestsiden. På hjemturen gør vi holdt ved Vejlerne, hvor vi går ud i vådområdet ad stier, der ligesom de fine udsigtspunkter er anlagt af Aage V. Jensens Fonde. I dag vandrer vi mest ad gode skovestier og på fortov inde i Klitmøller.
Dag 4: Fra Klim til Svinkløv Badehotel
Vandring: ca. 17 km, +300/-300 højdemeter sværhedsgrad 1-2.
Dagens tur er en perle, som de færreste opdager, hvis de er på egen hånd. Vi kommer gennem skov og klitter og ender dagens vandring ved Svinkløv Badehotel. På den første strækning følger vi Nordsøstien, og senere går vi på en lang strækning ad Hærvejen. Vi kommer gennem Kollerup Plantage og snitter Svinkløv Plantage, der gennem mere end hundrede år har været et yndet ferie- og udflugtssted, bl.a. på grund af den gode badestrand og det storslåede landskab. Vi går op på toppen af Svinklovene, det specielle landskab, der hæver sig op over kysten i høje grønne bakker. Variationen i landskabet på dagens tur er overvældende – fra frodig løvskov, til sandede klitter og lyngblomstrende hede herinde bag Vesterhavets bølger.
Undervejs passer vi resterne af en langdysse og et par jættestuer. Vi får også et prægtigt overblik over landskabet vestpå langs Grønnestrand, hvor en langstrakt sø inde bag klitterne vidner om de mange læs sand og grus, der er hentet her til byggeri – bl.a. af Elbtunnel i Hamborg. Vi vandrer i dag ad brede grusveje, smalle skov- og klitstier og en enkelt strækning med asfaltvej.
Dag 5: Lien, Langdalen og Fosdalen
Vandring: ca. 14 km, sværhedsgrad 2-3.
Dagens tur går gennem to plantageområder øst for Svinkløv og Slettestrand, og selvom både Fosdalen og Langdalen lyder mageligt og behageligt, kommer vi ud for stigninger undervejs. Vi kommer også op på Lien, en gammel kystskrænt, der er op til 66 m.o.h. og naturligvis byder på flotte udsigter mod Jammerbugten. Fosdalen er skabt af regnvandets erosion i kystskrænten og området er et kendt udflugtsmål for lokale.
Vi går gennem den smukke, frodige Nøddedalen på turen, der på flere stræk følger Hærvejen, som vi tidligere har fulgt på nogle strækninger. Vandringsdagen begynder i Tranum i den østlige ende af Langdal Plantage og slutter ved Slettestrand mod vest, ikke langt fra Svinkløv. Dagen program slutter omkring kl. 16.00. Vi vandrer fortrinsvis ad afvekslende skovstier, men også nogle strækninger på træstier lagt ud over lavtliggende vådområder, samt kortere stræk på asfalt.