1. dag. Afrejse
Vi kan i efterårsferien 2019 tilbyde flyrejse fra Billund og København til Napoli t/r. Vi har valgt denne løsning, så vi kan tilgodese de mange ønsker om flere afrejser fra Jylland. Alle rejsende skal mellemlande i Amsterdam inden den videre flyvning til Napoli, da der ikke afgår direkte fly på disse forbindelser. Se mere under flyinformation.
Efter ankomst til Napoli er der transfer til den lille bjergby San Lazzaro på Agerola højplateauet, hvor man bl.a. finder fantastiske udsigter over Amalfikysten. Efter check-in på hotellet er der introduktion til en spændende uge med bjerge, stejle kyster, dybe frodige dale og blåt hav.
2. dag. San Lazzaro, udsigter fra oven
Vores første vandredag byder på en skøn tur i nærområdet ved San Lazzaro. Vi kan således starte vandreugen op i vores eget tempo, og blive bekendt med dels hvad det vil sige at vandre ved Amalfikysten og dens forskelligartede terræn, og dels hvad man kan være opmærksom på, når man vandrer i en stor gruppe.
Landsbyen San Lazzaro ligger mere end 600 meter over havets overflade, så dagen byder på fantastiske udsigter over flere af de områder, ugens vandringer kommer til at foregå. Vi kan bl.a. se ned over store dele af Amalfikysten og helt ind i bunden af Salernobugten.
Turen afsluttes med en sidste stigning op til San Lazzaro, hvor vi får den første forsmag på ’Amalfis trapper’ (ca. 600 trin opad). Belønningen er til gengæld en fantastisk udsigt fra Castello Lauritano over Amalfi, Pogerola og Ravello, hvor vi vil gå senere i løbet af uge. Og hvis vi er heldige, byder vinbonden Pasquale os måske på smagsprøver fra de foregående års høst.
3. dag. Vesuv og Pompeii
Vi kører fra hotellet til Pompeii, hvor vi besøger de imponerende ruiner, af denne - for sin samtid - meget rige by, hvor 20.000 indbyggere boede. Brolægningen er intakt med hjulspor fra vogne slidt ned i belægningen, og der er ruiner af mange fleretagers bygninger, med velbevarede kalkmalerier, kakler og statuer. Særligt spektakulært er det meget velbevarede amfiteater til 2.000 personer og det store stadion til 10.000 personer, hvor der blev afholdt gladiatorkampe. Naturligvis ser vi også de berømte gipsafstøbninger, der viser hvordan byens indbyggere lå i det øjeblik, de døde pga. af vulkanen Vesuvs udbrud i år 79.
Efter at have spist frokost i Pompei kører vi så langt op ad Vesuvs stejle skråninger som muligt, og går fra en parkeringsplads i godt tusind meters højde de sidste 200 højdemetre til kraterkanten. Det første vi lægger mærke til er gruset vi går i; 5-10 cm, rødligt, eroderet lava, som er let at gå i. Planternes vækstbetingelser er helt specielle, og bevoksningen er derfor nøjsom. Fra kraterkanten har vi en imponerende udsigt 500 meter på tværs, og 300 meter ned i dybet. Enkelte steder kommer der damp op, og vi kan måske dufte svovl. Til den anden side kan vi se fladlandet under vulkanen: Napoli, Napolibugten og øen Capri. Vesuv er mest kendt for sit udbrud i år 79, hvor Pompeii og fire andre rige kulturbyer blev ramt og ødelagt af en pyroklastisk sky og en masse aske. Siden har der været flere udbrud, senest i 1944.
4. dag. Gudernes sti. Fra Bomerano til Positano
Dagen byder på en af de mest vidunderlige ture i området, den fabelagtige Sentiero degli Dei (Gudernes sti) til Positano. Denne sti lever virkelig op til sit navn med en unik natur og uovertrufne udsigter over kyst og hav. Vi går gennem skove og terassemarker, forbi gamle stenhytter og på tværs af stejle bjergskråninger og smalle afsatser med udsigt til havet. Måske vi tager en lille afstikker fra ruten og spiser en tidlig frokost ved St. Dominique klosteret, inden vi går videre igennem Vallone di Grarelle, med de mange huler og dybe bugter. I den lille by Nocelle - en malerisk landsby over Positano - holder vi en pause ved bonden Julios lille bjergcafé Il chisco del sentiero degli dei. Særligt hans bruschettaer og friskpressede citrusjuicer er en oplevelse værd, mens man for en stund løsner vandrestøvlernes snørrebånd og lader føderne få lidt luft.
Den sidste del af turen går på en gammel sti, der fører til Montepertuso og krydser Vallone Porto - en dyb kløft med vilde kalkstensvægge. Fra Montepertuso er der kun en kort gåtur ned ad de gamle trin, gennem olivenlunde og vinmarker, til Positano - en af de mest charmerende landsbyer ved kysten. Velsagtens den smukkeste, og nu mest fashionable by på Amalfikysten, med de smukt malede huse dækket af bougainvillea. Hvis der findes en postkortby, er det her.
I Positano er der mulighed for lidt shopping i de charmerende små gyders butikker, et kort dyb i bølgen blå eller en drink på pergola restauranten ved stranden, inden vi bliver vi hentet af bussen.
5. dag. "Valle deoi mulini" Møllernes dal
Flyttedag. Et af højdepunkterne for denne dags vandring er Sentiero basso della Valle delle Ferriere (stien gennem jernværksdalen), hvor de tidligere jernværker lå, samt Europas ældste papirfabrik fra det 11. århundrede. Alle drevet af sindrige vandmøllesystemer. Stien tager os dybt ind i Møllernes dal, til starten af et naturreservat med frodig vegetation og utroligt smukke vandfald.
Fra det inderste af dalen har vi en times vandring ned ad de gamle mulddyrsstier, langs floden til Amalfi. Undervejs passerer vi den ene citronlund efter den anden, og er vi heldige har den lille lokale cafe åben, hvor vi kan nyde en kop kaffe eller et glas koldt limonade presset af ejerens egne økologiske citroner.
Vi når Amalfi fra baglandet, hvor noget af det første vi møder er byens papirmuseum. Her kan de, der har lyst, gå med på en guidet tour, hvor man virkelig får et indtryk af, hvor avanceret en industri papirproduktionen i området har været, og hvor man kan få svar på alle de spørgsmål, der uundgåeligt vil have rejst sig på vej ned igennem Møllernes dal.
Dét, der i dagens Amalfi er hovedgaden, er bygget ovenpå floden som man flere steder kan høre bruse nedenunder, mens dufte og lyde fra de mange specialbutikker kommer én i møde. Måske man her kunne få lyst til en hjemmelavet italiensk is fra en af de mange glaceriaer inden vi når hotellet?
Domkirken - og ikke mindst pladsen foran - er fantastisk. Der er mennesker fra hele verden og den summer af et liv, der smukt indrammes af de gamle bygninger med tydelige tegn på byens historie og stærke handelsforbindelser til mellemøsten. Særligt står her især domkirkens markante og byzantinsk inspirerede klokketårn.
Vi indkvarterer os på et centralt beliggende hotel, hvor vores baggage er blevet transporteret til fra hotellet i San Lazzaro. Aftensmaden spises på en restaurant i byen.
6. dag. Fridag
Nyd dagen efter dig eget ønske. Du kan bl.a. tage en afslappende dag på stranden i Amalfi eller se lidt nærmere på de mange butikker i byen. Har du lyst til mere eventyr, kan du også tage færgen fra Amalfi til Capri - en ferieø, hvor romerske kejsere havde deres sommerresidens, og hvor man finder nogle af områdets største naturperler! Vores turleder kan være behjælpelig med information og køb af billetter til færgen.
Middag for egen regning denne aften.
7. dag. Pogerola til Pontone
Vi starter dagen med at tage den lokale bus op til Pogerola, en lille by på en klippetop over Amalfi by. Herfra har vi en spændende vandring foran os, hvor vi atter skal ind til bunden af Møllernes dal, men selvom vi har været her tidligere, går vi nu ad andre stier, hvilket gør det til en helt anden tur. Imens vi roligt bevæger os op gennem terrænet får vi - mellem træernes kroner - enkelte spektakulære udsyn til de stejle klipper på den modsatte side af dalen. I bunden krydser vi den smalle flod vi også har mødt på 5. dagen - bare lidt højere oppe - og i nærheden af et smukt vandfald finder vi et godt sted at spise vores medbragte - og denne gang på forhånd selv-indkøbte - frokost.
På vejen tilbage til Amalfi åbner udsigterne over dalen sig for alvor op, og kigger man godt efter kan man ane stien på modsatte side, hvor vi gik tidligere på dagen.
I den lille by Pontone, vil der være mulighed for en kop kaffe, et stykke kage eller noget tredje til ganen, og den absolut sidste vandring ned til hotellet - og på ferien i det hele taget - kan herefter foregå på to måder: Enten følger man skiltningen ned ad trapperne direkte til Amalfi by, eller også klemmer man de sidste kræfter ud af benene med en lille tur/retur stigning ud til Torre del Zirro, et gammelt fæstningstårn, for at nyde feriens sidste spektakulære udsigt over Amalfi by og kyst.
8. dag. Hjemrejse
Vores bus bringer os til lufthavnen, hvorfra flyet afgår hjem til Danmark. Der mellemlandes i Amsterdam inden den videre flyrejse til Billund og København.