Dag 1. ankomst og vandring om Bygholm Sø
Vi mødes på hotellet i receptionen til normal tjek-ind. Herefter skyder vi turen igang med et kort velkomstmøde, hvor ugens forløb bliver gennemgået. Derefter snører vi støvlerne og traver turen rundt om den meget smukke Bygholm Sø, der ligger som en uforstyrret perle tæt på byen. Turen rundt om Bygholm Sø er ca. 8 km og for dem, der har lyst, kan vi forlænge med en tur omkring Fængslet (det er ca. 2,5 km ekstra). Til aften er der inkluderet en fælles velkomstmiddag på Scandic Bygholm Parkhotel.
Dagens vandring: ca. 8 km + evt. forlængelse 2,5 km, niveau 1, vandretid ca. 2 timer + evt. forlængelse.
Dag 2. Kaninoen på Endelave
Vi tager tidligt afsted fra hotellet og går gennem Bygholm Park til stationen, hvorfra vi tager bussen til Snaptun, og herfra videre med færgen til Endelave. På Endelave skal vi gå den spændende nye øen-rundt-rute, der har fået det meget sigende navn; Kaninoen. Ruten har nærmest allerede opnået ikonstatus.
Ruten starter ved havnen og går mod vest til Kloben, videre til Klinten, over Lynger til Lynger Hage. Her i nærheden spiser vi vores frokost, som bliver leveret af Endelave Kro. Vi vandrer videre op langs østkysten til Øvre og derfra langs grusvejen, der glider over i Endelave Strandvej, som fører os tilbage til havnen. Undervejs har vi udsigt til sælkolonien på Møllegrunden og senere det store fuglereservat ved Flasken. En kikkert er derfor ikke en dårlig idé at have med. Tilbage ved havnen tager vi færgen til Snaptun og bussen til Horsens.
Dagens vandring: 21 km, sværhedsgrad 2, vandretid ca. 5 timer.
Dag 3. Fra Amstrup til Horsens - nordsiden af Horsens Fjord
I dag skal vi på kongeetapen. Vi vandrer en lang natur-tur fra Amstrup ved dæmningen til Alrø. På turen skal vi have alt med os, da der ikke er mulighed for at købe noget undervejs. Vi bliver kørt i bus fra Horsens til Amstrup, hvor vi går direkte ind på skovstierne, der fører os gennem Uldrup Bakkerne og Sondrup Plantage. Området fra Amstrup til Brigsted er fredet, og derfor er området ikke byggeudviklet. Vi holder os til de kystnære stier og skovveje, og vi passerer også marker, der ligger helt ned til fjorden, så vi kan se helt over til Alrø. Når vi ankommer til Sondrup, går vi ned til Sondrup Strand, hvor vi spiser vores frokost, og vi tanker op med vand. Fra Sondrup vandrer vi på stier og grusveje langs marker til Brigsted og videre langs Havmarken til Haldrup, og vi kan nyde udsigten til den uberørte og universitetsejede Vorsø. Fra Haldrup falder vi ind på banestien til Horsens. Undervejs ser vi op mod Stensballe Bjerge, og vi passerer Stensballe og Husodde, inden vi går over den gamle jernbanebro til Sundet og slutter fremme ved Strandparken. Både i Sondrup Strand og ved Strandparken er der mulighed for at hoppe en tur i vandet.
Dagens vandring: 25 km, sværhedsgrad 2, vandretid 6 timer, højdemeter op 100 m, højdemeter ned 100 m
Dag 4. Planetstien, Boller Slot og Borre Knob - sydsiden af Horsens Fjord
Vi tager den offentlige bus fra Trafikterminalen til Dagnæs. Her starter vi dagens vandring på Planetstien, der fører os frem til Boller Slot. Vi slår et smut forbi slotshaven og fortsætter gennem Boller Skov, indtil vi kommer ud til vandet igen. Vi går direkte på stranden på en del af strækningen og skal et par steder gennem små vandløb. Vores mål er Borre Knob, der er en lang smal landtange, der stikker op mod nordsiden af fjorden - en helt unik og meget lidt besøgt naturperle. Vi kører tilbage til Horsens i bus.
Dagens vandring: 20 km, sværhedsgrad 2 – 3, vandretid 5 timer, højdemeter op 30 m, højdemeter ned 30 m
Dag 5. Langs Gudenåen til Den Genfundne Bro, Sukkertoppen og Klostermølle
Gudenåen bugter sig gennem baglandet ved Horsens, og det unikke landskab skal vi opleve på denne turs sidste vandredag. Vi tager bussen til Vestbirk, hvorfra vi vandrer til Den Genfundne Bro. Efter vi har krydset den, fortsætter vi i et loop omkring Vestbirk Vandkraftværk og kanalen tilbage til Vestbirk. Her slår vi ind på en vej, som går i dalen langs Gudenåen. Vi vandrer i et smukt landskab med køer, heste og får på markerne, og inden vi når frem til vores frokoststop i Voervadsbro, passerer vi Fyel Badesø. Efter frokost fortsætter vi langs Gudenåen forbi Vilholt Mølle og frem til den 108 meter høje Sukkertoppen, som vi selvfølgelig skal bestige. Vi går ned på den anden side og frem til kulturperlen Klostermølle ved Mossø. Fra Klostermølle ser vi ud over Danmarks største indlandsdelta, Klosterkær. Der er mulighed for at bade i Mossø. Vi kører i bus tilbage til hotellet, hvor vi slutter turen ca. kl. 16.30.
Dagens vandring 18 km, sværhedsgrad 2, vandretid 4 - 5 timer, højdemeter op 50, højdemeter ned 50