Dag 1. Afrejse
Vi rejser fra Danmark til Mallorca, og efter indkvartering på hotellet mødes vi til fælles aftensmad og information om næste vandredag.
Dag 2. Sóller-dalen
Vores første vandredag på Mallorca byder på nogle af de smukkeste landsbyer i Sóller-dalen, hvor duften af citrusblomster beruser luften. Vi tager sporvognen til Sóller. Banen er fra 1913, og vognene er nok lige så gamle, så det er som at køre en tur tilbage i tiden. Der er både åbne og lukkede vogne, der alle er smukt udført med paneler af nøddetræ og fint lakerede træsæder. Kørsel med denne historiske sporvogn er en helt særlig oplevelse. I Sóller går vi gennem byens smalle gader og ind på vandrerute GR 221, der fører gennem den lille landsby Binibassí og gennem gamle olivenlunde til den meget gamle landsby Fornalutx, der er en af de mest velholdte på hele Mallorca. Vi kigger nærmere på byen og spiser frokost på en af cafeerne på byens torv. Efter frokost krydser vi dalen og kommer forbi flere oliventræer, men nu også appelsin- og citrontræer, inden vi når landsbyen Biniaraix. Vi fortsætter gennem byen, krydser dalen igen og vandrer igen op til husene i Binibassi, hvor vi er tilbage på GR 221, og følger den tilbage til Sóller, hvorfra du selv tager sporvognen hjem, når du har lyst.
Dag 3. Pilgrimstur til Lluc-klostret
Vi kører med bus til landsbyen Caimari, næsten ved foden af Tramuntana-bjergene. Byen er kendt for sin olivenproduktion, og her finder man en af de få olivenmøller på øen. Vi begynder vores tur op gennem landsbyen og kommer snart ind på vandreruten GR 222, der også er en del af en gammel pilgrimsrute, Cami Vell de Caimari, der fører op mod det sagnomspundne Lluc-kloster. På vejen op gennem skoven kan vi kaste et blik ud over terrasser med oliven, og længere fremme får vi de vildeste udsigter over landskabet, der breder sig ud langt nede under os. Vel ankommet til Lluc-klostret tager vi os tid til at stifte bekendtskab med den hellige Sorte Madonna og se klostret og kirken – og nyde en kop kaffe i klostergården inden bussen kører os retur til hotellet.
Dag 4. Fridag
Dagen i dag er til fri disposition, og du har mulighed for at udforske nærområdet til fods eller med sporvognen. Du kan også tage en lokal bus (40 min) ind til Palma, som er meget seværdig med sine mange gågader og renoverede smukke gamle bygninger. Et besøg i katedralen La Seu, der er udsmykket af bl.a. Gaudi og Barcelò, er et must.
Dag 5. Banyalbufar
Vi kører mod vest langs den smukke kyst og stopper undervejs ved landstedet Son Marroig, hvorfra vi nyder udsigten. Den meget miljøbevidste, østrigske ærkehertug Ludwig Salvator (1847-1915) byggede landstedet og boede her fra 1860-1913. Dagens vandretur starter inde i landet i nærheden af landsbyen Esporles. Vi vandrer op gennem åbne skove med sten-ege og fyrretræer og derpå nedad omgivet af frodige terrasser til den gamle og smukke landsby Banyalbufar, som ligger på klipper højt over havet. Vi kommer forbi dramatiske klippeformationer og vandrer nedad til en mørkerød strand med bizarre klippeformationer. Vandreturen slutter i en lille landsby i nærheden.
Dag 6. Cala Deià
Vi kører til landsbyen Deià, hvor dagens vandretur starter. Først vandrer vi op til byens kirke, der ligger på en klippetop og nyder udsigten ud over den smukke by. Et par kanoner vidner om, at dette sted var byens sikreste opholdssted i oprørstider. Herfra vandrer vi ned gennem byen og videre gennem en meget smuk slugt til den idylliske bugt Cala Deiá. Så går det opad til den gamle brolagte æselsti Cami de Castillo. Stien følger meterhøje gamle stengærder, de såkaldte tørmure, og vi får udsigt over havet, hele Sóller-dalen og øens højeste bjerg Puig Major (1.445 m.o.h.) øst for Sóller. Vi holder pause på en gammel bondegård, der sælger friskpresset appelsinsaft og hjemmebagt kage, inden vi begynder at vandre ind i bunden af dalen og derpå nedad til Sóller. Herfra tager vi sporvognen tilbage til Port de Sóller.
Dag 7. Cala Tuent
Dagen starter med kørsel op i bjergene bag Sóller til at af de højtbeliggende udsigtspunkter, Mirador de ses Barques. Herfra har vi en af de smukkeste udsigter over Sóller-dalen. Fra udsigtspunktet vandrer vi ad brolagte æselstier mellem gamle oliventræer, der gror på kunstfærdigt anlagte terrasser, og ned i en bred dal. Oliventræer har den egenskab, at de næsten ikke er til at ”slå ihjel”. Selvom de skæres ned, står uden bark, er hult eller har været brændt - skyder træene på ny. Vi kommer ind på en sti, der fører ned til en appelsinlund, hvor vi holder pause på en gammel bondegård. Her er der mulighed for at få sig en forfriskning med friskpressede citrusfrugter. Så vandrer vi op ad den zigzaggende sti til et bjergpas, hvor vi spiser den medbragte frokost, mens vi nyder udsigten over dalen, vi lige har krydset. Herefter fortsætter vi videre på den anden side af passet ad en smal sti midt på de stejle klipper langs kysten, der byder på storslåede udsigter med klipper og hav. Efter et par km slutter vi nede ved stenstranden ved Cala Tuent, hvor båden til Port de Sóller lægger til. Hvis vejret tillader det, tager vi båden hjem til hotellet. Alternativt bliver vi hentet af bussen og kørt tilbage.
Dag 8. Hjemrejse
Bussen bringer os til Palma lufthavn, hvor der er direkte fly hjem til Danmark.