Det er de færreste der har fået øjnene op for, hvor fantastisk en destination Bulgarien er, når det kommer til aktivferier, og vandreferier især – og det ser vi bestemt som værende en fordel! Med de få turister og vandrere der finder hertil, er her nemlig masser af plads på vandrestierne, og du er sikret autentiske og spændende oplevelser i mødet med den for mange ukendte kultur og de storslåede nationalparker.
Hele 60% af landet består af bjerge, og med de mange tilgængelige vandrestier bliver du forkælet med mængden af skønne landskaber og betagende vistas. De bulgarske nationalparker er bl.a. blevet beskrevet som en blanding af det skotske højland og engelske søer og med et islæt af rå storhed, der måske minder lidt om Island. Bulgarien er både alt dette, men også så meget mere, og i sidste ende er Bulgarien helt sin egen. Mulighederne føles uendelige, og her er altid noget nyt og spændende at opdage, lige meget hvor mange gange du vender tilbage hertil. Med en vandreferie i Bulgarien kan du derfor glæde dig til noget af den bedste bjergvandring i hele Europa.
5 gode grunde til at tage på vandreferie i Bulgarien
-
Den uovertrufne natur og de imponerende bjergvandringer som Bulgarien byder på, gør landet til et fantastisk alternativ til dig, der allerede har vandret de klassiske europæiske vandredestinationer tynde, og som ønsker at prøve en ny destination på din næste vandreferie.
-
Med landets spændende historie byder Bulgarien i dag på et væld af kulturskatte og interessante byer.
-
Selvom folk er ved at blive mere bevidste om Bulgarien som vandredestination, er landet stadig langt fra at være på samme niveau besøgsmæssigt som fx Østrig, Tyskland og Italien. I Bulgarien er der derfor masser af plads på vandrestierne og rig mulighed for at føle sig i ét med naturen.
-
Du vil opleve et land fyldt af farver – både figurativt og bogstaveligt talt. Bulgarerne er et farverigt folkefærd med store armbevægelser, ligesom deres natur og mange af deres historiske bygninger også nærmest sprænger farveskalaen.
-
Bulgarien er et land fuld af kontraster – lige fra snefulde vintre i bjergene i nord til dejlige somre med middelhavsklima i syd.