Dag 1. Ankomst til Roskilde
Ankomst til Roskilde på egen hånd. Tjek ind på Hotel Zleep i Roskilde centrum.
Vi samles 14.30 til velkomstmøde og går derefter på byvandring i kongebyen Roskilde. Vi går gennem middelalderbyens små gader, grønne parker, Roskilde Domkirke og Roskilde Museum. Vi går forbi Roskilde Havn til bydelen Sct Jørgensbjerg, der med sine stejle smalle gader og stråtækte fiskerhuse er et besøg værd. Derefter er der fælles velkomstmiddag på Spisehuset Grundsmag, som ligger i det gamle rådhus på Stændertorvet.
Dag 2: Svogerslev – Gl Lejre. Skjoldungernes historie.
Turen starter fra hotellet, hvor vi går gennem Sct Jørgensbjerg og Sct Hans Hospital, som ligger smukt langs fjorden. Vi vandrer gennem Rørmosen, hvor der er anlagt en 250 meter snoet gangbro, så alle kommer tørskoet gennem det fine urørte skovstykke, som bl.a. er et yndet sted for nattergale. Vi kommer til Roskilde Golfklubs kuperede terræn, hvor vi kan holde kaffepause. Derefter fortsætter vi til Svogerslev Sø, hvor vi vandrer langs søen og langs Kornerup Sø og Å, hvor vi umiddelbart før Gl Lejre støder på områdets største skibssætning. Der møder vi en lokal historiefortæller, som beretter om Skjoldungernes spændende historie. Vi fortsætter sammen til Lejre Museum, hvor vi spiser frokost, og man kan efter eget ønske se museets udstilling og besøge Galleri Gl Lejre, der ligger smukt overfor museet. Til sidst går vi til Lejre Stationsby, hvor vi besøger den lokale bager, inden vi tager toget tilbage til Roskilde.
Vandrelængde: ca 15 km. Underlaget er skovstier, markgrusveje og asfalt.
Dag 3: Dagsvandring gennem Ledreborg skovene og besøg i Sagnlandet Lejre
Vi tager toget til Lejre Station, hvorfra vi følger en sti langs en meget smuk og lang ådal ind i Ledreborgs Skov. Ledreborg har været i familiens eje i 250 år, og det er et aktivt slot med både skov- og landbrug, parkkoncerter, events, skovklatring og en meget smuk anlagt have. Vi fortsætter ind i skoven ad grusstier, langs å-løb og forbi idylliske skovarbejderhuse, og vi kommer forbi et istidshul, der dannede rammen om det første grundlovsmøde i Danmark. I Herthadalen, der er opkaldt efter frugtbarhedsgudinden Hertha, ligger Sagnlandet Lejre, som blev skabt for at forske i og formidle viden om fortiden. Sagnlandet er et spædende område på 43 hektar, hvor der bl.a. er opført huse og miljøer fra stenalder, jernalder, vikingetid samt 1800-tallet. Der er arbejdende værksteder, og vi kan forvente at møde drabelige vikinger og skønmøer. Her spiser vi frokost. Fra Sagnlandet går vi videre gennem skoven mod Gl. Lejre, og vi passerer de oprindelige Kongehaller. Fortællingerne om Skjoldungerne er knyttet til Lejre, og mange af de tidligste konger i Danmark har regeret herfra. Vi fortsætter gennem ådalen og følger et smukt å-løb tilbage til Lejre Station.
Vandrelængde: ca 15 km. Underlaget er skovstier, markgrusveje og asfalt.
Dag 4: Roskilde, Boserup, Bognæs, Herslev og Kattinge
Dagens tur starter på Roskilde Havn. Vi følger kystlinjen langs Roskilde fjord, gennem Kællingehaven og Boserup skov, og vi gør holdt ved en af de mange shelters, hvor vi kan nyde udsigten over fjorden. Ved den gamle vandmølle Kattinge Værket forlader vi skoven og vandrer ind i landet med udsigt til Kattinge Sø og Roskilde Fjord. Herfra går turen til den fredede halvø Bognæs i Roskilde Fjord, og vi kan håbe på både at se rådyr, dådyr, mufloner og havørne. Undervejs holder vi korte kaffepauser. Tilbage igen på fastlandet går turen til Herslev Lystbådehavn, hvor det er muligt at tage en svømmetur i fjorden, og i Herslev landsby besøger vi Herslev Bryghus og Friis-Holm Chokoladefabrik. Vi spiser sen frokost i Bryghusets cafe. Turen slutter i Kattinge Landsby, hvis historie rækker helt tilbage til jernalderen. Fra Kattinge tager vi bussen tilbage til Roskilde.
Vandrelængde: ca. 20 km. Underlaget er fjordkyst, skovstier, markstier og asfalt.
Dag 5. Roskilde havn og sejlads på Roskilde fjord i vikingeskibe
Den sidste dag bliver en dag, hvor det i højere grad bliver armene end benene, der kommer på arbejde. Vi skal på fjorden i et af Vikingeskibsmuseets rekonstruerede skibe, hvor vi sammen med en erfaren sejladsinstruktør deltager aktivt i roning og sejlsætning. Vi går i land et sted langs fjorden og nyder Cafe Knarrs picnickurve, der er tilberedt efter principperne i Ny Nordisk Vikingemad. Efter sejlturen er der mulighed for at udforske Roskilde aktive museumshavn, hvor der er arbejdende værksteder og vikingeskibsmuseum.