Dag 1. Afrejse
Vi flyver fra København direkte til Geneve. Herfra har vi ca. 3 timer i bus frem til hotellet. Vi ankommer til Valloire og indkvarteres på vores hotel. Er der tid til det, ser vi nærmere på byen, inden vi mødes til aftensmad på hotellets restaurant.
Dag 2. Pain de Sucre
Vi starter fra hotellet, går gennem byen og videre gennem et par små « alpeflækker ». Efter opvarmning på næsten jævn vej og sti begynder opstigningen mod Pain de Sucre. Den hårdeste del af opstigningen er lige i begyndelsen, hvorefter det bliver noget lettere på ruten. Alle som en skal vi lige vænne kroppen til at være i gang, men heldigvis finder de fleste hurtigt vandreformen frem. Det meste af vejen op er i skov, men på toppen er vi ude på sæteren, og har udsyn over dalen. Vi finder et godt sted på toppen til at nyde vores medbragte frokost. På tilbagevejen holder vi os i det åbne, og har flotte udsyn til bjergene omkring os.
Dag 3. Pas des Griffes
I dag skal vi med liftene, som starter i kort afstand fra hotellet, op mod toppen af Crey du Quart. Liftene bringer os op i 2.315 m.o.h., og vi vandrer det sidste stykke op til kammen, som skiller Valloire fra Valmeinier. Vi følger kammen med flotte udsigter til begge sider til passet Pas des Griffes. Herfra går turen ned over åben sæter med spredte hytter rundt omkring. Vi følger de gamle sæterstier, og når Archaz oven for Valloire. Herfra fortsætter vi stejlt ned til Valloire.
Dag 4. Valmeinier – Col de Marches
Vi kører ½ time til nabodalen med naboskisportstedet Valmeinier. Igen er landskabet forskelligt: Vi følger en lille strøm, og bevæger os med skilifter fra sæterområde op til mere alpint område. Målet for turen er passet Col de Marches med flot udsigt, bl.a. til den opdæmmede sø Bissorte. På tilbagevejen går vi ned gennem nabodalen med en lille sø, klippeblokke og store sæterområder. Fra bunden har vi en lille stigning tilbage til Valmeinier.
Dag 5. De fire søer
Meget smuk vandredag med udsigt til toppen af Gran Galibier 3.228 moh. Vi begynder dagen med en kort køretur til Plan Lachat på vej op mod Galibier-passet. Herfra lægger vi blødt ud på en grusvej - allerede med smukke udsigter bl.a. mod Grand Galibier. Stien stiger over en kort strækning for igen at blive næsten flad. Efter en times gang kommer vi til den første sø, Lac Cerces. Herfra går turen videre ned til de tre næste bjergsøer. Vi finder et godt sted, hvor vi nyder vores frokost til en fantastisk udsigt. Med lidt held har vi tilmed mulighed for at se bouquetin'er (den vilde bjergged). Efter frokost går turen videre forbi en tidligere militærlejr, inden vi begiver os tilbage mod dagens udgangspunkt.
Dag 6. Aiguilles d'Arves
Vi begynder igen med en lille køretur, hvor vi bliver sat af ved landsbyen Bonnenuit. Herfra vandrer vi op mod de tre meget markante « sylespidser » Aiguilles d'Arves. Vi skal ikke hele vejen op, men standser ved et refugie, der bliver brugt af folk, som vil bestige de tre toppe. På tilbagevejen holder vi højde og bliver på sæteren så længe som muligt. Her vil der være gode muligheder for at se murmeldyr og blomster, inden vi når tilbage til Valloire.
Dag 7. Hjemrejse
Vores bus bringer os til lufthavnen i Geneve, hvor der er fly direkte hjem til København.