Dag 1: Afrejse med tog fra Danmark
Afrejse med tog fra enten København eller Aarhus til Schweiz. Der er togskift i Hamborg.
Dag 2: Ankomst i Schweiz
Efter togskifte i Zürich tager vi toget helt til St.Moritz. Det er en usædvanlig smuk tur, først langs Zürichsee, senere langs den dramatiske Walensee, inden vi nede i det sydøstlige hjørne af Schweiz skifter tog i kantonen Graubündens hovedstad Chur. Her står den røde ekspres klar til at tage os igennem en af verdens flotteste jernbanestrækninger, der er på UNESCOs verdensarvliste. Banen snor sig helt utroligt opad mod Albulapasset - og efter tunnelen er vi i Engadin-dalen, hvor endestationen er St. Moritz. Der er restaurant og/eller bar i begge tog.
Fra banegården henter hotellets minibus vores bagage. Efter ankomst er det tid til at blive indkvarteret og slappe lidt af. Hvis der er tid til det, tager vi et nærmere kig på byen, inden vi samles til aftensmaden.
Dag 3: Bjergene bag St. Moritz
Vi starter første vandredag med en rute, der ikke er så svær. På denne måde kan alle lige få gang i benene og blive bedre kendt med, hvad man kan forvente af ruterne senere på ugen. Vi starter med at tage funicular/kabelbane og svævebane fra centrum af byen op til 3.056 meter høje Piz Nair, hvor vi bestiger toppen og nyder udsigten. Herefter tager vi lidt retur med svævebanen til mellemstationen Corvilglia, hvor vi går tur op til bjergsøen Lej Alv, hvor vi spiser vores medbragte frokost. Vi går ned i dalen ad blomstervejen og drikker kaffe i Marguns. Herfra går vi ned ad stien med uret rundt om bjerget og forbi tv-masten ned til sidste funicular på mellemstation Chantarella. Herfra går det retur ned til St. Moritz med funicular eller – hvis kræfterne er der – går nogle måske helt hjem.
Dag 4: Højrute fra Corvatsch til St. Moritz
Turen går med bybus til nabobyen Silvaplana, hvor vi skal med svævebanen Surlej Corvatsch til Murtej (2.699 m) og videre op til udsigtspunktet Corvatsch i 3.303 m. Herfra får vi udsyn til de højeste bjerge i området, herunder Piz Bernina. Retur til mellemstationen i Murtej, hvorfra vi går ad en skøn panoramavej ned mod St. Moritz. Vi nyder vores medbragte mad på en eng ved et lille vandløb. Efter at have set os mætte i de smukke søer i dalen skal vi kortvarigt ned ad en stenet nedstigning. Ved Hahnensee kan vi købe forfriskninger, fx en god Apfelstrudel. Og så går det ned til bydelen St. Moritz Bad, hvor nogen foretrækker at tage bybussen hjem, andre går langs søen.
Dag 5:. Toptur til Munt Pers 3.207 m.o.h.
Vi starter dagen med at tage toget – helst i åben udsigtsvogn - fra St. Moritz til Bernina Diavolezza. Herfra går turen knap 900 højdemeter op ad bjerget med svævebanen. Fra svævebanens topstation 2960 m.o.h. vandrer vi nu til toppen af Munt Pers på 3.207 meter. Turen er ikke lang (ca 2 km hver vej), men den kan være lidt udfordrende nogle steder. Anstrengelserne er dog hele arbejdet værd, når man belønnes af en fantastisk udsigt på toppen. Er vejret til det, så spiser vi vores medbragte frokost på toppen (ja, der plejer at være vindstille!). Herefter går vi samme rute retur til svævebanen.
Er der flere kræfter, vil nogen måske have mod på 2½ time ekstra ned de 900 højdemeter. En lidt svær, men belønnende tur.
Dag 6: Hvile- og udflugtsdag til Berninapasset
Dagen byder på mulighed for at slappe af på egen hånd i St. Moritz og se nærmere på byen. Har du derimod lyst til at bruge benene til lidt ekstra vandring, så tager vi toget frem til Alp Grüm 2.080 moh. Her nyder vi en kop kaffe inden vi går over Bernina passet til Ospizio Bernina. Turen er en forholdsvis kort tur på 5 km. Det tager knap to timer i let terræn. Vi finder et sted med skøn udsigt og spiser vores medbragte frokost. I Ospizio Bernina hopper på et tog hjem til St. Moritz.
Der er mange supplerende udflugtsalternativer og mange ekstra vandremuligheder på egen hånd. Hvad med en sen eftermiddagsøl på udsigtspunktet Muottas Muragl? På denne dag er der ikke aftensmad på hotellet.
Dag 7: Pashøjden Fuorcla Crap Alv
Vi håber, du har benyttet hviledagen i går til at give dine ben mulighed for en velfortjent pause. I dag får du nemlig brug for at have lidt ekstra overskud og energi i rygsækken. Benene har nu været i gang i nogle dage og tilpasset sig det bjergrige terræn, så nu sætter vi ind med turens vandreudfordring. Ugens længste vandretur er lang og har flest højdemeter op og ned. Vi starter med at tage det røde tog gennem Albula pastunnelen til Preda (1.794 m). Vi skal nu gå op over passet Fuorcla Crap Alv 2.466 meter, som er den flotteste version af Albulapasset. Der er en meget varieret tur op til søen Crap Alv Lajets, hvor vi spiser vores medbragte mad, og kan tage et forfriskende bad. Nu går det igen op til pashøjden, hvor alting ændrer sig med den stejle nedstigning i Bever-dalen, hvor skråningen distraherer med de smukke blomster. Nede i bunden går vi langs floden til Spinaz (1.819 m), hvor der er café og måske lidt ventetid, før toget samler os op retur til St. Moritz. Alt i alt en fantastisk tur, der hele tiden byder på nye positive overraskelser!
Dag 8: Den høje vej rundt om Palü søen
Vi slutter ugen af med en rundtur med start og slut i Alp Grüm 2.080 m. Her skal vi vandre ad en forbavsende flot højdevej mod uret til gletchersøen Lagh Caralin. Der er undervejs mulighed for at se gemser og finde edelweiss. Vi skal til slut passere nogle løse sten, før vi krydser floden på en smal bro. Søen er et dramatisk sted, hvor vi spiser vores medbragte mad. Efter frokost fortsætter vi videre ned mod søen Lagh da Palü. De sidste 1,5 km ned til søen er der en nedstigning på 400 højdemeter. Har du et par vandrestave, kan du få stor hjælp af dem på denne strækning. Fra Palü søen slutter vi med en mindre stigning tilbage til Alp Grüm, hvor vi kan nyde en forfriskning, inden vi slutter dagen med at tage toget fra Alp Grüm hjem til St. Moritz. Imponerende og temmelig ukendt tur!
Dag 9. Hjemrejsestart
Vi tager tog fra St. Moritz til Zürich, hvor vi igen kører den meget smukke tur til Zürich. Der er togskifte i Zürich, hvor vi går ombord på nattoget.
Dag 10: Ankomst i Danmark
Der er ankomst i Hamborg om morgenen. Efter togskifte går turen tilbage til Danmark, hvor der er ankomst midt på eftermiddagen.