Fra Aalborg til Nuuk: Ruby Rejser gør Grønland lettilgængeligt med ny direkte flyrute

Nyhed

Camp Kangiusaq ved Nuuk Fjord i Grønland

I maj i år var Mads Bygballe, ejer af Ruby Travel Group, i Nuuk sammen med Morten Meyer, Bureauchef i Ruby Rejser. Her besøgte de blandt andet den naturskønne glampingplads, Camp Kangiusaq.

I sommeren 2025 bliver det muligt at flyve direkte fra Aalborg Lufthavn til Nuuks helt nye lufthavn på under fem timer. En unik rejsemulighed for eventyrlystne rejsende, der drømmer om at opleve det arktiske paradis.

Ruby Rejser udvider sit udbud af aktive rejser ved at introducere direkte flyvninger fra Aalborg til Nuuk samt en række unikke pakkerejser til naturskønne Grønland. Med to ugentlige afgange fra 12. juni til 1. september 2025 bliver det nu nemmere end nogensinde for rejselystne at udforske den grønlandske natur og kultur.

Grønland uden omveje – flyv direkte til attraktive priser

Med dette nye tiltag sigter Ruby Rejser mod at gøre Grønland mere tilgængeligt for danskerne, særligt dem bosat i Jylland, som nu får en mere bekvem og billigere rejsemulighed. De nye flyvninger bliver foretaget af danske AirSeven med to ugentlige afgange, mandag og torsdag, til en billetpris, som langt de fleste kan være med på, fra kun 1.998 kroner.

- Grønland er et rejsemål, som mange drømmer om at opleve, men som hidtil har været lidt af en logistisk udfordring forbundet med høje transportomkostninger. Med vores nye direkte flyvninger fra Aalborg til Nuuk gør vi det mere tilgængeligt for vores gæster at udforske Grønland, uden de fordyrende mellemlandinger, siger Morten Meyer, Bureauchef hos Ruby Rejser i Aalborg.

Unikke rejseoplevelser lige rundt om hjørnet

Foruden flybilletter tilbyder Ruby Rejser også pakkerejser, der byder på alt fra grønlandsk storbyferie til unikke naturoplevelser med glamping ved Nuuk-fjorden, vandring, kajakture, hvalsafari og meget andet. Med et bredt udvalg af udflugter er der lagt op til spændende eventyr og uforglemmelige oplevelser.

- Vores pakkerejser er nøje sammensat til at give vores gæster den bedst mulige oplevelse af Grønland, uanset om de er til storslåede naturoplevelser eller kulturelle eventyr. Vi ønsker at bringe Grønlands unikke oplevelser tættere på danskerne, og vi tror, at denne mulighed kun gør Grønland til et endnu mere attraktivt rejsemål, siger Morten Meyer, Bureauchef hos Ruby Rejser i Aalborg.

Direkte flyrute imødekommer flere behov

De nye flyvninger er ikke kun designet til at imødekomme behovene hos fritidsrejsende. For erhvervsdrivende i Aalborg og omegn åbner det op for at kunne optimere og udvide netværket og aktiviteterne til det grønlandske marked. Dermed kan nordjyske erhvervsdrivende se frem til attraktive muligheder som grupperejser, særlige tilbud samt muligheder for cargotransport.

Også de danskere og grønlændere, som ønsker en nemmere, hurtigere og ikke mindst billigere løsning, når de skal besøge familie og venner i enten Grønland eller Danmark, kan se frem til netop det med den nye flyrute i sommeren 2025.

Læs mere om rejserne til Grønland