Dag 1 - Danmark - Stockholm
Fra morgenstunden hopper vi på toget til Malmø hvor vi skifter til det charmerende ”Snälltoget” til Stockholm. Rejselederen møder jer på stationen og sørger for en god start på rejsen. Undervejs nyder vi en frokost i den charmerende spisevogn ”Krogen”. Over middag ruller toget ind på Stockholms centralstation. Vi bliver indkvarteret på et hotel tæt ved stationen og i gåafstand til byens mange seværdigheder.
Om eftermiddagen har I mulighed for at tage med rejselederen på byvandring i det historiske centrum. Oplev byens charme og få et indtryk af, hvad Stockholm har at byde på - eller brug tiden på egen hånd og find jeres egen lille caféperle.
Dag 2 - Stockholm - mulighed for skærgårdsvandring
Efter morgenmaden er det tid til at udforske den svenske hovedstad. Stockholm fascinerer med sin blanding af kongelig historie, moderne design og naturskøn beliggenhed.
Tag med rejselederen rundt i byen, hvor vi dykker ned i både det klassiske og det moderne Stockholm. Gamla Stan er en af Europas bedst bevarede middelalderbydele med gyldne facader og smalle stræder, mens Östermalm byder på stilfulde butikker og trendy caféer. Måske frister et besøg på Vasamuseet, hvor det enorme krigsskib fra 1600-tallet står næsten intakt, eller en tur til ABBA-museet, som inviterer til dans og fællessang. I oktober 2024 åbnede den 270 km lange skærgårdssti som strækker sig over 21 øer. Om eftermiddagen kan I tage med rejselederen på skærgårdsvandring og udforske en bid af denne nye attraktion.
Dag 3 - Stockholm - Tallinn
Vi nyder en rolig morgenmad og får tid til de sidste oplevelser i Stockholm - måske et formiddagsbesøg på et museum eller en slentretur langs vandet.
Om eftermiddagen tager vi offentlig transport til færgeterminalen (koster ca. 43 SEK) og går ombord på Tallink Siljas moderne krydstogtsfærge, der fører os over Østersøen til Tallinn. Husk at nyde sejlturen ud gennem den svenske skærgård - et betagende landskab af tusindvis af småøer, hvor sommerhuse og fyrtårne spejler sig i vandet.
Vi bruger aftenen ombord på krydstogtsfærgen, hvor du kan nyde skibets mange faciliteter og tilbud, så som taxfreebutikker, restauranter, temabarer og sauna. Vi indkvarteres i indvendige kahytter med mulighed for opgradering til udvendige som har udsigt til vandet.
Dag 4 - Tallinn
Om formiddagen lægger færgen til i Tallinn - Estlands charmerende hovedstad, hvor historisk atmosfære møder moderne livsstil. Her venter en vidunderlig, velbevaret middelalderby med brostensbelagte gader, spir og tårne, hyggelige gårdhaver og gotiske bygninger. Byens kreative puls mærkes overalt - i små gallerier, hyggelige caféer og unikke butikker.
Vi bor på hotel tæt ved den gamle bydel, og dagen byder på byvandring med vores danske rejseleder. Sammen udforsker vi Tallinns mange seværdigheder, mens vi dykker ned i den fælles dansk-estiske historie. Ved Den Danske Konges Have hører vi om legenden om Dannebrog, som ifølge sagnet faldt ned fra himlen netop her i 1219. Vi passerer de imponerende byporte, ser det tidligere KGB-hovedkvarter og kommer forbi Rumex - et spændende videnskabscenter med interaktive og lærerige eksperimenter for både store og små.
Dag 5 - Helsinki
Efter morgenmad på hotellet tager vi færgen fra Tallinn til Helsinki. Turen over Finske Bugt tager cirka to timer og byder på flot udsigt. Den finske hovedstad er en hyggelig og afslappet storby, hvor nyt og gammelt mødes. Her findes både smukke gamle bygninger, moderne design og grønne parker - og byen ligger lige ud til havet.
Tag på byvandring med rejselederen og se nogle af byens mest kendte seværdigheder. Besøg den livlige markedsplads ved havnen, hvor I kan dufte frisk fisk og lokale delikatesser, og se den ikoniske hvide domkirke, som troner over byen. Turen går også forbi den særlige Tempelkirke - en arkitektonisk perle hugget direkte ind i en klippe, der imponerer både udefra og indefra.
Resten af dagen er på egen hånd - måske frister Design District med sine kreative butikker og gallerier, en stille stund i en park, eller en café med udsigt over havet.
Dag 6 - Helsinki
Efter morgenmaden på hotellet er der god til at opleve det sidste af Finlands smukke hovedstad. Om aftenen er der afgang med Tallink Siljas store krydstogtfærge, som sejler os tilbage mod Stockholm. Her kan du nyde en hyggelig aften ombord med god mad og skibets mange faciliteter. Ombord er indkvarteringen i en indvendig kahyt med mulighed for opgradering til en udvendig kahyt med udsigt.
Dag 7 - Hjemrejse
Færgen lægger til i Stockholm om formiddagen med en flot indsejling gennem skærgården til byen forbi småøer og holme. VI tager med offentlig transport (koster ca. 43 SEK) til centrum hvor vi inden hjemrejsen har tid til at nyde et sidste museumsbesøg, shoppingtur eller en god frokost, inden vi midt på eftermiddagen tager toget tilbage til København. Der er sørget for bagageopbevaring inkl. drinkkupon på 50SEK på hotel i centrum inden hjemrejsen med toget.
I siger farvel til gruppen og tager hjem med kufferten fuld af indtryk - fra svenske brostensgader og estiske middelaldermure til finsk design og skærgårdsstemning.