Dag 1 og 2 - Afrejse og ankomst Chiusa
Vi stiger på toget i enten Ørestad, Odense eller Kolding. Efter et stop i Hamburg kører toget gennem natten nonstop til München, hvor vi er fremme næste morgen. Turen fortsætter ind i Østrig forbi bl.a. Zell am See og Kitzbühel til Tyrols hovedstad, Innsbruck, hvor vi ankommer lige over middag. Herfra bliver vi transporteret til vores hotel. Vi mødes alle på hotellet om aftenen til fælles middag.
BEMÆRK ændringer for afgangen d. 26/6
- 26/6 Dag 1 - Afrejse Danmark - München
Afrejse fra København, Odense, Kolding m.fl. til Hamburg om morgenen. Tilslutning fra andre danske stationer er muligt. I Hamburg har I tid til at strække ben, inden det går med højhastighedstog gennem Tyskland til München, hvor I ankommer først på aftenen. Fremme i München indkvarteres I på et 3-stjernet hotel nær hovedbanegården og aftenen er på egenhånd.
- 27/6 Dag 2 - Gennem Brennerpasset til Chiusa
Efter morgenmaden på hotellet stiger I på toget igen og kører gennem det spektakulære Brennerpas, dette er en helt unik passage. Toget snor sig gennem bjergdale, skove og over broer og viadukter til Brixen. Herfra bliver vi transporteret det sidste stykke til vores hotel i Chiusa omkring middagstid.
Vi mødes alle på hotellet om aftenen til fælles middag og mere information om den kommende vandreuge.
Dag 3 - Europas største sæter
Aktiv vandretid: 4 timer, +450/-450 højdemeter, sværhedsgrad 3
Vi starter første vandredag lidt senere end sædvanligt, så vi er udhvilet til dagens oplevelser. Vi skal vandre på Europas største sæter Alpe di Siusi, et 52 km² stort plateau i ca. 2000 meters højde. Vi kører en kort tur med bus til landsbyen Siusi (998 m.o.h.), hvorfra der er en flot svævebanetur til Compaccio (1844 m.o.h.). Her vandrer vi mellem spredte sæterhytter på grønne græsmarker med køer, får, geder og heste samt masser af vilde blomster. Fra sæteren er der udsigt ned i Isarco- og Gardena-dalene, og bedst af alt er der udsigt til Dolomitter-massiver som Sciliar, Catinaccio og Sasso Lungo. På vandreturen kommer vi også forbi Heksebænken. Bænken ligner mere en stor stol, der er sat sammen af blokke af porfyr. Måske et sted til dyrkelse af en hedensk gud, men i hvert fald en guddommelig udsigt til dale og Dolomitbjerge. Ved bjerghytten Puflatsch kan udsigten kombineres med den lokale Forst pilsner på terrassen.
Dag 4 - Meranos vandingskanaler
Aktiv vandretid: 5 timer, -150 højdemeter, sværhedsgrad 2
Vi tager toget til kurbyen Merano. Merano-området har et netværk af vandingskanaler - de såkaldte Waale - som leder den rigelige mængde vand fra bjergene frem til marker og plantager på bjergskråningerne. Det regner forholdsvis lidt i Merano-dalen, og vandingskanalerne er en både genial og enkel måde at udnytte vandets fald på.
Vi vandrer langs den længste vandingskanal, som det tog karteusermunke 19 år at bygge inden den stod færdig i 1756. Vi starter i Tel, hvor kanalen henter vandet fra Adige-floden, og bringer det videre til æbleplantager og vingårde på skråningerne over landsbyerne Marling, Cermes og Lana. Stierne langs vandingskanalerne er nogle steder kun 50 cm til 1 meter brede. Mens vi følger vandets snørklede vej langs bjergskråningerne, har vi en smuk udsigt over Merano, bjerge og dale med talrige slotte og borge. Stierne krydser mange små caféer og restauranter, hvor der serveres forfriskninger udendørs med panoramaudsigt.
Dag 5 - Cykeltur gennem Brennerdalen
Vores rejseleder cykler forrest på en stille og rolig cykeltur på godt 30 km fra Chiusa (523 m.o.h.) til Bolzano (262 m.o.h.). Mange af os har sikkert kørt i bil over Brennerpasset, hvor man svæver hen over landsbyer og kun glimtvis øjner gamle slotte og borge, fordi øjnene er fast naglet til motorvejen. Nu får du lejlighed til at opleve dalen i cykeltempo. Der er asfalteret cykelsti hele vejen, og cykelstien kommer kun sjældent i kontakt med den øvrige trafik. Cykelstien følger den brusende Isarco-flod, som krydses på cykelbroer, og vi cykler forbi middelalderborgen Trostburg og gennem nedlagte jernbanetunneler i en stadig smallere kløft, indtil Bolzano folder sig ud som en fantastisk cykelby med mange cykelstier og cykelpromenader langs floden. Vi har et par timer til frokost på egen hånd i en af de mange udendørs restauranter eller på det hyggelige marked på Piazza Erbe, inden vi mødes igen for at tage den lokale bus til en af de mange vingårde i området, hvor vi skal nyde en vinsmagning med lokale vine. Sidst på dagen tager vi sammen toget tilbage til Chiusa.
Dag 6 - Fridag på egen hånd
Med dit Guest Pass får du gratis offentlig transport, adgang til udendørs bade og en daglig tur med kabelbanen til Rittner Horn - perfekt til at opleve den storslåede natur i Dolomitterne. Du kan fx tage en tur til Chiusa eller Bressanone og nyde de hyggelige gader, caféer og lokale butikker. Vil du udvide dagen med kultur, kan du - for egen regning - besøge det imponerende Messner Mountain Museum i en middelalderfæstning, skabt af bjergbestigeren Reinhold Messner. I Bolzano kan du også opleve den berømte stenaldermand Ötzi, som levede for over 5.000 år siden og blev fundet i Alperne i 1991. Han er udstillet både i sin originale form og som rekonstrueret figur med klæder, våben og udstyr.
Dag 7 - Jordpyramider og smalsporstog
Aktiv vandretid: 5 timer, +300/-300 højdemeter, sværhedsgrad 3
Vi tager toget til Bolzano, og fortsætter direkte videre med svævebane. Den røde kabine svæver fem km opad over stejlt skrånende vinmarker og over en lang dal. Fra landsbyen Soprabolzano vandrer vi gennem skove og typiske landbrugsområder, hvor der satses stort på økologisk produktion. Mest malkekvæg og kødkvæg, men nogle forsøger sig også med lamaer. Til sidst når vi frem til det største område med de såkaldte jordpyramider, der er op til 10-15 m høje jordsøjler med pudsige stenhatte på toppen. Forklaringen er, at når regnvandet langsomt eroderer moræneskråningerne, kommer de store sten til at fungere som en hat, der holder jorden nedenunder tør og hård. Og derved bliver de stående som søjler i forskellige højder. Vi fortsætter til landsbyen Collalbo, hvor vi kører 7 km med veterantog på smalsporsjernbane. Banen blev indviet i 1907 med en sporbredde på blot 1 meter. På vandreturen er der mange flotte udsigter til forrevne Dolomitbjerge.
Dag 8 - Labyrintvandring
Aktiv vandretid: 3,5 timer, +250/-400 højdemeter, sværhedsgrad 3
På rejsens sidste vandredag tager vi på udflugt i egen bus til en ny del af Dolomitterne. Turen begynder med en køretur mod Costalunga-passet i 1.745 meters højde, hvor dagens vandring starter. Her bevæger vi os op til trægrænsen og videre ind i det mere rå og vilde landskab over trægrænsen - en smagsprøve på Dolomitternes dramatiske natur. Vi vandrer ned til den smaragdgrønne bjergsø Lago di Carezza, hvor vandet spejler de omkringliggende tinder. Undervejs følger vi den snoede labyrintsti, der bugter sig gennem klippelandskabet ved foden af det næsten 3.000 meter høje Latemar-massiv. Fra stien åbenbarer der sig udsigter til evig sne og det imponerende Catinaccio-massiv - også kendt som Rosenhaven. Efter en sen frokost ved søen kører bussen os behageligt tilbage til Chiusa.
Dag 9 og 10 - Hjemrejse
Det er tid til at sige farvel til Dolomitterne for denne gang. Om eftermiddagen bliver vi transporteret til Innsbruck, hvor vi først på aftenen stiger ombord på toget. Lige før midnat gør toget holdt i München hvorefter det kører nonstop til Hamburg, hvor vi ankommer næste dag ved 9-tiden. Forventet hjemkomst i Danmark hen på eftermiddagen.
BEMÆRK ændringer for afgangen d. 31/7
- 08/08 Dag 9 - Gennem Brennerpasset til Munchen
I løbet af dagen tager vi afsked med området og bliver transporteret med bus gennem Brennerpasset med det spektakulære landskab med bjergdale, skove samt over broer og viadukter til Innsbruck. Herfra går turen videre med tog til Berlin og først på aftenen indkvarteres I på et 3-stjernet hotel nær hovedbanegården. Aftenen er på egen hånd.
- 09/08 Dag 10 - Fra Berlin til Danmark
Efter morgenmaden på hotellet går turen med direkte tog gennem Tyskland til Danmark, det er muligt at afstige toget i København, Odense, Kolding m.fl. Ankomst i Danmark først på aftenen.
Bemærkninger
Programmet er med forbehold for ændringer i udflugter og rækkefølge. Det er valgfrit om du ønsker at deltage på alle turene, så hvis du har lyst til en dag på egen hånd, skal du blot give guiden besked, så han ikke står og venter forgæves på jer.