Studietur til Grønland – den magiske ø mod nord
Nyhed
I starten af november var vi en lille flok afsted til den store ø mod nord for at opleve nogle af de hoteller, byer og udflugter, du kan komme afsted på til sommer! Her kan du læse om vores oplevelser i Nuuk og Ilulissat og begynde at glæde dig til, at du selv skal afsted.
Dag 1: Fra Danmark til Nuuk
Vi startede med at flyve til Kangerlussuaq der, indtil Nuuks nye lufthavn åbnede d. 28. november 2024, var mellemstation, når du skulle flyve til Nuuk. Mange af os havde aldrig været på Grønland før, og fra luften kunne vi pludselig se store hvide flader og mørke klipper, der dukkede frem fra skyerne, som gav os et indtryk af hvor stort, smukt og vildt Grønland faktisk er. Efter et kort ophold i lufthavnen, gik turen videre til Nuuk, hvor vi landede i tusmørke og snevejr og begav os mod hotellet. Vi skulle overnatte en enkelt nat på Hotel Hans Egede, opkaldt efter Hans Povelsen Egede, der i 1721 koloniserede og gjorde Grønland kristent.
Vi fik smidt bagagen og tog afsted på en mini-sightseeing i den grønlandske hovedstad. Her besøgte vi Nuuk Water Taxi, der tilbyder fantastiske ture rundt i fjordene omkring Nuuk, hvor du blandt andet kan besøge skjulte gletsjere eller fange din egen fisk og få den tilberedt på restaurant samme dag. Tilbage på hotellet ventede en overdådig middag med grønlandske specialiteter som snekrabbe og rensdyr og en traditionel "grønlandsk kaffe" bestående af Grand marnier, whisky, Kahlua, flødeskum og kaffe.
Dag 2: Tur gennem isfjorden og besøg i Ilimanaq
På turens anden dag tog vi flyet mod Ilulissat, der er en af de smukkeste og mest besøgte byer i Grønland. Byen ligger godt 500 km nord for Nuuk, og det tog ca. 2 timer med fly, igen med mellemlanding i Kangerlussuaq. Vel fremme blev vi indlogeret på Hotel Arctic, der ligger med fantastisk udsigt over isfjorden. Der er faktisk ingen af værelserne der ikke vender mod havet, så du er altid sikker på at vågne op til et utroligt syn ud i den grønlandske natur.
Og netop den grønlandske natur var det næste der ventede os. Vi skulle nemlig med Targa-båd igennem den utroligt smukke Ilulissat isfjord og besøge den lille bygd Ilimanaq. Her sejlede vi ind og ud mellem enorme isbjerge og isflager, der majestætisk knejsede op og fik os til at føle naturens kræfter på smukkeste vis. Vi var afsted i november, hvor der ikke er nær så mange isbjerge som om sommeren, hvor varmen får flere til at knække af og drive ud i fjorden, så du kan godt begynde at glæde dig, hvis du allerede har booket din tur!
Vel ankommet til Ilimanaq nød vi vores medbragte frokost i en af de restaurerede huse, mens vi sad med den smukkeste udsigt over isfjorden, inden turen gik tilbage mod Ilulissat. En helt utrolig tur, som vi kun kan forestille os, bliver endnu smukkere om sommeren.
Tilbage i Ilulissat blev vi kørt op til det nyligt åbnede Ilulissat Isfjordscenter, hvor vi kunne nyde den smukke solnedgang over de grønlandske bjerge, både dem af sten og dem af is, inden vi gik gennem byen tilbage til hotellet. Her ventede en fantastisk 3-retters menu, efterfulgt af en god nats søvn, inden endnu et eventyr ventede i morgen.
Dag 3: Gletsjertur og sæler
På tredjedagen gik turen endnu engang ud på isfjorden, men denne tur gik i modsatte retning mod nord. Vi skulle nemlig op og se den mægtige Eqi gletsjer. Dagen bød på mere blæst, så der var godt gang i båden, der gyngede op og ned, mens vi susede forbi de isklædte klipper. Undervejs gjorde vi holdt ved et frossent vandfald, der faldt ud over de stejle klippesider. Vi prøvede at fylde en drikkedunk op, men isen gjorde det umuligt.
Sejladsen varede omkring 2 timer, og pludselig, rundt om et klippefremskred, kunne vi se den: Den enorme Eqi-glestsjer. Gletsjeren er omkring 5 kilometer bred og en af de mest aktive i Grønland i forhold til at kaste is af sig, også kaldet ”at kælve”. Før vi skulle helt tæt på, fik vi en rundvisning blandt de lækre feriehytter, der ligger på bjergsiden med direkte udsigt til den mægtige gletsjer.
Herefter gik turen med targa-båden igennem det isfyldte farvand, mens den massive isvæg blev større og større. Gletsjeren levede op til sit ry og kælvede flere gange, så det kunne høres i hele dalen. En helt fantastisk oplevelse! Og på isflagerne var vi endda så heldige at spotte et par sæler, der tog sig en lur, men hurtigt dykkede under vandet, da de opdagede vores nysgerrige blikke.
Tilbage i Illilusat besøgte vi Hotel Icefiord, der også byder på lækre værelser med udsigt til isbjerge lige ude foran vinduerne. Vi sluttede på Hotel Arctic, hvor den stod på endnu en lækker middag, før vi gik i seng og fløj hjem til Danmark næste dag.
Grønland skal opleves i virkeligheden
For nogen, der aldrig har været på Grønland før, forstår vi godt, hvorfor landet står øverst på så manges ønskeliste - det er fuldstændig anderledes end noget andet, som du har oplevet før.
Kulturen og den barske natur, hvor alt er afhængigt af havet og fangst, er helt unikt. Og vi kommer ikke udenom, at naturen er helt uden sammenligning. Det er umuligt at gengive på billeder og gennem tekst, når du sejler forbi et 20 meter højt isbjerg og bliver nødt til at lægge nakken helt tilbage for at se toppen. Det er noget, der skal opleves i virkeligheden.
Vi var afsted i november, og kan kun forestille os, hvor fantastisk landet er, når det bliver sommer, havet bliver fyldt med flere isbjerge, solen står højere på himlen, og gletsjerne kælver.
Er du også blevet fanget af det smukke land, så er det nu du skal slå til. Vi har nemlig et bredt udvalg af pakkerejser til Grønland i sommeren 2025. Allesammen med vores nye direkte fly til Nuuk, så du slipper for mellemlandinger og ankommer til Nuuk efter kun 5 timer. Find vores pakkerejser til Grønland her.
God tur!