Med Nirina på efterårseventyr langs den norske kyst
Nyhed
Rejsebrev Hurtigruten
I starten af september tog jeg på den smukkeste sørejse langs den norske kyst, sammen med mine skønne kollegaer Kamilla og Annette. Vi skulle sejle med Hurtigruten i tre dage, fra syd til nord. Turen startede i min dejlige hjemby, Bergen. Selvom jeg voksede op i nærheden af havnene, hvor Hurtigruten lægger til, så har jeg alligevel aldrig været ude at sejle med den. Så jeg var meget tilfreds med endelig at komme afsted!
Bergen, der ellers er kendt som ”regnbyen”, viste sig fra sin bedste side med skinnende sol. Jeg fungerede som lokal guide, da vi besøgte de mange charmerende gader, cafeer og butikker. Højdepunktet var uden tvivl udsigten fra Fløien, hvor vi kunne spotte skibet MS Nordkapp, som vi skulle sejle med.
Vi blev budt hjerteligt velkommen på skibet og tjekkede ind i vores kahytter. Efter en fantastisk middag nød vi udsigten fra Panorama baren på øverste dæk, imens vi sejlede ud fra Bergen Havn. Dagen efter skulle vi på udflugt i Hjørundfjorden. Da vi sejlede ind i fjorden, var det som at sejle ind i et norsk eventyr. Høje bjerge, dybe fjorde og vild natur udfoldede sig som et smukt maleri hen over landskabet.
På Hurtigruten arbejder der et fantastisk ekspeditionsteam, som hver dag står for de spændende udflugter, man kan deltage i. Det kan varmt anbefales at deltage i udflugterne, da det giver mulighed for at blive kendt med den norske kultur og natur og samtidig skabe oplevelser for livet.
Udflugten vi deltog i, i Hjørundfjorden, var fuldstændig fantastisk. De dramatiske bjergtoppe, smukke vandfald og lokale historier fra vores guide gjorde det hele til en mindeværdig oplevelse, som fik mit norske hjerte til at banke ekstra hurtigt. Om aftenen spiste vi aftensmad på Kysten, som er skibets à la carte-restaurant. Navnet “Kysten” afspejler restaurantens enkle, elegante og moderne stil. Her kan man nyde lækre retter tilberedt af skibets dygtige kokke, der anvender de bedste råvarer fra Norges kyst.
Dagen efter sejlede vi ind til Trondheim, som er Norges tredje største by. Efteråret er en vidunderlig tid at besøge Trondheim, da byen er indrammet i de smukkeste efterårsfarver. Her deltog vi i en udflugt til Norges mest kendte kirke, Nidarosdomen. Det var en storslået afslutning på den smukkeste sørejse. Tre skønne dage i Norge var nu slut, og det var på tide at vende snuden hjem mod Danmark.
Tak for denne gang, Norge!
Har du også har lyst til at opleve Norges fantastiske kyst og smukke natur, så kan du læse mere om vores rejser langs Norges kyst med Hurtigruten her.