Dag 1 - Afrejse med fly fra Danmark
Der er i dag afgang fra Danmark og ankomst i Milano lufthavn, hvor en transferbus vil holde klar til at køre jer til hotellet i Chiusa.
Hvis du har valgt selv at komme frem, starter turen i dag med check-in på hotellet.
Alle gæster mødes på hotellet om aftenen til fælles middag.
Dag 2 - Europas største sæter
Aktiv vandretid: 4 timer, +450/-450 højdemeter, sværhedsgrad 3
Vi starter første vandredag lidt senere end sædvanligt, så vi er udhvilet til dagens oplevelser. Vi skal vandre på Europas største sæter Alpe di Siusi, der er et 52 km² stort plateau i ca. 2000 m's højde. Vi kører en kort tur med bus til landsbyen Siusi (998 m.o.h.), hvorfra der er en flot svævebanetur til Compaccio (1844 m.o.h.). Her vandrer vi mellem spredte sæterhytter på grønne græsmarker med køer, får, geder, heste og masser af vilde blomster. Fra sæteren er der udsigt ned i Isarco- og Gardena-dalene, og bedst af alt er der udsigt til Dolomitter-massiver som Sciliar, Catinaccio og Sasso Lungo. På vandreturen kommer vi også forbi Heksebænken. Bænken ligner mere en stor stol, der er sat sammen af blokke af porfyr. Måske et sted til dyrkelse af en hedensk gud, men i hvert fald en guddommelig udsigt til dale og Dolomitbjerge. Ved bjerghytten Puflatsch kan udsigten kombineres med den lokale Forst pilsner på terrassen.
Dag 3 - Meranos vandingskanaler
Aktiv vandretid: 5 timer, -150 højdemeter, sværhedsgrad 2
Vi tager toget til kurbyen Merano. Merano-området har et netværk af vandingskanaler - de såkaldte Waale - som leder den rigelige mængde vand fra bjergene frem til marker og plantager på bjergskråningerne. Det regner forholdsvis lidt i Merano-dalen, og vandingskanalerne er en både genial og enkel måde at udnytte vandets fald på.
Vi vandrer langs den længste vandingskanal, som det tog karteuser-munke 19 år at bygge før den stod færdig i 1756. Vi starter i Tel, hvor kanalen henter vandet fra Adige-floden, og bringer det videre til æbleplantager og vingårde på skråningerne over landsbyerne Marlingo, Cermes og Lana. Stierne langs vandingskanalerne er nogle steder kun 50 cm til 1 m. brede. Mens vi følger vandets snørklede vej langs bjergskråningerne, har vi en smuk udsigt over Merano, bjerge og dale med talrige slotte og borge. Stierne krydser mange små caféer og restauranter, hvor der serveres forfriskninger udendørs med panorama-udsigt.
Dag 4 - Cykeltur gennem Brenner-dalen
Vores rejseleder cykler forrest på en stille og rolig cykeltur på godt 30 km fra Chiusa (523 m.o.h.) til Bolzano (262 m.o.h.). Mange af os har sikkert kørt i bil over Brenner-passet, hvor man svæver hen over landsbyer og kun glimtvis øjner gamle slotte og borge, fordi øjnene er fast naglet til motorvejen. Nu får du lejlighed til at opleve dalen i cykel-tempo. Der er asfalteret cykelsti hele vejen, og cykelstien kommer kun sjældent i kontakt med den øvrige trafik. Cykelstien følger den brusende Isarco-flod, som krydses på cykelbroer, og vi cykler forbi middelalderborgen Trostburg og gennem nedlagte jernbanetunneler i en stadig mere snæver kløft, indtil Bolzano folder sig ud som en fantastisk cykelby med mange cykelstier og cykelpromenader langs floden. Vi har et par timer til frokost på egen hånd i en af de mange udendørsrestauranter eller på det hyggelige marked på Piazza Erbe, inden vi mødes igen for at tage den lokale bus til en af de mange vingårde i området, hvor vi skal nyde en vinsmagning med lokale vine. Sidst på dagen tager vi sammen toget tilbage til Chiusa.
Dag 5 - Fridag på egen hånd
Med dit Guest Pass får du gratis offentlig transport, adgang til udendørs bade og en daglig tur med kabelbanen til Rittner Horn - perfekt til at opleve den storslåede natur i Dolomitterne. Du kan fx tage en tur til Chiusa eller Bressanone og nyde de hyggelige gader, caféer og lokale butikker. Vil du udvide dagen med kultur, kan du - for egen regning - besøge det imponerende Messner Mountain Museum i en middelalderfæstning, skabt af bjergbestigeren Reinhold Messner. I Bolzano kan du også opleve den berømte stenaldermand Ötzi, som levede for over 5.000 år siden og blev fundet i Alperne i 1991. Han er udstillet både i sin originale form og som rekonstrueret figur med klæder, våben og udstyr.
Dag 6 - Jordpyramider og smalsporstog
Aktiv vandretid: 5 timer, +300/-300 højdemeter, sværhedsgrad 3
Vi tager toget til Bolzano, og fortsætter direkte videre med svævebane. Den røde kabine svæver fem km opad over stejlt skrånende vinmarker og over en lang dal. Fra landsbyen Soprabolzano vandrer vi gennem skove og typiske landbrugsområder, hvor der satses stort på økologisk produktion. Mest malkekvæg og kødkvæg, men nogle forsøger sig også med lamaer. Til sidst når vi frem til det største område med de såkaldte jordpyramider, der er op til 10-15 m høje jordsøjler med pudsige stenhatte på toppen. Forklaringen er, at når regnvandet langsomt eroderer moræneskråningerne, kommer de store sten til at fungere som en hat, der holder jorden nedenunder tør og hård. Og derved bliver de stående som søjler i forskellige højder. Vi fortsætter til landsbyen Collalbo, hvor vi kører 7 km med veterantog på smalsporsjernbane. Banen blev indviet i 1907 med en sporbredde på blot 1 meter. På vandreturen er der mange flotte udsigter til forrevne Dolomitbjerge.
Dag 7 - Labyrint-vandring
Aktiv vandretid: 3,5 timer, +250/-400 højdemeter, sværhedsgrad 3
Sidste vandredag har vi en udflugt med egen bus til en helt anden del af Dolomitterne. Vi starter turen med en længere men meget smuk køretur henover passene Ortisei, Selva og Canazei til vi kommer til passet Costalunga, 1745 m. Herfra starter vores vandretur, hvor vi starter med at bevæge os op til trægrænsen, hvorfra vi får en smagsprøve på at vandre i et mere vildt landskab over over trægrænsen. Vi vandrer ned igen til den smukke blågrønne bjergsø Lago di Carezza. På turen følger vi labyrint-stien, der vitterligt siksakker sig gennem et klippelandskab for foden af det næsten 3 km høje Latemar-massiv. Fra vandrestien kan vi se evig sne, og vi har en pragtfuld udsigt til Catinaccio-massivet (også kaldet Rosenhaven). Efter vandreturen og en sen frokost ved søen bringer bussen os sikkert hjem til Chiusa.
Dag 8 - Hjemrejse
Vi bliver hentet med transferbus og kørt til Milano lufthavn, hvor der er afgang mod Danmark.
Hvis du selv har sørget for transport, slutter turen efter check ud på hotellet.
Bemærkninger
Programmet er med forbehold for ændringer i udflugter og rækkefølge. Det er valgfrit om du ønsker at deltage på alle turene, så hvis du har lyst til en dag på egen hånd, skal du blot give guiden besked, så han ikke står og venter forgæves.