1. dag. Ankomst
Ankomst til Konstanz/Kreuzlingen. Velkommen til Konstanz, en dejlig by med en fin gammel bydel med skønne pladser og fristende caféer.
Indkvartering i Konstanz på f.eks. ABC-hotel eller Apartment Hotel
2. dag. Schaffhausen ca. 50 km
I dag går turen langs Untersee, for mange den smukkeste del af Bodensøen. Man cykler for det meste langs søbredden med udsigt til øen Reichenau. De hyggelige byer ligger som perler på snor og frister med kaffepause og udsigt til lille havn, den klare sø og de små byer på den anden side af søen. Stein am Rhein er bestemt et ophold værd med gågader, fine bindingsværkshuse, vægmalerier og hyggelige caféer. Herfra fortsætter man langs Rhinen til Schaffhausen, også kaldet "byen med de 171 karnapper" p.g.a. de mange smukke huse udstyret med kunstfærdige karnapper.
Indkvartering i Shaffhausen på f.eks. Hotel Park Villa eller Hotel Kronenhof
3. dag. Zürich ca. 70 km
Dagens første højdepunkt er Rhinvandfaldene, der med sine 23 meter er Europas største vandfald. Med båd sejler man hen til vandfaldet og kan på nært hold mærke kraften fra vandmasserne. Herefter cykler man langs Rhinen gennem skov og forbi små fristende strande. Man krydser over højdedraget og cykler nu gennem Glattdalen til Zürich, smukt beliggende ved søen. Det er Schweiz’ største by og her forenes de gamle traditioner med det moderne.
Indkvartering i Zürich på f.eks. Hotel Sorell Rex eller Hotel Montana.
4. dag. Lachen ca. 45 km
Dagens rute følger søens nordlige bred, også kaldet ”guldkysten”, da denne side af søen har flest solskinstimer i løbet af dagen. Der er simpelthen så mange ”Badis”, badeanstalter, og små strande på vejen ud af Zürich. Den officielle rute går dels langs søbredden og dels lidt oppe i baglandet. Man må derfor regne med nogle korte men strabadserende bakker. Man cykler gennem fredelige forstæder, med fine udsigter til stejle vinskråninger og fine gårde til den ene side og med udsigt til søen langt nede til den anden side. Man kan i princippet fravælge at cykle i baglandet. Gør man det, følger man blot cykelstien ved landevejen langs søen hele vejen til Rapperswill. Læg turen omkring borgen før du fortsætter over dæmningen via Pfäffikon og Altendorf til Lachen. Byen er kendt for at være byen med den bedste solnedgang. Nyd stemningen i den lille havn, tag en svømmetur i Zürichsøen eller besøg den fine barokkirke.
Indkvartering i Lachen f.eks. på Hotel Bären eller Hotel Marina.
5. dag. Walenstadt ca. 25 km og sejltur
En dejlig nem dag i et fladt landskab med bjergene i baggrunden til Wesen. Man følger Linthkanalen, der forbinder Zürichsee med Walensee gennem små landsbyer og forbi grønne frodige marker. Er man heldig får man måske øje på en stork. Fra Wesen tager man båden til Walenstadt på den anden side af søen. Alternativt kan man vælge at cykle op og ned langs søbredden hele vejen til Walenstadt (+ ca 20 km). En smuk tur med en enkelt kort, men stejl bakke. Og her er simpelthen så utrolig smukt – den klare sø og bjergene der spejler sig. Walenstadt ligger ved Walensøen, der er 150 meter dyb og oplagt til en svømmetur. På den nordlige bred ser man palmer, og kigger man op opdager man Churfirstens smukke bjergtinder, der helt hen i maj er hvide af sne.
Indkvartering i Walenstadt på f.eks. Hotel-Restaurant Seehof eller Hotel Churfirsten.
6. dag. Feldkirch/Nofels ca. 50 km
I dag forlader vi søen. Efter nogle kilometer kommer man til Alpenrheindalen. Man cykler langs Rhinen gennem det lille fyrstedømme Lichtenstein, med udsigt til borge og bjerge og snart er man i Østrig. Feldkirch er en fin middelalderby beliggende hvor Ill løber ud i Rhinen.
Indkvartering i Feldkirch/Nofels på f.eks. Hotel Gasthof Löwen eller Gutwinski Hotel.
7. dag. St. Gallen ca. 45 km og togtur
I dag forsætter du gennem frodige marker, små landsbyer og bjergene i det fjerne til Altstätten, hvorfra du tager toget til Gais i den schweiziske kanton Appenzell. Det er et ægte postkort landskab du nu cykler i, med grønklædte skråninger, små sæterhytter og græssende køer. Her i området laves den velsmagende ost Appenzeller – prøv den! Dagens etape ender i St.Gallen, berømt for sit fantastisk flotte ”Stiftsbibliothek” og barrokkirke.
Indkvartering i St.Gallen f.eks. på Hotel Einstein eller Hotel Metropol.
8. dag. Konstanz ca. 45 km
Herligt nedad bakke går det i dag forbi majsmarker og æbleplantager til Arbon og Bodensøen. Herfra følger du søbredden til Konstanz. Undervejs er der mange muligheder for en kaffepause eller en svømmetur i Bodensøen.
Indkvartering i Konstanz på f.eks. ABC-hotel eller Apartment Hotel
9. dag. Hjemrejse
Efter morgenmad er der hjemrejse medmindre du har bestilt ekstra nat.
Forbehold for ændringer i dagsprogrammet:
Bemærk at dagsprogrammet er vejledende og ikke er beregnet som rutebeskrivelse.
Rutebeskrivelsen tilsendes hjemmefra eller udleveres ved ankomst.